For to år siden lå borgmesteren fra en mellemstor dansk kommune på et hospital i Paris. Hasteindlagt med alvorlige hjerteproblemer. Nu er han 56 år og til nytår 2013 færdig med toppolitik:

”Beslutningen blev truffet dengang,” fortæller Henrik Holmer (S), borgmester i Vordingborg. Han deltog på Team Rynkebys promotionscykeltur sammen med andre kendte fra Vordingborg til Paris, og kort før målstregen blev han klar over, den var gal med hjertet. Han var indlagt i fem dage. Hjemme igen var det tid til et familieråd med hustruen og deres to døtre:

”Vi snakkede om, at livet også er andet end politik, og at der skal være et liv inden døden, og så blev vi enige om, at jeg skulle stoppe. Jeg havde nogle ting, jeg gerne ville gøre færdig først, og det er så på plads nu,” fortæller Henrik Holmer.

Cyklen er reelt blevet stillet i garagen. Ambitionen var kortvarigt at blive ved med at cykle for at få den nødvendige motion, men det var ikke muligt i praksis og blev hurtigt opgivet. Henrik Holmer har dog holdt fast i vaner som en svømmetur med en gammel kammerat en gang om ugen, og en aften med badminton i gode venners lag.

Tværs over landet i Mariagerfjord Kommune har Hans Christian Maarup (S) også netop meddelt, at det er slut med at være borgmester efter valget næste år. Han er 58, og nu skal der være tid til familien. Han har til gengæld hentet cyklen frem fra garagen:

”Det skete, da min kollega i Aalborg Henning G. Jensen (S) blev hasteindlagt med hjerteproblemer. Vi to ligner hinanden af kropsstørrelse, og der fik jeg den snert af – hvordan er det lige, du lever, stresser af sted og spiser for meget og for usundt? Nu cykler jeg 20 kilometer hver morgen og har tabt mig 10 kg. Jeg gik til lægen, og jeg havde for højt blodtryk og skal tabe mig 30 kilo. Så jeg er ikke færdig.”

Løb frisker tankerne

De to herrer skal dog stå tidligt op, hvis de skal indhente deres kvindelige kollega i Rebild, Anny Winther (V). Når hun lægger borgmesterkæden fra sig om et års tid, har hun været borgmester eller 1. viceborgmester i sammenlagt 24 år. Da hun fyldte 50 for 11 år siden, snørede hun løbeskoene stramt og smuttede sammen med nogle tusinde andre over den nye Øresundsbro. Siden har hun løbet maraton i Berlin, Athen og New York.

”Jeg gør det for at kunne klare jobbet. Det er mental træning at have en fysisk udfordring. Når man har fået sådan en løbetur, er der nogle ting, der kommer på plads i hovedet, og man er vældig tilfreds med sig selv,” forklarer Anny Winther.

Mens Henrik Holmer har fået en alvorlig advarsel om, at helbredet har været overbelastet, og han er ikke i tvivl om, at det hænger sammen med jobbet som borgmester, har hverken Hans Christian Maarup eller Anny Winther været ude for noget lignende. Alle tre har dog det tilfælles, at de har oplevet andre borgmestres sygdom og dødsfald på tæt hold, og de erkender, at det har påvirket dem dybt.

Refleksion

Tidligere i år døde Jan Trøjborg (S), borgmester i Horsens og formand for KL, af et hjertetilfælde under et motionscykelløb. Og det er tæt på et år siden, at den tidligere borgmester i Odense Jan Boye (K) døde efter en hjerneblødning.

”Det giver anledning til nogle overvejelser, om der alligevel er noget ved jobbet, der kan påvirke det samlede sundhedsbillede. For de to mænd var raske og sporty, og så er det, man kommer til at tænke på, at hele livet ikke er at være borgmester,” siger Anny Winther, som også sidder i bestyrelsen for KL og har været tæt på dem begge.

Hans Christian Maarup deltog som mange andre politikere, da Jan Trøjborg blev begravet:

”Jeg kan huske den der inderlighed, man kan have, når man giver sig selv tid til at tænke, og det gør man jo, når man sidder i kirken. Jans børn var ved kisten, og da kom jeg til at tænke på mine fire børn, der ganske vist er voksne, men de fylder lige så meget for mig nu, som da de var små, og på vigtigheden af at være sammen med dem.”

Nærværet er væk

Hans Christian Maarup stopper nu, fordi han har givet et løfte om at prioritere familien højest:

”Jeg var borgmester i Arden, som var en lille kommune. Da så kommunerne blev lagt sammen til Mariagerfjord, skulle jeg leve op til fire kommuners traditioner, og det har givet rigtig meget repræsentation. Det har været både fornøjeligt og tidskrævende, og jeg ved, det har været belastende for min familie. Det er derfor, jeg holder. De vil gerne have, at jeg skal være med til familiens begivenheder og ikke klippe snore til legepladser og den slags. Nogle er bedre til at uddelegere og få andre til det, men når jeg har sagt ja til at være borgmester, så er det meget forpligtende, så har jeg simpelthen gjort alt for at nå de aftaler. Nu har jeg indset, at jeg ikke kan drosle ned, og så er det bedre at stoppe helt.”

Henrik Holmer har lignende oplevelser:

”Jeg er borgmester på elvte år. Jeg begyndte i en lille kommune med 6000 indbyggere, nu er der 46.000 og væsentligt flere kvadratkilometer. I den lille kommune kendte jeg stort set alle 500 medarbejdere, i dag kender jeg kun niveau-tre-cheferne og direktionen samt et fåtal af andre medarbejdere. Det nærvær, der var i den lille kommune, er væk. Og forsøger du at være nærværende, kommer du til at bruge rigtig mange timer på landevejene. Så du er meget væk hjemmefra, både fra kontoret og privaten.

Tid til civilt

Anny Winther oplever også, at jobbet er krævende:

”Det er mere end et fuldtidsjob, det kræver mange timer. I mange år troede jeg bare, det var mig, der var halvlangsom og dårlig til at tilrettelægge arbejdet, men nu har jeg fundet ud af, at mine kolleger har det ligesådan,” siger hun. 

Anny Winther mener også, at borgmesterjobbet er mere krævende end et lederjob i det private:

”Ja, det synes jeg. Jeg erkender, folk i erhvervslivet arbejder meget, også mere end fuldtid, men som borgmester er du hele tiden til offentlig beskuelse og må hele tiden bare tage imod. Borgerne er også blevet forbrugere. Mange er tilfredse med kommunens tilbud, men det, at vi er servicevirksomhed og myndighed, gør, at der er mange kritiske øjne på os. Det er betingelserne, det er os, der står i spidsen og tager kritikken.

Hans Christian Maarup bruger cykelturene til at tænke over tingene:

”Som menneske er jeg både borgmester, familiefar og ægtemand, og de to sidste roller har jeg tilsidesat de sidste 10 år. Men jeg kan ikke finde ud af at geare ned, det er umuligt at tage det lidt lempeligere, det evner jeg ikke. Men jeg kan træffe beslutninger – også definitive beslutninger. Det er vigtigt, at man indimellem reflekterer over, hvad det egentlig er, det hele går ud på. Selvom man forsøger at gøre sit arbejde og lægger kræfter i, så er det nok, ligesom kineserne siger, at når man trækker fingeren op af et glas vand, så er der ikke noget at se. Det har jeg gjort rigtig meget ud af at sige til mig selv. Det er et vigtigt job, men når det er sagt, skal man også passe på med at overvurdere sin egen betydning.”