24 timer i døgnet, 7 dage om ugen, 365 dage om året. Dag ud og dag ind, hvert sekund i døgnet, skal personalet på landets sygehuse være parate til at modtage patienterne.

Den parathed skal kommunerne i stigende grad indstille sig på, i takt med at sygehusene udskriver flere og flere patienter – og gør det kortere og kortere tid, efter at patienterne er færdige med behandlingen. I 1991 var den gennemsnitlige liggetid på sygehuset for en patient over 85 cirka 14 dage. I 2006 – 15 år senere – var liggetiden næsten halveret. Vi bliver ældre og ældre, og mange af os lider af kroniske sygdomme.

Sygeplejersker, sosu-hjælpere og sosu-assistenter står parate til at hjælpe os, når vi bliver udskrevet. De kører ud til os for at tjekke vores medicin, vores blodtryk, vores tilstand, og om vi har mad og nok at drikke. Men hvor meget de gør, og hvad det koster, er uhyggeligt svært at sige.

Sådan er det ikke på sygehusene. Her har man siden 70’erne haft Landspatientregistret med koder for 12.000 diagnoser, behandlinger og operationer. Al kontakt registreres, og på den måde kan
alle se, hvem der gør hvad. Dertil regner Sundhedsstyrelsen den gennemsnitlige pris for en ydelse ud i sine ca. 650 diagnoserelaterede grupper (DRG-takster).

Også hos de praktiserende læger får patienterne i overført betydning hæftet en pris på ryggen,  allerede når de ringer. Det er nødvendigt, for uden registrering af ydelserne og en pris for, hvad de koster, er man på bar bund, når der skal planlægges, prioriteres og investeres.

Men systemet er ikke uden problemer, siger Ulla Astman (S), som er formand for Danske Regioners sundhedsudvalg.

”Alt skal være takststyret, men det er ikke altid det mest geniale. Man ender med at se på taksten i stedet for at se på sammenhængen. Taksterne har nogle uhensigtsmæssigheder.
For eksempel: Man hiver folk ind til ambulante besøg en ekstra gang i stedet for at gøre det to gange på en dag, fordi så udløser det to takster – man spekulerer i økonomi i stedet for, hvad der er det
bedste for patienterne. Man behøver ikke at rulle noget halvdårligt system ud til alle i landet – i hvert fald ikke før man har rettet op på det,” siger hun.

Mere end økonomi
Ulla Astmans melding kommer som reaktion på et forslag fra seniorforsker Sidsel Vinge fra DSI – Dansk Sundhedsinstitut. Hun foreslår, at kommunerne får registreret deres sundhedsydelser på tilsvarende måde som DRG-taksterne. På den måde kan kommunerne få dokumenteret deres aktiviteter og få sat en pris på dem. Det vil de kunne bruge i forhandlingerne med stat og regioner.

”Men ud over det økonomiske argument vil man også kunne bruge sådan et system til en række  andre diskussioner. Man vil kunne få en diskussion af, hvorfor man gør, som man gør. Man vil kunne
se, hvor mange opgaver, der er rutine, og som lige så godt vil kunne udføres af andre til en billigere pris,” siger Sidsel Vinge.

I dag foregår der rammestyring i kommunerne, og tankegangen er fremmed for mange kommuner, siger Sidsel Vinge. Men ifølge hende vil det være en overskuelig opgave at få dokumenteret og
registreret ydelserne.

”Til sammenligning vil vi måske ende med 98 forskellige systemer, og det vil virkelig være et spild af ressourcer,” siger hun.