Da det talentfulde EU-håb Helle Thorning-Schmidt i starten af nullerne anså dansk politik for at være næste skridt på karrierestigen, forsøgte hun at søge opstilling i den københavnske Amagerbro-kreds. En god rød kreds, der i 16 år hidtil havde sikret valg til tidligere indenrigsminister Birte Weiss og før hende tidligere finansminister Knud Heinesen. Sidstnævnte pegede selv på Helle Thorning-Schmidt som en del af partiets fremtid, men lokalbestyrelsen på Amager ville helst ikke have hende som kandidat. De havde allerede set sig lune på Birte Weiss’ søn, Lars, der både var lokalt forankret amagerkaner og havde de klassiske holdninger – han var ikke en strammer, når det gjaldt udlændinge. Det blev Helle Thorning-Schmidt derimod anset for at være. Som medforfatter til bogen ’Forsvar for fællesskabet’ havde hun argumenteret for færre familiesammenføringer og en periode på hele syv år, hvor familiesammenførte skulle kunne forsørge sig selv i Danmark -  forslag, som fik en hård modtagelse blandt mange socialdemokrater, især i København. Ifølge den daværende lokale fællesformand er københavnerne nemlig den slags, som ’insisterer på at demonstrere udsyn i stedet for snæversyn’.

Helle Thorning-Schmidt tabte kandidatvalget på Amagerbro til Lars Weiss med et brag for blot få måneder senere at blive opstillet på Østerbro. Lars Weiss blev til gengæld aldrig valgt til Folketinget – det gjorde Helle Thorning-Schmidt. Og hun blev også både partiformand og statsminister. Hun vandt kampen på den lange bane, men ved det kommende valg kan partiet meget vel tabe en bastion: Socialdemokraterne risikerer at miste titlen som det største parti i København.

Grumset udgangspunkt

33.564 københavnere valgte at stemme på Helle Thorning-Schmidt i 2011, og det var hele 16.362 færre end ved valget i 2007. Tallet svarer til næsten en halv procent af de samlede vælgere – Socialdemokraterne gik 0,7 procent tilbage på landsplan ved sidste valg. Tendensen med tilbagegang er ikke ny for partiet, men det var bemærkelsesværdigt, at de gik frem i flere dele af landet, mens de gik kraftigst tilbage i hovedstaden. I halvfemserne satte cirka hver tredje københavner kryds ved liste A, i nullerne var det hver fjerde, og i 2011 røg de ned på under hver femte med 18,9 procent af stemmerne i storkredsen - kun et par procent mere end Enhedslisten og De Radikale, der nød stor fremgang på baggrund af S-SF’s tilbagegang.

Jo tættere du kommer på centrum af København, desto færre stemmer efterhånden på Socialdemokraterne, og i det gamle arbejderkvarter på Nørrebro, hvor Thorvald
Stauning slog sine folder for hundrede år siden, har først SF og senere Enhedslisten overtaget rollen som klart det største parti.

- Først og fremmest tror jeg, der er rigtig mange vælgere, som er skuffede over, at de efterhånden ikke kan kende forskel på os og de borgerlige. Der er selvfølgelig en gruppe af midtervælgere, som vi kan appellere til, men selv de falder fra, når vi fører så grumset en politik, som vi gør, siger Socialdemokraternes kandidat på Nørrebro ved det kommende valg, Lars Aslan Rasmussen.

Han påpeger ligesom flere andre partifolk i byen, at kommunalvalgene fortsat tegner et pænere billede end folketingsvalgene og at det nok skyldes en rødere profil end på landsplan.

- Der er en tendens til, at vi er blevet så bange for vores egen skygge, at vi på landsplan begynder at ligne Dansk Folkeparti mere på udlændinge- og retspolitikken. Der har Socialdemokraterne i Københavns Kommune i højere grad været et alternativ til de borgerlige, tilføjer han.

Klemt værdipolitik

Et af monstrene i den københavnske S-nedgang har været betalingsringen, som i sidste valgkamp først blev til en mærkesag, så til et internt slagsmål, da magten var vundet, og til sidst skudt ned, da der konkret skulle handles.

- Der var jo et flertal for betalingsringen i København. Men vi begik den store fejl at lancere den defensivt. Det var nærmest Venstre, der hev den fra af os og gjorde den til et valgkampspørgsmål, i stedet for, at vi selv havde lanceret den, for eksempel ved en lokal folkeafstemning, som vi så det i Sverige, siger Lars Aslan Rasmussen, der også som medlem af borgerrepræsentationen har markeret sig på sager som legalisering af hash og kriminalisering af sexkunder.

