Stort potentiale i it-løft for alle ansatte
Stort potentiale i it-løft for alle ansatte
Hvordan er det nu lige, at man får sit regneark eller tekstprogram til at gøre præcis, som man selv ønsker? Det spørgsmål sidder rigtig mange kommunale medarbejdere dagligt med, og det kan samlet løbe op i nogle dyrebare timer. I organisationen Dansk IT, DIT, mener man, at der er et stort potentiale for at give et it-kompetenceløft til medarbejderne i kommunerne.
”Det er vores erfaring, at man primært har kigget på at it-kompetenceudvikle folk, der har siddet i administrative funktioner. Men det vil give god mening også at inddrage andre medarbejdergrupper,” siger direktør Tony Franke.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at 39 procent af danskerne som helhed mener, at de har behov for at få styrket deres it-færdigheder i relation til deres arbejdsliv. Det er da også et problem, hvis ikke kommunerne sørger for at kompetenceudvikle medarbejdere uden for de administrative enheder, mener Tony Franke.
”Det er et problem, fordi alle de undersøgelser, vi overhovedet kan komme på at se, viser, at der er et rigtigt, rigtigt stort potentiale for ikke mindst besparelser, og det gælder også andre steder end lige nøjagtig folk, som sidder i Borgerservice,” siger han.
Servicetjek i Fredensborg
For eksempel hjemmehjælperen og skolelæreren.
”Det at være dygtig til it betyder også noget for en sosu-assistent eller hjemmehjælper. Ved bedre brug af it kan de blive mere effektive og få mere tid til de såkaldte varme hænder,” siger Tony Franke.
Som den første kommune i landet har Fredensborg på en systematisk måde taget fat i problemstillingen. Samtlige ansatte har fået et tilbud om at få et servicetjek af deres it-kompetencer samt undervisning, der er målrettet deres niveau. Det sker i samarbejde med DIT, der i forvejen tilbyder ydelsen til mange statsligt ansatte.
Et udvalg af medarbejdere og ledere har selv besluttet at bruge de såkaldte trepartsmidler til bedre it-færdigheder, og interessen har været overvældende. Kommunen forventede interesse fra omkring 250-270 medarbejdere. I dag har 550 tilmeldt sig.
”Det viser en stor vilje til at blive dygtigere til it, og også en vilje til at vide, hvor man egentlig står selv,” fortæller borgmester Thomas Lykke Pedersen (S).
Brug af genveje
Mange vil formentlig få stor glæde af bedre it-færdigheder. En undersøgelse fra ALBA Graduate Business School i Grækenland sidste år viste i hvert fald, at medarbejdere spilder en del tid, fordi de ikke er i stand til at anvende standardværktøjer optimalt. Undersøgelsen blev lavet på foranledning fra den europæiske pc-kørekorts-organisation ECDL, og den viste, at medarbejderne bruger henholdsvis 48 og 68 minutter om ugen på at håndtere problemer med tekstbehandling og regneark.
Thomas Lykke Pedersen har selv taget testen i Fredensborg, og han blev overasket over resultatet. For eksempel viste det sig, at han med egne ord var ”ret blank” i genvejstaster. Han tror på, at kommunen vil få valuta for sin indsats.
”Sådan en som mig skal jo så åbenbart igennem alle de her genvejstaster, og det vil formentlig gøre, at jeg i dagligdagen vil kunne spare noget tid. For medarbejderne er det formentlig det samme, at man vil kunne løse sine opgaver hurtigere. Så det er et spørgsmål om at blive mere effektiv til det, man laver,” siger han.
Thomas Lykke Pedersen skal nu på halvanden dags kursus for at optimere sine it-færdigheder.
Mange kommuner laver også konkret undervisning i it, når de indfører nye systemer, og det er de ofte ganske gode til, mener direktør i Rambøll Management Consulting Danmark, Erik Møberg, der arbejder med kompetenceudvikling.
”Hvis man for eksempel ser på hjemmeplejeområdet, og hvordan man er gået fra at have små gule lapper på tavler til at køre rundt med PDA’er i hånden, så har hjemmehjælperne taget de her PDA’er til sig de sidste fem til otte år i en hastighed, som ingen rigtig havde forventet,” siger Erik Møberg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.