Har Helle Thorning-Schmidt sagt: ’Vi har ikke brug for eksperter og smagsdommere til at fortælle os, hvad vi skal gøre’? Eller har statsministeren udtalt, at regeringen gør det, der er nødvendigt, selvom det er upopulært?

Det er svært at mene begge dele samtidig. Men nummer to har hun sagt gentagne gange, og hun mener det tilsyneladende alvorligt. Og det er sådan set mærkeligt, for samtidig synes hun at dele Anders Fogh Rasmussens syn på de eksperter, der ikke anbefaler det rigtige.

 Nu er det jo ikke sådan, at jeg kan forbløffes over, at politikere hovedsageligt nøjes med at lytte til sig selv. Det ser vi en jævn strøm af eksempler på. Et enkelt fra folkeskolens verden:

Regeringen har besluttet sig for, at heldagsskoler bare er godt for børnene og for læringen. Så skal der da ikke komme folk med en grundig rapport, der viser, at erfaringerne er meget forskelligartede. Og trods fagfolks rasende protester, så vælger ministeren at ignorere fakta og fordreje rapporten, så den passer ind i regeringens virkelighedsbillede.

Det her skal handle om endnu et forbløffende eksempel – den danske konkurrenceevne. Når jeg overhovedet vælger at skrive om et så håbløst emne, så er det, fordi jeg blev højst overrasket over en nyhed forleden, der dog ikke vakte megen opmærksomhed. Og ingen politikere har mig bekendt kommenteret den.

Den stammer fra Ugebrevet Mandag Morgen, og kort fortalt handlede den om konkurrenceevnen, som er langt bedre end sit ry. Kilden var selveste formanden for Det Økonomiske Råd, også kaldet Overvismanden. Og han blev bakket op af to forgængere på posten. Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen gik oven i købet så vidt som til at udtale således til Mandag Morgen:

’Det er blevet et etableret faktum, at konkurrenceevnen er meget dårlig. Dér siger vi, at det er ikke klart ud fra data. Det er farligt, når der etablerer sig en tvivlsom sandhed i debatten.’

Nu er jeg jo ikke en stor beundrer af økonomernes ypperstepræster i Det Økonomiske Råd. Men dels står udsagnet om konkurrenceevnen i skærende kontrast til måneders skinger korsang fra politikerne. Og dels falder det helt i tråd med en analyse, der for nylig kom fra AE-rådet:

'Det er ikke konkurrenceevnen, der udgør hovedproblemet for beskæftigelsen. For de danske virksomheder, der lever af at eksportere, har det fint, hvilket blandt andet ses af tallene for betalingsbalancen og for eksporten. Problemet er den indenlandske efterspørgsel, der er i bund og har været det længe. Danskerne er i krise-mode, så pengene bliver puget sammen i hidtil uset omfang, mens mindre virksomheder, der lever af det danske marked, kæmper for livet, og politikerne fortsætter spareøvelserne.'

Må jeg tilføje for egen regning: En lang række store danske virksomheder har på det seneste fremlagt regnskaber med rekordstore milliardoverskud og kæmpe gevinster til ejerne. De samme virksomheder har fyret hundredvis eller tusindvis af medarbejdere og bidraget til ledigheden. En lettelse af selskabsskatten vil næppe føre til investeringer indenlands.  

Vi synes på vej ind i en situation, jeg husker fra den sidste del af Schlüters regeringstid. Efter år med kartoffelkur og andre barske, økonomiske indgreb med høj arbejdsløshed, tvangsauktioner med videre i kølvandet, var økonomien i en tilstand, så regeringen gerne ville sætte gang i butikken igen. Men der slog Schlüters evner ikke til. Ligegyldigt hvad han fandt på, forblev danskerne skeptiske, og intet skete – ejendomsmarkedet for eksempel stod fuldstændig stille.

Jeg husker det så tydeligt, fordi jeg forgæves forsøgte at få solgt en beskeden bolig og til sidst lænede mig op ad en tvangsauktion. Først da der kom et regeringsskifte, skete der noget. Jeg fik endelig solgt – med et tab, jeg var sluppet for, hvis jeg havde kunnet udskyde salget lidt.

Nu har regeringen så netop fremlagt en såkaldt vækstpakke med milliardlettelser til erhvervslivet. Fagøkonomer uden for statsapparatet er enige om, at HVIS der er en beskeden beskæftigelseseffekt af dét, så ligger den temmelig langt ude i fremtiden.

Politikerne har åbenbart hylet så ihærdigt op om den katastrofale konkurrenceevne, at de nu tror på det og er blevet fuldkommen døve af den skingre larm, de selv har lavet. Erhvervslivet er selvsagt begejstret – det bliver man jo, når man får milde gaver fra himmelen – men ellers har arbejdsgiverne optrådt nærmest lidt forlegne, når de har forsøgt at få lidt troværdighed bag opbakningen til politikernes jammerskrig.

At den blå blok og den renlivede liberalist Margrethe Vestager står fuldt og fast bag denne politiske besynderlighed, er jo ikke så overraskende. Men at Socialdemokraterne og SF også har ladet sig hypnotisere, er svært at rumme.

Og så har jeg ikke engang nævnt, hvem der skal betale de milde gaver til virksomheder med milliardoverskud.      :