”Efter kommuneplanen kan grunden alene anvendes til forlystelsespark. Grunden er beliggende på Vesterbrogade 3, København. Grundens areal er 79.244 kvm.”. Sådan lød en del af den annonce, som blev bragt i tre store dagblade efter, at Københavns Kommune havde valgt at sætte Tivoli til salg på grund af pengemangel. Fristen for at afgive bud var 14 dage, og efter otte dage havde Københavns Kommune kun modtaget ét bud. Ikke overraskende kom buddet fra Tivoli selv. Efter fristens udløb modtog kommunen dog et bud på 480 millioner kroner – det dobbelte af salgsprisen.

Kritik fra ministeriet

Selvom Københavns Kommune havde overholdt de gældende regler for udbud, mente Indenrigsministeriet alligevel, at der var grund til kritik. Kommunen refererer i artiklen fra maj 1992 til en udtalelse fra Indenrigsministeriet, hvor konklusionen lyder: ”Der foreligger efter ministeriets opfattelse ikke oplysninger, der kan godtgøre eller sandsynliggøre, at kommunen har sikret sig, at salget af Tivoli-grunden er sket til markedsprisen.” Ministeriet stiller blandt andet spørgsmålstegn ved, hvorvidt annonceringen har været tilstrækkelig synlig. 

På samme hænder

Men den kritik havde daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) dog kun et skuldertræk tilovers for. Ifølge Kommunen mente han, at salgsprisen var udmærket.

Den officielle grund til at sælge Tivoli til Tivoli selv var, at forlystelsesparken som den eneste kom med et bud inden for fristen. Men muligvis har Borgerrepræsentationen også haft en interesse i at bevare Tivoli på de samme hænder, som havde drevet parken gennem en lang årrække, og dermed ikke risikere, at udenlandske pengemænd ommøblerede den gamle have til uigenkendelighed.