Kommunen.dk
MENU

Værksteder for udviklingshæmmede bremser adgang til job

Beskyttede værksteder skal give slip på de mest kompetente udviklingshæmmede. Det er en af løsningerne på, at få flere unge udviklingshæmmede i job

Værksteder for udviklingshæmmede bremser adgang til job

Beskyttede værksteder skal give slip på de mest kompetente udviklingshæmmede. Det er en af løsningerne på, at få flere unge udviklingshæmmede i job

Det er ikke lovgivningen, der står i vejen for, at udviklingshæmmede kan blive en del af det ordinære arbejdsmarked. En af de store barrierer, som skal nedbrydes, ligger hos de steder, der traditionelt har sørget for at beskæftige udviklingshæmmede: De beskyttede værksteder.

Landsforeningen LEV har iværksat projekt KLAP, for at give unge udviklingshæmmede en reel mulighed for at vælge en karriere - ligesom alle andre kan. Projektet har en ambition om at skabe job til 500 unge udviklingshæmmede inden projektets afslutning i 2013.

En af udfordringerne, i forhold til at få de unge udviklingshæmmede i job, er, at de beskyttede værksteder, som de unge ofte er tilknyttet i forvejen, selv skal tjene penge til egen drift. Det betyder i praksis, at de ikke så gerne vil slippe den mest velfungerende arbejdskraft. Og det er ellers den del af de udviklingshæmmede, som har et stort potentiale for at kunne fungere i et skånejob og på den måde blive integreret på det ordinære arbejdsmarked. 

- Hvis man skulle gøre noget fra politisk side, kunne man gøre de beskyttede værksteders egen indtjening mere smidig, for motivationen for at få de bedste ud i jobs er lige nu ikke så stor, fordi de selv er afhængige af den gode arbejdskraft, sagde Anders Reitov, projektkoordinatoren for KLAP (Kreativ Langsigtet ArbejdsPlanlægning), som stod for dagens arrangement for Landsforeningen LEV.

Den politiske indsats skulle derfor gå ud på at kompensere til værkstederne, så det ikke ville føre til tab for dem at miste den bedste del af deres arbejdskraft.

- Man kunne med fordel se på de beskyttede værksteder som en form for rugekasse, de udviklingshæmmede også skulle videre fra, når og hvis de bliver parate, sagde Anders Reitov og fortsatte:

- Mange tænker, at bare fordi de er udviklingshæmmede, så udvikler de sig ikke. Det er jo slet ikke rigtigt. De udvikler sig – selv om de selvfølgelig udvikler sig langsommere.

Han understregede, at når det fungerer at integrere udviklingshæmmede på det ordinære arbejdsmarked, så er de intet mindre end ’Danmarks mest stabile arbejdskraft’.

Og som en af tilhørerne, som kom fra Socialpædagogerne tilføjede med henvisning til kampagnen ’Hvem henter kaffen’:

- Der ligger så mange servicejob og venter. Hvem henter fx kaffen til borgmesteren?

Det var projekt KLAP og Landsorganisationen Lev, der havde inviteret til oplæg og debat i teltet ved brandstationen i Allinge under Folkemødet.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR