Kommunen.dk
MENU

Svensk kommune solgte skoler til ansatte

På en klar førsteplads over privatisering i Sverige ligger kommunen Täby. Det har dog sin helt egen forklaring. I mange år solgte Täby skoler og andre institutioner til ansatte uden offentligt udbud. Det er nu ulovligt. 

Svensk kommune solgte skoler til ansatte

På en klar førsteplads over privatisering i Sverige ligger kommunen Täby. Det har dog sin helt egen forklaring. I mange år solgte Täby skoler og andre institutioner til ansatte uden offentligt udbud. Det er nu ulovligt. 

Ingen svensk kommune kan måle sig med Täby, når det kommer til inddragelse af private. 47 procent af kommunens aktiviteter drives af private aktører. En del af forklaringen er, at kommunen i mange år benyttede sig af en helt særlig praksis, som i Sverige har fået betegnelsen ’avknoppning’. Det betyder, at kommunen i praksis sælger eksempelvis en skole til et nystartet firma, der kan være ejet af skolens rektor eller alle de ansatte.

”For ti år siden blev næsten alle ’førskoler’ og to-tre skoler givet væk på denne måde,” forklarer Mats Hasselgren, 1. viceborgmester og formand for det næststørste parti i Täby, Folkpartiet.

Blandt formålene var mindre bureaukrati og mere kvalitet for de samme penge med større engagement fra medarbejderne. Men den praksis er nu ophørt.

”Det er ikke muligt længere, fordi loven ikke tillader, at en kommune giver fælles værdier væk til en udvalgt person eller et firma,” siger Mats Hasselgren.

Større skepsis

Blandt andre Stockholm har også benyttet sig af denne fremgangsmåde, og EU-Kommissionen kigger lige nu på en række konkrete sager for at tage stilling til, om hensynet til effektiv konkurrence er sikret.

I omkring 20 år har Täby været domineret af det liberal-konservative parti Moderaterne, der helt generelt har arbejdet aktivt for at inddrage private. Eksempelvis har Täby en lang tradition for at bruge private inden for infrastruktur, skoler og ældrepleje.

Ved sidste valg vandt det liberale parti, Folkpartiet, en masse mandater, og selv om Moderaterne stadig er det største parti i kommunalstyrelsen, så er de nu frarøvet deres næsten enerådige rolle. Sammen med stoppet for salg til medarbejdere har det betydet en mere tøvende tilgang til privatisering.

”Vi har en koalition og Folkpartiet i Täby er mere skeptiske og ser ikke privatisering som et mål i sig selv. Det er min oplevelse, at også den offentlige opinion er mere tøvende over for det,” siger Mats Hasselgren.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR