Planlægning er ikke kun konkret fysisk kendskab, arkitektur og nye linjer. For at kunne lave god planlægning skal man forstå stedet og det, der knytter sig til i både fysisk og mental forstand. Og det kan blandt andet gøres ved at trække på den fælles litteratur- og kulturarv, mener professor ved Syddansk Universitet Johannes Nørregård Frandsen. Han argumenterer for, at det er frugtbart at medtænke litteraturen og kunstens eksempler på forholdet mellem identitet og stedssans, når man skal planlægge for by og land.  

- En planlægning, der ikke tager udgangspunkt i en eller anden tænkning om identitet, er dømt til at mislykkes. Man kan jo ikke lave planer uden de mennesker, der befolker planerne, siger Johannes Nørregård Frandsen.

Men kan man forvente, at planlæggerne af i dag skal være velbevandrede udi klassisk dansk litteraturhistorie?

- Det ved jeg ikke, hvorfor man ikke skulle kunne forvente. Hvis man ikke som planlægger eller som arkitekt har rødderne i det lange kulturhistoriske træk, så synes jeg, at man er meget ilde stedt. For det er jo de lange linjer, det handler om.

Mentale landskaber
Planlægningen skal foregå, så de mennesker, der planlægges for, ikke bliver ’bevidsthedsmæssigt hjemløse’.

- Det handler om, at man skal kunne genfinde sig selv. Og derfor skal enhver planlægning have blik for identiteten, så dem man planlægger for i deres mentale landskab kan genkende sig selv. Og selv om vi måske har glemt det, er vi jo alle sammen historiske individer, siger Johannes Nørregård Frandsen.

Hvad er fordelen ved at tænke stedsidentiteten ind?

- Det handler om ejerskab. Det er jo helt banalt, men grundlæggende handler det om, at når du ikke føler ejerskab, så har du et problem, for så regner du ikke stedet for noget. Det kender vi også fra offentlige områder, hvor folk smider med flasker. Det gør man ikke, hvis man holder af stedet, siger Johannes Nørregård Frandsen.

Ifølge ham kommer manglen på stedsidentitet også til udtryk på en større skala, og derfor kan den politiske inddeling af steder rumme store konflikter. For eksempel i forbindelse med kommunalreformen og overgangen fra amter til regioner.

- Der blev lavet nogle bragende misforståelser i forbindelse med oprettelsen af regionerne og mange af de nye store kommuner, fordi man ikke for eksempel spurgte til de kulturhistoriske og identitetsmæssige værdier. Nogle af de nye store kommuner fungerer meget dårligt, fordi der ikke er en kulturlig sammenhæng. Og det gør, at man i stedet bruger mange kræfter på at bekæmpe hinanden, siger Johannes Nørregård Frandsen.

Et administrativt greb
Selv bor han i Region Syddanmark og har oplevet udfordringerne i forhold til, at det nu skal opfattes som et samlet sted.

- Hvis der er noget, der aldrig har været et, så er det Vestjylland, Østjylland og Fyn: Det er tre helt forskellige områder, og du skal ikke være meget kulturhistoriker for at vide, at Vestjylland starter nede i marsken og fortsætter helt op til Limfjorden, siger han og fortsætter:

- Så når man politisk laver en region, der hedder Syddanmark, så er det for så vidt fint nok – det er jo bare et administrativt greb – men hvis man tror, at det også giver en eller anden form for befolkningsmæssig identitet, så kan man altså godt tro om igen, for det gør det ikke.

Ville den plan have set anderledes ud, hvis man havde haft stedsidentiteten med in mente?

- Ja, den ville trække stregerne nogle andre steder: Jeg ville for eksempel lave en vestjysk region, der skulle gå op langs vestkysten og fx følge den gamle studedriverrute, siger Johannes Nørregård Frandsen.

Det unyttige er kønt
Johannes Nørregård Frandsen fremhæver konflikten i landdistrikterne i forhold til de nye randzoner som et eksempel på en konflikt med landbrugets ønske om en rationel dyrkningsform på den ene side og så naturhensynet og miljøforkæmperne på den anden.

- Men hvis man skal have sådan noget til at fungere i et moderne samfund, så kan man ikke komme uden om at forstå identitet: På landet har man et nyttebåret syn på landskabet, forstået på den måde, at når noget fungerer, så er det kønt. Det modsatte synspunkt tilhører et mere urbant, by-mæssigt perspektiv om, at det unyttige er kønt, siger Johannes Nørregård Frandsen.

Det betyder, at en vej, der svinger gennem en gammel landsby, kan være køn set fra det urbane perspektiv, mens en landmand modsat vil synes, at den er besværlig - og derfor ikke spor pæn.

-Det er ligesom, hvis man skal ændre et vandløb. Der er en del af processen, som man rent teknisk kan gå ud og se på. Men det kan være, der ligger nogle længere historiske linjer bagude, som også er vigtige at have med. Det synes jeg er meget vigtigt at forstå.

Mere om: Stedsidentitet, planlægning og dansk litteratur

Den danske litteratur op gennem det 20. århundrede fortæller en lang historie om danskernes transformation fra en landbobefolkning til en moderne bybefolkning. Ifølge Johannes Nørregård Frandsen kan man – fx ved at læse Jeppe Aakjærs værker - lettere forstå vor tids modsætninger mellem for eksempel et urbant synspunkt og et mere landorienteret synspunkt.

- Jeppe Aakjær blev ofte kaldt nostalgiger, men det synes jeg overhovedet ikke, at han var. Tværtimod ser jeg ham som en super moderne forfatter, fordi han forstod at differentiere mellem synspunkterne. Han mente blandt andet at vi skal bevare det gamle, som faktisk har en funktion, som identitet.

Jeppe Aakjær, Johannes V. Jensen og andre af den tids store forfattere og personligheder var darwinister og mente, at heden var et sted, hvor der levede et særligt folkefærd. Men selv om man nu ikke ser landskabet som direkte determinerende for udviklingen af et folkefærd, kan vi tage pointen, med at heden havde en identitet, med videre, mener Johannes Nørregård Frandsen.

- Heden var ikke bare nostalgisk, den var ikke bare et æstetisk spejl, den fremmede særlige karaktertræk. Og det er jo en spændende tanke, at det er ikke ligegyldigt, hvad der er for et landskab, du indgår i. Det er det, som vi i dag forbinder med den meget anerkendte stedsfilosofi eller stedstænkning, , siger Johannes Nørregård Frandsen.