En forælder sidder i sin bil på parkeringspladsen i regnvejr og ringer ind til pædagogen i børnehaven: “Hej, kan du ikke lige pakke Ida Amalies taske og sende hende ud?”

- ‘Øh, nej. Gider du selv?!’

- Jeg mener, hvad bilder sådan en forælder sig ind? Så skulle pædagogen gå fra hele børnegruppen for at servicere én forælder, fordi vedkommende ikke gider lette røven selv, siger Mette Frobenius iltert.

Komiker, foredragsholder og debattør Mette Frobenius’ øjne lyner over den dampende kop kaffe, som kommunen.dk har inviteret hende på for at interviewe hende om hendes erfaringer som revsende foredragsholder og hofnar i det kommunale og regionale landskab.  

En moderne hofnar, der rykker ud til alt fra pædagoger og sosu-assistenter til lærere, ledere, kommunalpolitikere, gymnasieelever og boligadministratorer, når de skal reorganiseres, omstruktureres, sammenlægges eller bare have et fagligt, men festligt verbalt spark i røven.

Og garantien er klar: Mette Frobenius siger alt det, de ikke selv tør sige eller pege på.

Eksemplet med den tankeløse forælder er fra hendes foredrag i BUPL. Her har Mette Frobenius været ude flere gange for at stille skarpt på de udfordringer, der er i daginstitutionernes verden.

Og hvis nogen skulle være i tvivl, så tager hun børnenes parti. For det er dem, det handler om. Det er dem, vi skal sørge for har det godt og får den bedste hverdag. Og ifølge Mette Frobenius er opskriften på et godt daginstitutionsliv et godt samspil mellem kommunalpolitikerne, pædagogerne og forældrene.

Et samspil, som ofte er samspilsramt.

Mette Frobenius bruger nutidens populære ‘stress-afhjælpende’ legetøj blandt børn, ‘fidget spinneren’, til at eksemplificere samspillet i sit foredrag, hvor alle tre grupper sidder repræsenteret.

Barnet er fidget spinnerens midte, og de tre ‘arme’ er de tre voksengrupper. Hver af de tre ‘arme’ har en særlig opgave, som de skal udføre - og udføre godt - for at få børnenes daginstitutionsliv til at spinne, forklarer Mette Frobenius.

- Det hjælper nemlig ikke noget, hvis kommunalpolitikerne bare poster penge i daginstitutioner, så rammerne og bygningerne er flotte og gode, hvis pædagogerne internt er kede af det, har dårlige arbejdsvilkår og mangler hænder til at forme snobrødene. Og hvis forældrene ikke engagerer sig i hverdagen, ikke følger op på beskeder, ikke gider at stille op til forældremøder og i bestyrelsen og bare er pisseirriterende, så kan pædagogerne hoppe og danse til juleaften for at skabe gode betingelser for børnene uden succes, siger Mette Frobenius.

- Pædagogerne skal i det hele taget lære at sige fra og stille flere krav, siger Mette Frobenius.

Ikke kun til forældrene, men også til personalepolitikken, der omhandler varierede personalegrupper på stuerne, så børn ikke kun bliver passet af ‘Jette’ og ‘Hanne’ på 50+ og jo, ‘Thomas’ må GERNE tage grædende børn på skødet.

Mette Frobenius understreger den gode synergi, det giver at pege på alle tre gruppers ‘svagheder’, så ingen sidder alene med skyld med skam på.

Alle har et ansvar, og i øvrigt er vi næsten allesammen forældre; også politikerne og pædagogerne.

Og komikeren selv - der ikke lægger skjul på, at hun som mor til to har været ved at flå hovedet af andre forældre mange gange igennem tiden.

Intellektuel stand-up
Mette Frobenius kommer fra Farum, er opvokset i socialt boligbyggeri med en socialdemokratisk journalist-far og en mangeårig offentlig ansat laborant-mor. Både hjemme og i den røde folkeskole, hvor flad struktur, gruppearbejde og samba på torvet var vigtigere end kommaregler, lød parolerne ‘Alle skal have det godt’ og ‘Alle skal med’.

