Venstre-borgmestre og partitop strides om sommerhusregel
Venstre-borgmestre og partitop strides om sommerhusregel
Skagen har med kyst til næsten alle sider i over 100 år været et yndet feriested for danskere med trang til sommerhusidyl. Gennem de senere år er det dog ikke kun danskere, der køber sig til fast ejendom i det nordjyske. Nicklas Lind Pedersen, medejer af Home i Skagen, fortæller, at især nordmænd er hyppigere gæster i butikken.
- Vi solgte vel en seks-syv sommerhuse til nordmænd sidste år, siger han.
De norske boligkøb muliggøres ved, at Justitsministeriet kan give dispensation fra den såkaldte sommerhusregel. Og dispensationerne bliver flere og flere. Således fik 263 udlændinge ifølge Justitsministeriet i 2014 dispensation til at købe sekundær bolig i Danmark, heraf 188 nordmænd. Til sammenligning fik 68 udlændinge lov til at købe fritidshus i Danmark i 2010.
”Jeg er ligeglad med nationaliteter. Vi har allerede mange nordmænd heroppe. Jeg samarbejder også bedre med nordmænd end sjællændere.”
Nu vil flere Venstre-borgmestre fra vandkantskommuner have moderpartiet til at tage et opgør med sommerhusreglen, der er en dansk særregel i EU-sammenhæng.
- Jeg er nok af den holdning, at vi ikke skal have den særregel. Når danskere kan købe hus andre steder, så skal udlændinge også kunne købe hus i Danmark, siger Lene Kjelgaard Jensen, borgmester i Thisted (V).
Mikael Klitgaard, Venstre-borgmester i Brønderslev ser også gerne sommerhusreglen afskaffet:
- Jeg synes ikke, at det gør noget at udlændinge køber hus i Danmark, så længe folk kan klare sig selv. Vi ser også gerne, at man kan omdanne helårshuse til fritidsboliger, så de også kan sælges til udlændinge.
- Jeg vil gerne opfordre Folketinget og mit eget parti til at kigge på sommerhusreglen. Vi har haft rigtig megen gavn af, at nordmænd har købt sommerhuse i vores område.
Slingrekurs
I 2013 sagde Venstres politiske ordfører Inger Støjberg til avisen JydskeVestkysten, at Venstre ville overveje at tage et opgør med sommerhusreglen:
- I erkendelse af, at samfundet har flyttet sig, mener jeg, at vi skal kigge på, om tiden ikke er inde til at modernisere sommerhusreglen.
Venstres folketingsgruppe anno 2015 har skrinlagt de tanker, fortæller Venstres boligordfører Louise Schack Elholm.
- Venstre vil ikke arbejde for at ændre sommerhusreglen, siger hun og tilføjer:
- Vi vil gerne sikre, at danskere også har råd til at købe sommerhus ved kysterne. Der vil være færre, der bor længere tid i sommerhusene, hvis vi fjerner reglen. Sommerhusene vil blive opkøbt af folk med mange penge, der ikke vil udleje i samme grad. Det vil gå ud over de erhvervsdrivende i områderne, som ikke vil opleve det samme handelsliv. Og det vil også ramme udlejningsvirksomheder.
Er det ikke en ret uliberal tanke, at danskere skal kunne købe sommerhus i udlandet, mens Danmark forhindrer udlændinge i at købe fritidshus her i landet?
- Der er forskellige særregler for forskellige lande i EU. Sådan er det. Vi har denne her særregel, da vi har noget meget værdifuldt i Danmark, som vi gerne vil bevare.
Hjælp til kommuner
Lene Kjelgaard Jensen mener, at udlændinges køb af sommerhus kan være med til at puste liv i et lokalsamfund, der mangler ilt.
- Jeg vil se det som en investering i vores område, hvis vi kunne sælge flere boliger til udlændinge. Det er en hjælp, hvis vi får vedligeholdt vores huse, og udlændinges huskøb skaber omsætning for erhvervslivet, siger hun.
Mikael Klitgaard ser også stor gavn forbundet med udlændingenes indtog, da det ofte er “folk med penge”, der har råd til en fritidsbolig i Danmark.
- Jeg er ligeglad med nationaliteter. Vi har allerede mange nordmænd heroppe. Jeg samarbejder også bedre med nordmænd end sjællændere, siger han.
På Vestkysten i Jammerbugt Kommune mener Venstre-borgmester Mogens Gade, at det kan skabe problemer, hvis der kommer for mange udlændinge blandt sommerhusejerne. Det kan give knas i kommunikationen mellem grundejerforeningerne og kommunen. Og derfor vil han bevare sommerhusreglen:
- Grundejerforeningerne er kommunens forlængede arm til at sikre, at de informationer, som vi vil have ud, kommer ud til borgerne. Hvis der pludselig er nordmænd, polakker og italienere, der ikke kender reglerne og forstår sammenhængen, opstår der måske nogle konflikter, som vi ikke ønsker.
Sommerhusreglen
- Erhvervelsesloven fra 1959 bestemte, at personer uden bopæl i Danmark kun med justitsministerens meget sjældne tilladelse kunne købe en fritidsbolig.
- Reglen blev modstræbende accepteret af Bruxelles, da Danmark i 1972 trådte ind i det daværende EF, og igen ved Maastricht-traktaten i 1992. Malta har en lignende særregel.
- Baggrunden for reglen var frygten for, at især tyskere ville tromle ind i landet med stærke D-mark, der let kunne overtrumfe danske kroner, når kystnære sommerhuse blev sat til salg fra Gedser til Skagen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.