Ugens navne: Tidligere S-minister stopper, vraget kandidat går efter borgmesterkæden og borgmester siger farvel i utide
Ugens navne: Tidligere S-minister stopper, vraget kandidat går efter borgmesterkæden og borgmester siger farvel i utide
Tidligere minister Carsten Hansen (S) vil alligevel ikke forsøge at blive valgt til Odense Byråd, fortæller TV2 Fyn. Han havde ellers for længst sikret sig opstilling på Socialdemokratiets liste til KV17, men vælger nu i stedet at satse på det civile job som senior advisor hos lobbyistfirmaet Rud Pedersen Public Affairs Company i København.
- Man kan ikke både være valgt til et demokratisk råd og så samtidig arbejde med at varetage politiske interesser for private firmaer og kommunale institutioner, siger Carsten Hansen til TV 2 Fyn som begrundelse for, at han måtte vælge mellem de to karrierer.
På S-listen til Odense Byråd var han opstillet som nr. 11. Han var folketingsmedlem fra FV98 til FV15 og i den sidste valgperiode (2011-2015) tillige minister for by, bolig og landdistrikter.
Vordingborg
Borgmester stopper i utide
Efter 43 år i politik har Vordingborgs borgmester Knud Larsen (V) valgt at stoppe nu - tre kvartaler før hans periode ellers udløber. Han går af fredag den 31. marts, oplyser kommunen. Knud Larsen blev første gang valgt som kommunalbestyrelsesmedlem i 1974 i Møn Kommune, hvor han senere var borgmester i to perioder: 1992-97 og igen 2002-06. Siden 2014 har han stået i spidsen for Vordingborg Kommune og har således knap 15 års anciennitet som borgmester. Foruden de 43 år i kommunalpolitik har Knud Larsen også været aktiv i Storstrøms Amtsråd, hvor han var menigt medlem i perioden fra 1986 til 2007 og 1. viceamtsborgmester 1998-2001. Michael Seiding Larsen (V) er partiets borgmesterkandidat til KV17 - og han overtager nu borgmesterposten allerede per 1. april.
Norddjurs
Ny konstitueret kommunaldirektør
Velfærdsdirektør Kenneth Koed Nielsen er af Norddjurs Byråd blevet konstitueret som kommunaldirektør fra 1. april og frem, til en ny fast kommunaldirektør er fundet efter Jesper Kaas Schmidt, der skifter til en tilsvarende stilling i nabokommunen Randers. I konstitueringsperioden har Kenneth Koed Nielsen fortsat den overordnede ledelse af velfærdsområdet. Chef for direktionssekretariatet Kim Bruun Nielsen vil i perioden referere direkte til borgmester Jan Petersen (S). Opslag af kommunaldirektørstillingen ventes godkendt på byrådsmødet i april, så der kan ske nybesættelse efter sommerferien, oplyser Norddjurs Kommune.
Hjørring
V-profil vil alligevel ikke i byrådet
Venstre i Hjørring skal finde sig en ny borgmesterkandidat efter at den hidtidige, Vibeke Haaning, har ombestemt sig og ikke vil genopstille til KV17. Hun har ikke kunnet finde en afløser til at overtage sin pleje- og rengøringsvirksomhed og vælger derfor at fortsætte i den i stedet for at satse på borgmesterposten, oplyser DR Nordjylland. Vibeke Haaning vandt for et halvt år siden posten som sit partis borgmesterkandidat foran den tidligere spids Henrik Jørgensen. Han er i mellemtiden blevet valgt som folketingskandidat i Brønderslevkredsen, men er frisk på også at genindtræde som borgmesterkandidat.
Aarhus
Viceborgmester dropper KV17 efter lav placering
Den radikale viceborgmester i Aarhus, Anne Nygaard, kom ikke i top-5, da partiets medlemmer valgte kandidater til KV17. Hun er skuffet og har nu besluttet sig for slet ikke at stille op, skriver Århus Stiftstidende. I denne periode er hun det ene af partiets to medlemmer, hvoraf det andet er kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad, der længe har været valgt til spidskandidat til KV17. Nu skal jeg lige finde ud af, hvad der er op og ned på det hele, siger Anne Nygaard, der understreger, at hun absolut ikke har nogen planer om at forlade Det Radikale Venstre.
Ringkøbing-Skjern
Vraget kandidat går fortsat efter borgmesterposten
Selv om Lennart Qvist for et år siden tabte afstemningen om at blive Venstres borgmesterkandidat i Ringkøbing-Skjern, har han ikke opgivet at indtage rollen som borgmester, skriver Jyllands-Posten. Vi har valgt en spidskandidat, men når det kommer til stykket, er det vælgerne, der sammensætter byrådet, og det er byrådet, der vælger borgmesteren. Og hvis det så viser sig, at et flertal i byrådet siger, at de ønsker en lidt anden profil, og nogen kommer og spørger mig, jamen så vil jeg sige, at min lyst stadig er bevaret, siger han til avisen. Lennart Qvist, som er fra Ringkøbing, tabte afstemningen om at blive spidskandidat med syv stemmer til Hans Østergaard fra Spjald. Hans Østergaard siger til Jyllands-Posten, at han ikke har tænkt sig at trække sig, selvom Lennart Qvist skulle få lidt flere stemmer end ham.
Greve
Centerchef vender tilbage
Martin Nordentoft Rasmussen er Greve Kommunes nye centerchef for Sundhed og Pleje. Han bliver ansvarlig for ældreområdet, forebyggelsen, rehabiliteringen og alt det andet, som hører ind under Sundhed og Pleje i Greve Kommune, oplyser kommunen.
Martin Nordentoft Rasmussen har igennem de sidste 13 år arbejdet med velfærdsområdet i Digitaliseringsstyrelsen, Københavns Kommune og Socialministeriet.
Tidligere har han været ansat som stabschef i Center for Sundhed og Pleje i Greve Kommune og i en periode været konstitueret centerchef.
Falck
Vraget Novo-direktør ny topchef
Falck A/S har udnævnt Jakob Riis til ny administrerende direktør for selskabet med virkning fra 1. maj. Han erstatter Allan Søgaard Larsen, der blev afskediget lige før jul. Jakob Riis kommer til Falck fra en stilling som Executive Vice President for medicinalfirmaet Novo Nordisk i USA. Han opsagde sin stilling i utilfredshed med at være forbigået som ny koncernchef, en stilling, som han ellers var anset som kronprins til. Falcks bestyrelsesformand Peter Schütze er godt tilfreds med at have landet Jakob Riis: Hans lederegenskaber er i verdensklasse. Han har vist, at han kan eksekvere og levere en ambitiøs og profitabel vækst-agenda, og han har en stærk international baggrund. Han kommer fra en verden, hvor det også handler om mennesker og om at forbedre – eller endda redde – liv, hedder det i en pressemeddelelse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.