Socialdemokratiske stemmer i Københavns Storkreds i 2011 (i procent)

To andre standpunkter, hvor S på landsplan slet ikke ligner S i København – selvom det er populære storbyforslag. Valgforsker Rune Stub-ager fra Aarhus Universitet mener, at de københavnske vælgere vægter den såkaldt værdipolitiske dimension højt, når de skal sætte deres kryds.

- Det er en samlet betegnelse for de spørgsmål, der ligger indenfor eksempelvis udlændinge-, rets- og miljøpolitikken. Og det er en dimension, hvor Socialdemokraterne igennem længere tid har været klemt mellem deres traditionelle vælgere, som ønsker en mere højreorienteret kurs på det område, og så det mere højtuddannede segment, som ønsker en mere venstreorienteret kurs, siger han.

Ukendt retning

Formanden for S i København (SIK), Jan Salling Kristensen, kalder det møgærgerligt, at betalingsringen aldrig blev til noget. Han mener, at regeringen burde have set til Stockholm og London, hvor de henter milliarder på ordningen, og holdt fast.

- Der vil altid være modstand mod sådan et projekt i starten, og så vil folk gradvis vænne sig til det. Alternativet er jo, at vi københavnere lever kortere på grund af luftforureningen, siger han.

Det var i øvrigt Jan Salling Kristensen, der som lokalformand for Amagerbro-kredsen ikke ønskede at opstille Helle Thorning-Schmidt i starten af nullerne. Det er mange år siden i dag, og de har nærmet sig hinanden langt mere politisk, mener han. Helle er hamrende dygtig, lyder hans vurdering. Men Socialdemokraterne har qua deres position i en
mindretalsregering med De Radikale haft svært ved at holde, hvad de lovede før sidste valg.

- Der er ingen tvivl om, at vi har været for dårlige til at kommunikere, hvor det egentlig er vi gerne vil hen. Det er vi blevet bedre til, som årene er gået, og især her ved den sidste finanslov fik vi vist noget af det, vi gerne vil, med billige boliger og en metro til Sydhavnen, forklarer han.

Rødere profil

I et af hovedstadens andre arbejderkvarterer, Brønshøj-Husum-området, arbejder Jan Salling Kristensen til daglig med at forny bydelen, der på mange måder ligner det København, man kender fra Olsen-Banden-film. Det var her, Hans Hedtoft boede som statsminister i 50’erne, hvor både velfærdssamfundets opblomstring og Socialdemokraternes anden epoke begyndte. Kører du igennem Brønshøj i dag, støder du fortsat på ordene bodega og vinstue. Og Socialdemokraterne er fortsat det største parti. Men også her møder de stor skepsis, mens Enhedslisten ved sidste valg blev næsten tredoblet procentmæssigt.

- De mennesker, som kommer til os fra Socialdemokraterne, er ofte nogle, som har fået sværere vilkår på arbejdsmarkedet. Mennesker, som er i lavtlønnede, truede brancher. Mennesker, som er blevet ramt af sygdom eller arbejdsløshed, siger Pelle Dragsted, der stiller op i København for Enhedslisten ved det kommende valg.

Han fortæller, at partiet ved kommunalvalget i 2013 helt bevidst var lidt frækkere og skarpere i København med nogle markante forslag indenfor både trafik-, miljø- og boligpolitik, fordi det er det, københavnerne efterspørger. Enhedslisten fik 19,5 procent af stemmerne ved kommunalvalget, men var fortsat ni procent efter Socialdemokraterne.

- Kommunalpolitisk har Socialdemokraterne i København klogelig lagt en langt rødere linje end regeringen, og de har også været kritiske overfor regeringen i flere sager. Derfor slår tendensen nok ikke helt så stærkt igennem dér, siger Pelle Dragsted.

Vær socialdemokrat

Dansk Folkeparti er stormet frem på landsplan siden sidste valg. Også i København har de fremgang - dog ser det ud til at gå meget langsommere end i resten af landet. Den største opbakning henter de i områder som Brønshøj, Valby og Amager. Men københavnerne ser ikke integration som så stort et problem, som de gør andre steder i landet, mener tidligere DSU-formand Peter Hummelgaard, der stiller op i Tårnby-kredsen ved det kommende valg.