Enebarnet Mette Frobenius var engageret, socialt indigneret og begavet med gode talegaver - alt sammen noget, hun bruger, når hun i dag rykker ud som hofnar eller, som hun også kalder det; leverandør af ‘intellektuel stand up’.

Mette Frobenius er nemlig rundet af den danske standup-scene, der blomstrede op i 1990’erne. Hun debuterede på standup-scenen som 28-årig single, boede i København, scorede fyre og gik på druk om tirsdagen, fordi hun kunne. Et liv, som hun foldede ud på bar-scener rundt om i landet.

Men Mette Frobenius uddannede sig også til erhvervsjurist for at have noget tyngde med i rygsækken, og de sidste 15 år har hun udviklet ‘målrettet og tilpasset underholdning’.

- Jeg sætter mig ind i kundens historik, ved, hvad de laver, og hvad deres udfordringer går ud på, fortæller Mette Frobenius.

Og hun er helt i zen med, at bar-publikummet er skiftet ud med ministerier, foreninger og kommunale virksomheder med emner som normeringer, spildevand, almen sektor, ghettopolitik og sosuers vilkår.

- Jeg vil hellere tale om det, vi har mellem ørerne, end det, vi har mellem benene, siger Mette Frobenius.

‘At pisse navnet rent i sneen’
Nogle gange kan det være lavpraktiske ting, som hofnarren skal ud og ruske i. Som for eksempel når to sosu-grupper på et plejecenter skal slås sammen. Det giver nogle udfordringer i forhold til nye fælles internetadgange, p-pladser, frokosten, gavekassen, etc.

- Det er en ny fælles kultur, der skal skabes og defineres. Og der går hurtigt ‘os og dem’ i den. Der er rigtig mange faste strukturer og rutiner, som der skal gives slip på for, at de kan blive en ny enhed med en afstemt kultur. Så går hofnarren ind og siger: Ja, der vil i lang tid eksistere en ‘Jamen, vi plejer da’-kultur, men prøv og hør, hvad hvis I …, forklarer Mette Frobenius.

Selvom det kan virke som detaljer, så er det vigtigt at få luget ud i dem og ‘se dem’. For som Mette Frobenius også siger til sosuerne:

- I er nederst i hierarkiet trods det, at I betyder allermest for vores samfund. Det er jer, der passer vores syge, vores børn og ældre. Og jer, vi lønner dårligst!

Hvilken respons oplever du på det?

- Både pædagoger og i det her tilfælde sosu-assistenterne synes, det er så befriende, at der kommer en og ‘pisser sit navn helt rent i sneen’ på deres vegne - de føler sig hørt.

Det kan også være, at hun langer ud efter ledelsens jobopslag til den nye direktør, hvor der kan stå, at han/hun skal være god til kommunikation: ‘Horisontalt og vertikalt, indadtil og udadtil.’

- Det er lidt noget vrøvl, ikke? Men det ser selvfølgelig godt ud på skrift, siger Mette Frobenius.

Hvad oplever du ellers, der er de store knaster ude i den kommunale verden?

- Jeg synes tit, at det er kommunikationsvejene, der kan være udfordrende, siger Mette Frobenius.

- Du har nogle politikere, der beslutter noget, og det skal meddeles ud og ned i systemet til de involverede. Nogle af beslutningerne kommer via forordninger og nogle via medarbejderne på ledelsesseminarer … Kommunikationskanalen er tung og lang, før den når ned til slutbrugerne.

-  Blandt de ansatte er der ofte uklarhed om, hvad det egentlig er, der bliver og er blevet besluttet, fortæller Mette Frobenius.

- Ofte bliver målsætningerne og beslutningerne pakket ind i fluffy buzzwords som: ‘Vi skal være en gennemsigtig kommune med en god kommunikation’ eller ‘Vi skal være tæt på borgerne.’ Øh … hvordan være tæt på borgeren, når I giver en sosu-assistent et kvarter til hver borger! Det hænger jo ikke sammen. Visioner og udførelse hænger ikke sammen!

