Når en gravid kvinde eller et barn i en ny familie får problemer, skal det opdages hurtigt, og hjælpen skal komme prompte. Det er indfaldsvinklen i Køge Kommune, som arbejder systematisk med målrettet at opspore gravide og små børn, som af den ene eller anden årsag ikke trives eller udvikler sig, så det passer til alderen.

Og indsatsen har virket. I forhold til for få år siden får kommunen nu 20 procent flere indberetninger fra især sundhedsplejerskerne, og tallet er stigende.

– Vi opsporer altså flere. Men samtidig oplever vi, at mange flere af interventionerne kan foregå indenfor normalområdet. Når vi griber tidligt og hurtigt ind, er det lettere at hjælpe, siger ledende sundhedsplejerske Tine Sommersted.

Sundhedsplejerskerne spiller en nøglerolle i kommunens opsøgende indsats, som skal mindske uligheden i børnenes trivsel socialt, fysisk og psykologisk. Men de er ikke alene. Indsatsen sker i et tæt, tværfagligt samarbejde, og derfor har fagmedarbejderne fra kommunens familiehus og en række ledere og børnesagsbehandlere sammen med samtlige sundhedsplejersker været gennem et særligt kursus på Københavns Universitet. Her har de lært metoden ADBB – Alarm Distress Baby Scale, en skala for, om barnet trives, og om dets sociale udvikling ser ud til at være normal.

Kurset og tilgangen har gjort opsporingen mere systematisk, siger Tine Sommersted. Sundhedsplejerskerne har fået nogle redskaber, som gør dem bedre til at opspore, hvor der kan være problemer. Samtidig har kurset sikret, at alle taler samme sprog og er enige om, hvornår det er rigtigt at reagere på en bekymring.

Og her kommer så det springende punkt. For én ting er at blive bekymret for, om en familie trives. Noget andet er at skabe handling.

– Før kunne der godt gå lang tid fra bekymring til handling. De medarbejdere, som havde indberettet, kunne ikke altid se, at familien fik hjælp, og det var uklart, hvem der havde ansvaret. Det blev ofte sundhedsplejersken, som følte, at vedkommende havde det, når der intet skete. Det stressede, og familierne fik ikke altid hjælp hurtigt nok, siger Tine Sommersted.

Hun indførte et tværfagligt ledelsesteam, som mødes hver 14. dag og følger op på alle sager og modtager indberetninger.

– Vi kan også få dem anonymt, fordi det måske blot er en bekymring, som en sundhedsplejerske gerne vil vende. Men det afgørende er, at der bliver fulgt op. Og vi fordeler sagerne mellem os, så det er helt klart, hvem af os der har ansvaret for hver enkelt sag og for at følge op på den. Vi lukker ingen sager, før vi ved, at de er landet forsvarligt, siger Tine Sommersted.

– Det har ændret utrolig meget. Nogle gange spørger vi os selv, om sådan en ledelsesmæssig ændring kan gøre så meget, men det kan det. Jeg kunne ligefrem se på medarbejderne, hvordan deres skuldre faldt på plads, fordi vi klart sagde: ‘Vi har den’. Nu kan de bruge deres faglighed på familierne; så skal vi nok tage ansvar for, at der bliver fulgt op.

Møder med nye forældre

Køge Kommune er ikke alene om at arbejde systematisk med tidlig forebyggelse, og selvom evalueringerne stadig mangler på Aarhus Kommunes gennemgribende indsats, hvor alle førstegangsfødende og deres partner inviteres med til et forældreforberedende forløb, er erfaringerne gode, siger projektleder Elise Winther fra Aarhus Kommune.

– Familierne vil gerne deltage, og vi får meget positive tilbagemeldinger, siger hun.

Projektet hedder Familie-iværksætterne, og her bliver førstegangsfødende og deres partnere inviteret til at deltage i 12 møder – fra graviditet, til barnet er halvandet år – sammen med syv andre par. Familierne er nogenlunde på samme stade i graviditeten, når de mødes første gang, og de følges ad, indtil børnene er store nok til at begynde i daginstitution.

Møderækkerne ledes af en sundhedsplejerske, men der kommer også eksperter udefra, for eksempel fysioterapeuter, tandplejere, pædagoger, bankrådgivere og advokater, og i løbet af de 12 møder er der lejlighed til at diskutere alt det, som er nyt og måske svært eller bare underligt, når man går fra at være to til at blive tre, hvad enten det er, hvordan man skaffer tid til også at være kærester, eller bekymring over, hvad barnet vil spise eller ikke spise, og om det udvikler sig, som det skal. Det kan også være økonomi og andre mere praktiske bekymringer.

Familierne får et netværk, de får adgang til faglige oplæg, og de får et rum, hvor de kan vende nogle af deres bekymringer og erfaringer, siger Elise Winther.

– Vi kan ikke nå at diskutere alt på sådan et møde, men forhåbentlig kan vi være katalysator for diskussioner om nogle af de ting, der trænger sig på, og familierne kan spørge os til råds. Mange har ikke den her store familie længere, hvor der altid var én, som lige vidste, hvad man kunne gøre, og før i tiden havde man typisk også erfaring med at passe mindre søskende. Det er der heller ikke så mange, som har længere. Så vores håb er, at det netværk og de erfaringer og den tætte kontakt til sundhedsplejersken kan tage nogle problemer i opløbet, siger Elise Winther.

Projektet, som 900 mennesker efterhånden har deltaget i, er samtidig et forskningsprojekt under Aarhus Universitet. Et tilsvarende antal familier fungerer som kontrolgruppe, men får ikke samme tilbud. Næste år skal forskerne evaluere, om det har gjort en forskel i forhold til tidlig indsats.

Kommunen har også særlige tilbud til sårbare gravide, hvad enten sårbarheden er psykisk eller social. Her hjælper læger og jordemødre med at identificere de familier, som har brug for hjælp, og her inddrager kommunen blandt andet også Mødrehjælpen.

– Vi arbejder i alle vores indsatser ud fra fire principper om viden, helhed, tidlig og rettidig indsats og samskabelse. Det er vigtigt, at vi ikke trækker løsninger ned over hovedet på familierne, men tager udgangspunkt i deres ressourcer og arbejder sammen med dem. Men samskabelsen skal også forstås sådan, at vi arbejder tværfagligt og inddrager civilsamfundet, siger Elise Winther.