Produktivitetskommissionen har ikke bragt os videre i debatten om tilkøbsydelser på velfærdsområdet. Kommissionen ender i sin endelige afrapportering med at gentage både indenrigsministerens og højrefløjens sædvanlige indvending om, at ‘Når offentlige myndigheder ikke kan gå fallit og dermed tvinges til at prissætte deres ydelser, så de indregner alle faste omkostninger, aflønning af kapital med videre, kan der være risiko for, at de sætter prisen for lavt.’ Man kunne med lige så stor ret pege på, at der kunne være klare stordriftsfordele ved, at kommunerne med deres velindrettede og store kapacitet kunne tilbyde tilkøbsydelser, når eksempelvis den praktiske og personlige hjælp er hos borgerne i forvejen. 

Det er lidt skuffende, at de kloge hoveder i kommissionen slet ikke har bragt os videre i debatten - udover at foreslå en evaluering af de igangværende frikommuneforsøg. De peger som nævnt kun på ‘faren’ for konkurrenceforvridning i forhold til eventuelle private leverandører. Et lige så interessant fokus kunne have været faren for den nuværende konkurrenceforvridning i forhold til den kommunale hjemmepleje: I dag er hr. eller fru Hansen henvist til private leverandører, hvis de ønsker hovedrengøring eller eksempelvis støvsugning hver uge.

Udover at denne konkurrenceforvridning til fordel for private aktører på sigt risikerer at udtynde det kommunale tilbud, så gør den også livet mere besværligt for de borgere og pårørende, der kun ønsker at henvende sig ét sted eller blot vil mindske antallet af hjælpere i den ældres eller syges hjem. Allerede i dag oplever mange borgere, der er afhængige af personlig hjælp, et rend af forskellige hjælpere. Det er både besværligt og føles også uværdigt for mange borgere. Det dur ikke – og er for så vidt heller ikke særlig produktivt.

Vi er nødt til at brede debatten ud, så vi ikke snævert ser på velfærden som noget, der kun bliver bedre og mere produktivt ved konkurrenceudsættelse. Eksemplet med Falck, som i seks kommuner samarbejdede med de kommunale medarbejdere i de lokale jobcentre og derved fik bedre resultater for både borgere og ansatte samt for produktiviteten, vidner om, at det måske ikke så meget er konkurrencen som samarbejdet og den gensidige erfaringsudveksling mellem private og offentlige aktører, der sikrer bedre og mere effektiv velfærd.

Så lad de kommunale medarbejdere vise deres værd i opgaveløsningen - gerne med inspiration fra private aktører, der har erfaring med at gøre tingene på en anden måde. Men at tro, at konkurrence for konkurrencens egen skyld er løsningen på fremtidens velfærdsopgaver, er énøjet – og ja, derfor ikke produktivt.