- Man siger ét og gør noget andet. Og de, der bliver frustrerede, er dem på gulvet - ikke dem, der sidder ‘oppe’ og tager beslutningerne, vel, siger Mette Frobenius.

Hvad rykker det budskab ved derude - for dem på gulvet?

- Tit er det nok bare det, at der kommer ord på. Det giver en fællesskabsfølelse blandt de ansatte på gulvet, når der sidder fire medlemmer fra det kommunale ældreudvalg og lederne - at man ved, at de også hører det her.

- Men altså jeg battler ikke kun ledelsen. Jeg går også ind og finder de ansattes ømme punkter. Da jeg på et tidspunkt var ude hos Dansk Sygeplejeråd, som sætter en ære i, at de udfører deres arbejde med hjertet - og ikke for lønnen tydeligvis, selvom de er ved at dø af stress og slid, siger jeg: ‘I er for nemme. Hvorfor tramper I ikke noget mere? Drop nu det pleaser-gén. Stil krav!’

Afrapportering, min bare ...
Kommunikationen er én udfordring, men så er der også hele registréringsdelen, som fylder mere og mere ude på arbejdspladserne, fortæller Mette Frobenius.

- Afrapporteringer, digitalisering, tidskoder og statistik er noget, rigtig mange kommunale ansatte er dødtrætte af.

- Hvorfor skal de sidde og skrive ind i skemaer, hvad de har lavet, i stedet for bare at gøre det? Stoler vi ikke på dem? Tror vi ikke på, at de laver noget? Tænk, hvis de ansatte bare kunne få lov til at skrive: I dag har jeg passet mit arbejde. Punktum.

Mette Frobenius bliver nødt til at give et godt råd med på vejen:

- Når du skal vælge daginstitution, så se om pædagogen ligger på gulvet og roder rundt sammen med børnene eller sidder i et hjørne foran en skærm …

Afrapportering er desværre også blevet en stor del af skolelærernes hverdag. Alt for stor, mener Mette Frobenius.

- Al den tid, lærerne skal bruge på at skrive individuelle læringsplaner til os forældre om, hvad vores børn skal lære, kunne de i stedet bruge på at undervise vores børn, ikke? 8. klasse i engelsk skal vel bare lære 8. klasses pensum?

Og det værste, fortæller Mette Frobenius, er, at ingen læser dem. Det ved hun fra egne rækker. Hendes datters lærer havde sendt en otte sider lang læringsplan ud til alle elever i klassen og til parallelklassen. På sidste side havde han skrevet:

“Hej kære forældre. Hvis der er nogen af jer, der har læst denne plan, så giv en tilbagemelding. Jeg giver en pakke småkager til den første, der melder sig.”

- Mailen kom ud i august, jeg svarede i november - og fik en pakke småkager af læreren. Behøver jeg sige mere, spørger Mette Frobenius ærgerlig og spydig på samme tid.

Kunsten at bryde tabuer
Det er krasse budskaber, men der bliver også grinet meget, når Mette Frobenius tager temperaturen på de offentlige organer.

Hvad tror du dit ‘besøg’ ændrer for de ansatte? Hvad er effekten?

- Effekten er, at der bliver åbnet for debatterne ude på arbejdspladserne. Det bliver mere legalt at snakke om de svære ting - og nemmere, også fordi det ikke er dem selv, der har sagt ‘det svære’ først - det er mig! Hofnarren.

På den måde har hofnarren en vigtig funktion; nemlig at bryde tabuer - og dem er der mange af, siger Mette Frobenius.

- Der er tusind ting, vi ikke tør snakke om: pædofile i daginstitutionerne, misbrug af etniske ikke-danske piger i familierne, udbredt flerkoneri i pakistanske familier og udnyttelse af det sociale system, somaliske mænd der kamp-banker deres koner og børn, voldtægtslovgivningen … der er masser af emner, som vi er berøringsangste over for.

Så kan vi konkludere, at hofnarren har masser af arbejde forude i kommunerne og regionerne?

- Der er virkelig meget at tage fat på de næste 25 år, afslutter Mette Frobenius kampklar.