Tidligere forsvarsminister vil afvæbne politikere
Tidligere forsvarsminister vil afvæbne politikere
Hvorfor vil du gerne arbejde som lobbyist?
Det er, fordi jeg her kan bruge det, som jeg kan fra politik: Jeg ved, hvornår man skal ind i den politiske beslutningsproces for at påvirke den. Jeg ved, hvad det er for argumenter, som politikerne gerne reagerer på. Hvad vægter de højt, og hvad vægter de ikke højt? Og derfor kan jeg tage min politiske erfaring med og så bare bruge den på den anden side af bordet til at rådgive nogle offentlige og private om, hvordan de skal snakke med politikerne.
Hvad har dit syn som politiker hidtil været på lobbyister?
Jeg synes, at de gode lobbyister er gode til at gøre opmærksom på, hvilke problemer der kan være i en lovgivning, og hvorfor det kunne være væsentligt, at man lavede om på lovgivningen. Og de gode politikere har forstået, hvad det er for argumenter, som fænger hos politikerne. De dårlige er så dem, der ikke har forstået, hvordan man taler med politikere, og jeg tror jo på, at jeg kan være en af de gode, fordi jeg selv kommer fra det politiske.
Du skal blandt andet sidde med kunder på forsvarsområdet. Ser du noget etisk dilemma i at gå fra at være tidligere minister til nu at skulle påvirke politikere til gavn for dine kunder?
Jeg får mange forskellige typer af kunder, så jeg kommer også til at bruge det, jeg kan, på skat, retsvæsen, transport og uddannelse. Så nej, det synes jeg slet ikke er problematisk. Jeg synes faktisk, at det er meget sundt, at man kan sidde som rådgiver og så også selv have lidt basisviden med hensyn til, hvordan tingene fungerer.
Lige præcis som minister må du have siddet inde med fortrolige oplysninger. Er der viden herfra, som du ikke kan bruge i din videre færd?
Nej, det er der ikke. Nu er det jo to år siden, at jeg sidst var minister, og der sker rigtig meget også på forsvarsområdet, så nej, det er der faktisk ikke.
Hvad er din vigtigste erfaring eller største indtryk fra tiden som forsvarsminister?
Det er lige pludselig at blive chef for 23.000 mennesker, hvoraf nogle af dem er i krig og slås for os, og hvor nogle af dem ikke kommer hjem. Der lærte jeg rigtig meget om mig selv som menneske og minister.
Hvad opdagede du ved dig selv?
For eksempel hvordan man håndterer, at du på landets vegne har været med til at sende unge mennesker i krig, og så står du lige pludselig over for deres forældre eller deres kærester, fordi de er kommet hjem i en kiste. At kunne se de pårørende i øjnene og kunne holde fast i, at det var den rigtige beslutning for Danmark at gå i krig.
Hvordan tacklede du de situationer?
Det er et spørgsmål om netop at kunne forklare, hvorfor det er, at vi er gået ind. Og det er jo ikke sådan, at vi som politikere er gået ind og har sagt, at det er Jesper Hansen, som vi sender ud. Vi sender soldater ud, som selv har valgt det, som har meldt sig frivilligt til at tage af sted for at slås for Danmark. Og så selvfølgelig have en forståelse for, at de pårørende var meget kede af det, fordi deres elskede ikke kom hjem igen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.