Med sundhedsreformen flytter ansvaret for hovedparten af de omkring 3.800 midlertidige pladser fra kommunerne til regionerne. 

Manøvren er et vigtigt element i omstillingen af sundhedsvæsenet, der reducerer kassetænkning på området, lyder det i aftalen. 

Men med opgaveflytningen indføres en takst, som regionerne kan opkræve af kommuner, hvis de ikke hjemtager de borgere, som regionen vurderer er færdigbehandlede. En “straftakst,” der funktionsmæssigt svarer til den færdigbehandlingstakst, som i kombination med lavere indlæggelsestider var en medvirkende årsag til, at kommunerne opbyggede hele kapaciteten af midlertidige pladser til at begynde med. 

Spørger man konsulent og medlem af Sundhedsstrukturkommissionen Sidsel Vinge, der tidligere har arbejdet som projektchef i Vive og sundhedschef i Gladsaxe Kommune, er man i gang med at forlænge verden med brædder.

- Så går der et par år, og så sker det samme igen: Regionerne reducerer antallet af sundheds- og omsorgspladser og accelererer forløbene. Så står kommuner uden hverken akut- eller sengepladser, og uden akutfunktion til at håndtere borgerne i eget hjem, siger hun, og hvilke handlemuligheder har de så? 

- De kan opgradere deres almene sygepleje til at være en ny de facto akutsygepleje, eller lave nye pladser, som nu skal kaldes aflastningspladser. 

- Det er samme grundlæggende problematik: Hvornår kan en borger klares på et lavere omsorgsniveau, og hvem skal betale? Reformen flytter bare grænsen for, hvornår problematikken opstår, siger hun.

Professor: Færdigbehandling er en illusion

Hun er enig i, at der er behov for at gøre noget på området. Set fra et patientsikkerhedsperspektiv ville det være uforsvarligt at fortsætte som hidtil. 

- Der skulle ske noget med de kommunale sengepladser. At vi har små, decentrale sengeenheder udenfor sundhedsloven, uden lægedækning, journaladgang og medicinadgang er totalt uholdbart. Kommuner skal ikke drive minihospitaler, men det er de facto kommet til, fordi udviklingen har presset dem til det, siger hun.

Hvis man tror, at det primært drejer sig om sunde og raske ældre, som falder og brækker hoften og lige skal have et par dage, inden de kan blive sendt hjem, tager man fejl, fortæller professor i brug af lægemidler ved Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital Anton Pottegård.

I et forskningsprojekt gennemført af Syddansk Universitet og DTU Management fandt forskerne på baggrund af 11.424 patienters ophold på midlertidige pladser i 14 danske kommuner i 2016-2023, at den typiske patient havde mere end tre diagnoser og en fjerdedel mindst fire kroniske sygdomme. 25 pct. var indlagt i mindst 50 dage og op mod ti pct. i mere end 90 dage. 

Det er med andre ord komplekse og skrøbelige patienter med et “kæmpestort” lægemiddelforbrug og behov for lægelig dækning. Derfor taler han ikke imod at give regionerne ansvaret for pladserne, men advarer om, at det ikke er gjort med det, for størstedelen af patienterne har langvarige behov og vil aldrig komme tilbage til, hvad han kalder “et normalt funktionsniveau”. 

-Hvis man tænker, at man holder dem tilbage i det regionale system, til de er færdigbehandlede, vil det være en illusion, siger han - det bliver de færreste, nemlig.

Et punkt på en lang liste

Derfor bliver det også svært at afgøre, hvornår ansvaret skal overlades til kommunerne. Blot ét punkt på en lang liste af “uafklaretheder”, som han kalder det.

- Det er et eksempel på noget, hvor jeg virkelig håber, at man fra regional side kommer til at gå i meget tæt dialog med kommunerne om, hvordan man overdrager ansvaret, siger han.

Hvornår en borger er rask nok til at komme hjem fra en midlertidig plads, diskuteres i forvejen internt i kommunerne, men som Sidsel Vinge siger, er der “fanden til forskel” på, om man har det samlede ansvar og budget, eller om man ikke har.

