Tung industri er velkommen i den grønne by
Tung industri er velkommen i den grønne by
Lugten af industrikvarter er ikke til at tage fejl af, da vi stiger ud af bilen. Her, i et hjørne af Asnæsværkets kæmpestore grund, ligger det seneste skud på stammen af virksomheder i Kalundborg.
Men lugten til trods er netop denne fabrik et flagskib for kommunens ønskede grønne profil. Inbicon
A/S ejes, ligesom resten af værket, af DONG Energy, og er et demonstrationsanlæg, som omdanner halm til bioethanol, foderstof og ligninpiller, der bruges til brændsel.
Målet er at sælge teknologien, og man har netop fået første ordre fra Japan, men samtidig produceres miljørigtigt biobrændstof, hvor nabofabrikken Statoil har lagt billet ind på de første fem millioner liter. I processen bruger man samtidigt enzymer, som købes af en anden nabo, Novozymes.
Det er ingen tilfældighed, at fabrikken ligger netop her i Kalundborg Kommune. Udover at det er praktisk at ligge op ad Asnæsværket, betragter DONG kommunen som meget erhvervsvenlig, fortæller Benny Mai, der er daglig leder af fabrikken.
”Vi er jo blevet en del af den Industrielle Symbiose, hvor der eksempelvis er en fælles dampforsyning, og fra kommunens side kan vi tydeligt mærke, at de er vant til at håndtere tung industri, blandt andet i forhold til spildevand og sagsbehandlingstider,” siger han.
Grøn industri
Anlægget i Kalundborg er en del af det såkaldte klyngeinitiativ, Cluster Biofuels Denmark, der er et partnerskab mellem Inbicon, Dong Energy, Roskilde Universitet og Kalundborg Kommune. Leder af CBD, Niels Larsen, mener, at den bevidste klyngestrategi, hvor virksomhederne bruger hinandens restprodukter og samarbejder om en miljøstrategier, har stor betydning for, at Kalundborg – finanskrisen til trods – oplever en tilgang af virksomheder.
Dansk Energi har forudset, at der i 2030 bliver behov for et nyt dansk kraftværk. Allerede nu arbejder
CBD på, at værket placeres her.
”Det, der foregår her, er en slags grønt laboratorium i stor skala. I dag kædes biomasse og kraftværker ikke naturligt sammen, men det arbejder vi på at ændre. Vi satser på en række pilotanlæg som dette. Vi er meget ambitiøse,” siger han med et stort smil.
At CBD har fat i den lange ende, er der næppe tvivl om. Erhvervs- og Byggestyrelsen har netop fremlagt en undersøgelse af virksomheder i Østersøregionen, som viser, at klyngevirksomheder oplever øget konkurrenceevne, vækst og bedre produktudvikling. Der opstår simpelthen et befordrende miljø for vidensdeling og innovation virksomhederne imellem.
Industri som brand
Kalundborgs nye borgmester, Martin Damm (V), har også iklædt sig hjelm og ser sig begejstret omkring på anlægget. En sten i skoen er dog, at bioethanol er den eneste grønne energiform, som ikke får et direkte tilskud. Det bliver nu et projekt for borgmesteren at få ændret.
”Vi skal være med til at optimere rammebetingelserne for vores virksomheder. Inbicon kan dokumentere en bæredygtig og miljørigtig produktion, men der mangler i dén grad politisk opbakning,”
siger Martin Damm.
Samtidig påpeger han, at når regeringen taler om at skabe vækst, så bør den også begynde at luge ud i mængden af danske særregler, som gør livet besværligt for virksomhederne.
Størrelsen af industrien i Kalundborg er meget tydelig. Herfra kommer omkring ni procent af Danmarks CO2–udledning, men Martin Damm betragter den tunge industri som en ubetinget
styrke for kommunen.
”Står det til mig, skaber vi en Biocon Valley her i Kalundborg. Vi skal brande os på det, vi kan. Herude kan vi ikke leve af at gå på café,” siger han.
Kommunen og virksomhederne står dog med en stor udfordring. I takt med at procesindustrien
bliver mere og mere specialiseret, stiger behovet for højtuddannede. Med kun 2,8 procent højtuddannede mod et landsgennemsnit på 8,1 skal der arbejdes målrettet på at tiltrække
den rette arbejdskraft.
Derfor søger man samarbejder med forskellige uddannelsesinstitutioner for at få grene af uddannelser til kommunen. ”Så jo flere virksomheder, desto bedre. Så har vi mere at tilbyde, også i forhold til at få folk til at bosætte sig her,” slutter Niels Larsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.