Troels Lund kritiseres for hastværk
Troels Lund kritiseres for hastværk
Den nye folkeoplysningslov skal øge medborgerskab, styrke dialog og fremme demokratisk debat ude i kommunerne, lyder regeringens hensigt. Men det sker paradoksalt nok gennem en lovproces, der ikke lever helt op til samme demokratiske idealer, mener flere aktører.
Blandt andre KL beklager den korte høringsfrist på otte arbejdsdage, før den forsinkede lov bliver fremsat af undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) 13. april:
”Så kort en høring er noget sjusk. Det er jo skadeligt for hele den demokratiske proces,” siger KL-kulturformand Jane Findahl (SF).
Hun får støtte af Danske Handicaporganisationers formand, Stig Langvad.
”Det er jo umuligt at få det demokratiske bagland ordentligt engageret under de omstændigheder,” siger han og bekymrer sig for landspolitikernes forudsætninger, når de mangler de bedst mulige høringssvar. Før alle de relevante mennesker er klar, er fristen jo udløbet, siger han.
Troels Lund Poulsen gør dog opmærksom på, at de fleste aktører har haft mulighed for at gøre deres indflydelse gældende, både gennem møder med embedsmænd og i det folkeoplysningsudvalg, hvis rapport er grundlag for den lov, der bliver fremsat.
”Der er altså tale om forslag, som sektoren selv har drøftet indgående under udvalgsarbejdet og er nået til enighed om og derfor har lagt frem i udvalgets rapport,” skriver ministeriets pressechef på Troels Lunds vegne.
Folkeoplysningsudvalget havde sin rapport klar i oktober 2010, og regeringen havde oprindelig forestillet sig at fremsætte forslaget i februar.
Valg kan komme i vejen
Ministeriet oplyser, at man tager til efterretning, at vi er i 11. time, og vil sende senere svar videre til Folketingets uddannelsesudvalg. Men også den demokratiske behandling bliver påvirket af tidspres, når forslaget gennem tre behandlinger før Folketingets sommerferie starter, typisk omkring grundlovsdag 5. juni. Derudover kan et folketingsvalg også komme i vejen.
”Jeg forstår ikke, at de gør det nu, og jeg tror heller ikke, at vi kommer til at nå det,” siger Socialdemokraternes uddannelsesordfører, Christine Antorini.
Samtidig med forslaget om folkeoplysningslov sendte den nye undervisningsminister også et forslag til at ændre friskoleloven i en kort høring.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.