- Har man ikke det, ryger vi op på politikerniveau, og så er det hårdt mod hårdt: Vi hjemtager ikke længere til antibiotikabehandling uden en takst. Så kommer man til at forhandle styk for styk, siger hun og forudser, at kommunerne vil forsøge at insistere på, at opgaverne så også bliver løst af regionerne, når de overtager ansvaret. 

Anton Pottegård frygter et worst case-scenario, hvor kommunerne bliver nødt til at opruste med nye midlertidige pladser og en udbygning af hjemmeplejen for at kunne håndtere den nye situation. Og det er et problem af flere årsager, for hvor skal medarbejderressourcerne komme fra? 

- Den pæne version er, at vi knap nok har ressourcer til at løse opgaven, og vi har slet ikke ressourcer til at indføre ekstraarbejde, siger han. 

- Den ærlige version er, at vi i fremtiden slet ikke har ressourcer til at løse opgaven i udgangspunktet. Derfor vil det være en katastrofe, hvis strukturen medfører mere arbejde. Vi skal organisere det her, så det bliver mest muligt effektivt.

Og med den nye sektorovergang er der stadig en risiko for, at kommunerne kommer til at stå og mangle vigtige oplysninger, når medicinerede borgere med fortsatte plejebehov overgår til hjemmesygeplejen. Nogle frygter, at de sidste rester af patientinformation flytter med ansvaret over i regionerne, så de risikerer slet ingen data at have om borgeren, fortæller Anton Pottegård.

“Det er slemt nok, at vi mangler halvdelen af oplysningerne, tænkt hvis vi nu mister resten,” sagde en kommunal sundhedsmedarbejder for nylig til ham.

I et studie af 209 patienters udskrivelse fra Odense Universitetshospital til en midlertidig plads, fandt forskerne, at der for fire ud af ti var fejl, uoverensstemmelser eller manglende dokumentation for deres medicin. De kommunale sygeplejersker måtte i gennemsnit ringe tre gange og sende to beskeder for hver borger i løbet af de fem første dage efter udskrivelsen - noget der kunne have været undgået, hvis kommunikationen i overgangen havde været bedre. 

- Når vi nu ryster posen, skal vi også have løst de her grundlæggende ting, hvis vi skal kunne løse opgaven, siger Anton Pottegård.

- Reformer kræver, at vi tænker os ekstra grundigt om. Vi kan ikke meningsfuldt nøjes med at beskæftige os med, hvor vi skal trække en streg i sandet mellem kommuner og regioner. Vi skal også se på, hvor vi ikke skal gøre noget. Der går i øjeblikket mange medarbejderressourcer til at håndtere udfordringerne på tværs af sektorer. Sådan nogle håbløsheder har vi ikke råd til i fremtiden.

Ikke noget optimalt i kassetænkning

I Aalborg Kommune er sygeplejechef Helen Kæstel primært optimistisk.

Her har man erfaring med at skabe bedre patientforløb uden at være optaget af kassetænkning. I et projekt med en sundhedsstyregruppe, der går på tværs af forvaltninger, sygehus og psykiatri, arbejder man på at forebygge indlæggelser ved at indskrive ældre på, hvad Helen Kæstel kalder, VIP-geriatripladser. 

Der er sygeplejersker døgnet rundt og tilknyttet geriatere. Ideen er at lave helhedsindsatser, som fastholder borgernes funktionsniveau fx ved at sikre, at de får spist, drukket, trænet deres muskler og bliver tilset af speciallæger i ældresygdomme, som bl.a. kan rydde op i deres medicin. 

Forventningen er, at det både vil være smartere og billigere end indlæggelse.

De gode erfaringer til trods frygter hun, at borgere kan blive sendt for tidligt hjem fra de nye sundheds- og omsorgspladser.

- Det bliver vigtigt, at der er nogle stærke sundhedsfaglige stemmer fra kommunen, som taler det strengt nødvendige forpligtende samarbejde på tværs op. Der er ikke noget optimalt i kassetænkning. Vi er forbundne kar. Somme tider kræver det, at man har en sundhedsfaglig baggrund for at kunne se det, siger hun.