- Det er jo ikke, fordi københavnerne mener, vi bare skal åbne grænserne. Men de lever mere side om side med de udfordringer, der er, og forventer løsninger på det, uden at man snakker problemerne større og taler mere frygt ind i folk samtidig, siger han.

Egentlig var det den gamle omstridte Amagerbro-kreds, som Peter Hummelgaard var udpeget til at stille op i - men da Karen Hækkerup i efteråret smuttede til Landbrug & Fødevarer, så han sit snit til at skifte over på sin gamle hjemmebane omkring Kastrup Lufthavn, hvor han er vokset op: En lokalt forankret Amagerkaner med klassiske røde holdninger. Han vil gå til valg på et opgør med ulighederne i samfundet, hvad end det er i sundheden, i boligpolitikken eller på arbejdsmarkedet. De mange vælgere, der er søgt væk, skal tilbage i folden.

- Jeg tror ikke, det handler om, at vi bliver mere venstreorienterede. Det handler bare om at være socialdemokrat – at tale ud fra vores socialdemokratiske værdier. Der må vi nok bare erkende, at det har vi ikke gjort så meget i de seneste tre år. Og det bliver udfordringen til det kommende valg, uddyber han.

Udlændinge diskuteres

Ved forårets EU-parlamentsvalg var der afstemningssteder på Peter Hummelgaards hjemmebane, hvor DF fik op til 44,1 procent af stemmerne. På hans gamle folkeskole hentede de 35,1 procent af stemmerne. Det skyldes mere job-utrygheden og den højreorienterede økonomiske politik end indvandringen, lyder hans analyse. Derfor ærgrer det ham også, at det hele handler om flygtningeproblemer i øjeblikket, og specielt, at en anden københavnersocialdemokrat, integrationsordfører Mette Reissmann, i oktober kaldte dem for uønskede gæster.

- Den der meget skrappe og skingre tone har stort set ikke været fremherskende i indvandrerdebatten hos os, før temaet er blusset op på det seneste. Vi har tværtimod stået i spidsen for at få fjernet starthjælpen og kontanthjælpsloftet, som jo især ramte indvandrerfamilier. Så der synes jeg egentlig, vi står med en god sag, siger han.

I sin nytårstale lancerede Helle Thorning-Schmidt en ny integrationspakke, der vil stille større krav til de indvandrere og flygtninge, der i dag kan få kontanthjælp, så de ikke bliver ’klienter’ i vores samfund. Og i efteråret strammede regeringen reglerne for familiesammenføring. Også her virker socialdemokrater i København til at se anderledes på tingene. Mange af dem, lokalformanden har debatteret emnet med, går nemlig ind for, at problemet bliver håndteret på EU-niveau – selvom det måske på sigt vil betyde lidt flere flygtninge i Danmark.

- Der har været en stor debat om, hvor mange flygtninge vi skal tage. Det burde måske snarere handle om, hvor mange der skal hjælpes - hvor mange der lever under kummerlige forhold på grund af krig og forfølgelse, siger Peter Hummelgaard.

Mere lokalpolitik

Meget af flygtningedebatten har rod i en uberettiget frygt, vurderer Jan Salling Kristensen.

- Hvis man ser tv, hvor Inger Støjberg og Dansk Folkeparti kun snakker om indvandrere, så får man måske et indtryk af, at vi er ved at nærme os tredje verdenskrig i København. Sådan er det jo overhovedet ikke. Vi får 10.000 nye borgere om året, og vi bliver mere og mere trygge, siger han.

Hvis man går ned ad Istedgade i dag, er det langtfra det samme som for tyve år siden. Og hvis man ender nede i Sydhavnskvarteret, hvor Anker Jørgensen holdt til i en menneskealder med konen Ingrid, vil man se, at de også dér har fået havneholme med glasfacader og, ifølge nogle, ligefrem velhaverghettoer. I Ankers tid trak liste A godt halvdelen af alle stemmerne på Vesterbro - i 2011 fik de 17 procent.

Hovedstaden forandrer sig hastigt, og det kalder på anderledes løsninger på problemer som prostitution, hashkriminalitet og trængsel.

- Jeg tror ikke, vi skal lave storbypartier. Men jeg tror, partierne skal være mere rummelige og levere politik, der er mere målrettet til de forskellige regioner. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort, siger Jan Salling Kristensen.