Der er en blodrød spiral på forsiden af Kjeld Møller Pedersens nye bog ‘Prioritering i sundhedsvæsenet’. Den illustrerer den onde spiral, som vores sundhedsvæsen er fanget i, så længe vi ikke tør prioritere, forklarer han.

- Den danske debat om prioritering i sundhedsvæsenet savner substans. Den er fattig på analyser, begreber og vilje til at imødegå situationens alvor, siger Kjeld Møller Pedersen, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet og  siden 1989 har interesseret sig for prioriteringen af ressourcer i sundhedsvæsenet. Han starter med at slå en sejlivet myte ihjel.

- Når jeg taler om prioriteringer, handler det ikke om, at nogen ikke skal behandles. Det er en absurd tanke. Spørgsmålet er, hvilken behandling der skal gives og hvor stor effekt den skal have i forhold til, hvad den koster, siger Kjeld Møller Pedersen.

Primitiv debat

Prioriteringer vil altid være nødvendige, når mulighederne overstiger midlerne. Og sådan har det altid været i sundhedsvæsenet.

- Hvis folk tror, vi har alt det allerbedste på hylderne alle steder, så er det, fordi de ikke kender sundhedsvæsenets dagligdag, siger Kjeld Møller Pedersen.

Men det har endnu ikke fået politikerne til at tage stilling til og diskutere prioriteringerne i sundhedsvæsenet. De taler stadig, som om sundhedsvæsenet må koste, hvad det vil, mener han.

- Prioriteringsdebatten i Danmark er primitiv, og det giver sig selv, at vi jo hverken kan eller vil betale hvad som helst for et ekstra leveår, siger Kjeld Møller Pedersen.

‘Det danske system til prioritering af medicin er et usammenhængende kludetæppe uden klar retning,’ lyder det i bogen, og derfor er der brug for to tiltag, mener Kjeld Møller Pedersen. Han foreslår dels at nedsætte et nationalt prioriteringsråd, der kan vejlede og rådgive om værdimæssige spørgsmål og overordnede principper, dels at etablere et institut for medicinsk teknologi-vurdering. Her skal man lave analyser af sundhedseffekten i forhold til omkostningerne. Det skal ske med en omkostnings-effektanalyse; en veludviklet analyse-metode indenfor sundheds-økonomien, der allerede i dag bruges til at prioritere behandlinger i en lang række andre europæiske lande.

- Vi er nødt til eksplicit at se på omkostningerne ved at opnå sundhedsmæssige effekter. Vi er nødt til at se på, hvad et ekstra leveår faktisk koster, siger Kjeld Møller Pedersen. På den måde kan man bedre skabe diskussion om, hvorvidt det er rimeligt at betale flere millioner for medicin, der kun forlænger levetiden med få måneder.

Også medicinens effekt er det nødvendigt at stille større krav til, mener han. I Tyskland har man med begrebet 'Zusatznutzen' lavet et mål for, for stor en merværdi et medikament skal bidrage med. Og efter en gennemgang af 36 lægemidler i 2014 fik 21 af dem prædikatet ‘ingen merværdi’. En lignende tilgang er der brug for i Danmark.

- Det er dybest set ikke forsvarligt, at selv nok så beskeden en sundhedsmæssig gevinst er vi villige til at betale hvad som helst for. Det er der ved at komme en bedre erkendelse af, siger Kjeld Møller Pedersen.

300.000 for et godt år

I Storbritannien foretages den konkrete vurdering af behandlingstilbud af NICE (National Institute for Health and Care Excellence). Her er den generelle retningslinje, at det er dårlig anvendelse af ressourcerne i sundheds-væsenet, hvis et ekstra leveår koster mere end 30.000 pund. Kjeld Møller Pedersen ønsker en lignende vurdering i Danmark.

- Pointen er i virkeligheden ikke, hvad det koster, men hvad man alternativt kunne have fået for de samme penge andre steder i sundhedsvæsenet. Hvis man ikke laver den vurdering, risikerer man, at ting, der kunne have gjort større gavn, bliver skubbet til side, siger han.

Øvelsen går altså ikke ud på at spare, men at få størst mulig sundhedsmæssig effekt indenfor det givne budget. Britiske forskere har lavet beregninger, der viser, at en investering på 10 millioner pund giver 333 leveår, hvis der investeres i ny medicin, men 773 leveår, hvis den investeres andre steder i sundhedsvæsenet, siger Kjeld Møller Pedersen.

- Med andre ord sætter man leveår til ved at insistere på udelukkende at investere i medicin fremfor andre steder i sundhedsvæsenet, og jeg kan sige med sikkerhed, at vi ville få flere leveår ud af vores investeringer i sundhedsvæsenet, hvis vi prioriterede bedre, siger han uden dog at ville give et præcist svar på, hvor stort forbedringspotentialet er i Danmark.