Kommunen.dk
MENU

Styr på styringen

KØF-debat og Vive-rapport har opskriften på at klare krydspresset mellem lommeregnere og menneskeskæbner i det specialiserede voksenområde.

Styr på styringen

KØF-debat og Vive-rapport har opskriften på at klare krydspresset mellem lommeregnere og menneskeskæbner i det specialiserede voksenområde.
Til venstre Claus Fjeldgaard og Tina Agergaard Hansen (DF) fra Varde Kommune, i midten borgmester Birgit S. Hansen (S) og socialdirektør Rikke Albrektsen fra Frederikshavn kommune og til højre partner Bo Panduro Index100.
Til venstre Claus Fjeldgaard og Tina Agergaard Hansen (DF) fra Varde Kommune, i midten borgmester Birgit S. Hansen (S) og socialdirektør Rikke Albrektsen fra Frederikshavn kommune og til højre partner Bo Panduro Index100.
Foto: Michael Kjærgård

Ligefrem ustyrlige er der vist endnu ikke nogen der har kaldt dem, men ustyrbare eller ikke-styrbare er en gængs beskrivelse for budgetområder, hvor det kan være vanskeligt at holde sig inden for de afsatte rammer. Det specialiserede voksenområde er et af dem, men de ikke-styrbare budgetområder kan godt styres, og der er endda en opskrift på hvordan.

Den hedder politisk styring. Ja, og administrativ styring skal der også til, men uden politisk styring går det ikke. Det var budskabet, da KL’s Kommunaløkonomiske Forum i Aalborg i sidste uge lagde panel til et debatmøde om emnet, og det er også budskabet i en dugfrisk Vive-rapport, der udkom netop samtidig.

- Politisk styring er afgørende for, at økonomien overholdes, understregede således partner i konsulentfirmaet Index100, Bo Panduro, der tidligere som ansat i Vive er medforfatter til  den seneste rapport om økonomistyring, og som deltog på KØF for at kridte banen op med facts fra blandt andet Vive-rapporten om det specialiserede voksenområde.

- Politikerne sidder i et krydspres mellem lommeregnere og menneskeskæbner. Men selv om det er enormt svært at styre det her område i forhold til normalområderne, så betyder det jo ikke, at det umuligt at styre det bedre, hvis man har en dårlig styring.

Erfaringer fra syv kommuner
Den afgørende faktor er den politiske styring. Det er den, der skal bære det hjem gennem hele den kommunale styringskæde, fra de politiske mål og strategier, over forvaltningen der omsætter det til konkret faglig og økonomisk styring, gennem de udførende enheder og frem til borgerne, og dernæst feedback samme vej tilbage til politikerne.

- Det politiske består i at lægge en tydelig faglig og økonomisk strategi, så administrationen har noget, den kan omsætte til handling. Når det er forankret på det politiske niveau, kan der ske forventningsafstemning mellem forvaltning og pårørende. Administrationen skal give løbende tilbagemeldinger til politikerne, og internt i administrationen skal sagsbehandlere og økonomikonsulenter mødes og afstemme, lød Bo Panduros opskrift.

Vive-rapporten bygger på erfaringer fra syv kommuner, hvoraf de fem har haft gode resultater med økonomistyring, mens de to har haft dårlige. Den ene af de sidstnævnte er Frederikshavn, hvis borgmester Birgit S. Hansen (S) indgik i panelet for at dele sine erfaringer.

Tilbage ved kommunesammenlægningen i 2006-2007 besluttede Frederikshavn Kommune at ville være en af Danmarks bedste handicapkommuner, og i et forsøg på at leve op til den målsætning blev handicapområdet skånet i mange år. Resultat: ‘Vi løste opgaverne dyrere end andre’, og da man endelig begyndte at gøre op med udgiftsniveauet, meldte modstanden sig umiddelbart. Fra borgere og fra pårørende, og fagforeninger der mødte op med demonstrationer ved byrådsmøder, men også fra medarbejderne, kunne borgmesteren berette.

Ikke plads til ællebælle-snak
- Medarbejderne så det som udgangspunkt som en meget kynisk spareøvelse, supplerede socialdirektør Rikke Albrektsen og lod forstå, at det var lidt op ad bakke at skulle motivere og begejstre medarbejdere, der føler sig angrebet på deres faglighed og arbejdsglæde.

I den situation er der ikke plads til ællebælle-snak om ‘en rigtig spændende vision’, som borgmester Birgit S. Hansen kaldte det.

- Man skal sige det, som det er. Det er en spareøvelse. Vi er nødt til at spare, vi er nødt til at bremse op, vi er nødt til at se på et udgiftsniveau, der kun går en vej. Det er simpelthen for dyrt, det her. Sig det dog, som det er: ‘Mere for mindre’, lød opfordringen fra borgmester Birgit S. Hansen, som selv efter at der er sparet 18 mio. kr. kan konstatere, at Frederikshavn Kommune fortsat ikke ligger i den lave ende på handicapområdet.

Omstillingen til bedre økonomistyring blev af en anden paneldeltager, social- og sundhedsdirektør Claus Fjeldgaard fra Varde Kommune, sammenlignet med forskellen mellem baglænsroere og kajakroere. Den ene slags ser på, hvor man har været, den anden slags ser på, hvor man er på vej hen.

Mod til trælse beslutninger
Der er brug for sidstnævnte, lod han forstå, og det skift begyndte Varde Kommune på for halvandet år siden. Målsætningen er, at man i september skal kunne lave en holdbar prognose for det efterfølgende år - et mål, der ikke er nået endnu.

Måden at nå det på består blandt andet af driftsoptimering og controlling med løbende opfølgning på sagsbehandling og ledelsesinformation med data til politikerne. Ifølge Claus Fjeldgaard er det oplevelsen, at jo mere sikre politikerne er på, at midlerne forvaltes ordentligt, jo mere modige bliver politikerne i forhold til at ‘træffe de trælse beslutninger’.

Også social- og sundhedsudvalgsformand Tina Agergaard Hansen (DF) fra Varde illustrerede sit syn på sagen med en transport-metafor, denne gang landværts:

- Vi skal se ud af forruden, men vi skal også have et øje på bakspejlet, sagde hun om de styringsredskaber, kommunen tog i brug ved skiftet fra baglænsroning til kajakmetode.

Bakspejlet giver valide data for, hvorfor noget gik, som det gjorde, og det gør det nemmere at få større beslutninger igennem. Som eksempel nævnte Tina Agergaard Hansen en nylig besparelse på syv mio. kr., der blev besluttet enigt i både udvalg og byråd. Hvis det kan forklares, kan det også forsvares, og ‘hvis vi skal tage tæskene, skal vi kunne forklare hvorfor’, og det kan man, når man kan gå tilbage og få fakta på, hvorfor tingene ser ud, som de gør, sagde hun.


Rapport: Det specialiserede voksenområde. Inspiration til den økonomiske styring’. Vive, 2019.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR