Marx Brothers kunne noget, der gør deres 70-80 år gamle film levedygtige og seværdige selv i dag. Og der er ellers hård konkurrence fra virkeligheden, hvor absurditeterne står i kø – ikke mindst i dansk politik og forvaltning. 

Utallige scener myldrer gennem hovedet, når jeg tænker på deres film. Men særligt én dukker ofte op, når jeg følger politikeres og embedsmænds ageren i den danske offentlighed. I filmen, hvis titel jeg i skrivende stund ikke lige husker, er den højt, ofte og hurtigt snakkende Groucho Marx blevet hoteldirektør. En position, han selvfølgelig benytter til at fornærme fornemme gæster i et tempo, så de dårligt når at opdage, hvilke uforskammetheder, de udsættes for. 

Forretningen går ikke så godt, og på et tidspunkt er det hårdt arbejdende personale – bl.a. de øvrige Marx Brothers – blevet så trætte af, at de ikke får deres løn, at de stimler sammen omkring den vævre direktør med den særegne gangart. De kræver højlydt deres løn, ellers stopper de med at arbejde. 

Groucho Marx stiger op på en trappe og som en anden statsmand skuer han ud over den rasende gruppe. Og jeg citerer frit efter hukommelsen: 

”Jaså, I vil have jeres løn. Det skuffer mig – det havde jeg ikke troet om jer. Så I ønsker at være lønslaver? Det kunne jeg aldrig få over mit hjerte. Jeg tror på frihed, på frie mennesker. Jeg ønsker ikke at forvandle jer til slaver. Ønsker I virkelig at blive slaver?” 

Forvirringen breder sig blandt oprørerne, og mens Grouchos rivende talestrøm hagler ned over dem, kigger de på hinanden, og man fornemmer en slags fælles forståelse af, at slaver – DET vil de ikke være. Og så går de småmumlende hvert til sit for at passe deres arbejde. 

En ond men morsom parodi på kunsten at få folk til at tage stilling til noget helt andet, end det, der ligger dem på sinde – eller måske rettere – det, der er sagens kerne.

I Gentofte har det borgerlige flertal i kommunalbestyrelsen vedtaget at anlægge sag mod regeringen, fordi den ikke vil lave en VVM redegørelse for den planlagte trængselsring. Meget kan man sige om Gentoftes konservative borgmester Hans Toft, men nogen Groucho er han ikke. Der er ikke megen humor i sagen. Men det forekommer mig nu – og mange andre, bl.a. de 15 omegnskommuners borgmestre - at en retssag mod staten er en absurd afledning af det, det egentlig drejer sig om: At få bekæmpet hovedstadens massive trængselsproblemer på den mest hensigtsmæssige måde. Og dér når man måske længere med en lidt mere konstruktiv tilgang til den politiske proces. 

Af og til bliver jeg nærmest stum af forbløffelse, når absurditeterne i politik og forvaltning rigtig slår sig løs. Som nu et ubetaleligt bidrag fra forvaltningsverdenen i denne uge. Sundhedsstyrelsen nægter at udlevere information om indholdet af nogle franske, sundhedsfarlige brystimplantater, som også danske kvinder har fået indopereret. Begrundelsen – jeg kan næsten ikke få fingrene til at skrive det - er hensynet til fremmede magter… Det kræver næsten mere end Groucho’s talegaver, at få dén til at glide ned.   

Men ugens suveræne ’Groucho’ må være Venstres folketingsmand, Karsten Nonbo, der formåede at få en tiltrængt debat om grundlov, magtens grænser, borgernes forsamlingsfrihed, lømmelpakken og andre tunge emner, til at dreje over på temperaturen på hans øh… agterparti.

Landsretten afsagde en opsigtsvækkende dom, der fortalte ordensmagten, at den var gået over stregen og ikke var på Grundlovens sikre grund, da det foretog masseanholdelser under COP15. Karsten Nonbo, der selv er politimand, syntes at det vigtigste var, at demonstranterne var nogen tøsedrenge, der peb over at sidde i frostvejr på den bare asfalt i timevis. Og så indvilgede han i selv at lade sig anbringe tre timers tid på en kold parkeringsplads foran TV2’s kameraer. 

For – må man forstå – at bevise, at det var en helt forkert dom. Og så selvfølgelig at få lidt tiltrængt opmærksomhed fra offentligheden.

Pas på ryggen Groucho. Dén kunne du vist ikke have tryllet ud af overskægget. Men jeg foretrækker nu de gamle film. De er - ud over absurde - trods alt også sjove.     :

Morten Uhrenholdt, senior­journalist ved nyhedstjenesten dknyt, skriver hver uge fra sit kontor i Christiansborgs kældre. Klummen er et udtryk for skribentens egne holdninger.