Det er marts, men vinteren er stadig at mærke i den salte blæst her højt hævet over Kattegat på Sjællands nordligste punkt, Gilbjerg Hoved. Enkelte mågeskrig kløver stilheden, og i krattet øverst på skrænterne pipper mejser forårsforsigtigt. Udsigten er imponerende - i den klare luft kan man se langt udover havet, men man behøver hverken klart vejr eller at være højt hævet for at kunne se det politiske stormvejr, som tårner sig op i horisonten.

Efter et par års arbejde er Kystdirektoratet, som har ansvaret for kystbeskyttelsen, ved at være klar med de analyser, som skal give et grundlag for en bedre kystsikring. Arbejdet ventes klar før sommerferien, oplyser kommunikationsmedarbejder Jette Steensgaard fra direktoratet.

- Vi tager ikke stilling til, hvad politikerne skal beslutte, men vi kommer med nogle analyser af, hvor kysten er mest truet af nedbrydning eller oversvømmelse, og hvor store værdier der står på spil i forhold til, hvad det koster at beskytte, siger hun.

Bag den stilfærdige formulering gemmer der sig udsigt til hidsige slagsmål. Udsigten til særdeles reelle klimaforandringer har sat skub i efterspørgslen efter kystsikring og kystbeskyttelse rundtom i landet, men det er store spørgsmål, som skal besvares: Hvem skal betale, og hvem skal bestemme? Hvad er værd at bevare?

Hvem skal nu betale?

Nedbrydningen af kysterne koster dyrt. Under Gilbjerg Hoved er det svært at få øje på den brede, hvide strand og betegnelsen ‘Den Danske Riviera’, som ellers pryder forsiden på turistbrochuren for ‘Kongernes Nordsjælland’. På store dele af rivierakysten er der flere sten, høfder, mure og vejrbidte skrænter end sand.

Kraftigere storme og højere vandstand mærkes rundtom i landet, hvor fortvivlede husejere må se deres boliger skylle i havet, og kommunerne står tilbage med millionregninger efter stormskader, når havne, veje og bygninger dukker stærkt skadede frem efter oversvømmelser.

Og kysterne bliver mindre attraktive som badestrande og mere ufremkommelige, efterhånden som små og større sten gør det svært at færdes.

Det er bare ikke så ligetil at gøre noget ved, og finansieringen er et af de kritiske punkter, siger konsulent Niels Philip Jensen fra Kommunernes Landsforening.

- I udgangspunktet er det sådan, at den, som har nytte af kystsikringen, også skal betale. Det er altså først og fremmest den enkelte lodsejer, siger Niels Philip Jensen.

Af samme årsag har kystbeskyttelsen de fleste steder i landet været en rent privat opgave. Grundejerne har gen-nem årtier brugt millioner på at bygge stenhøfder og bølgebrydere for at beskytte deres ejendom, men det har nogle steder enten været virkningsløst og fjernet mere sand - eller det har flyttet problemet hen til naboen i stedet.

Derfor er der kommet efterspørgsel efter større og mere koordinerede kystbeskyttelsesprojekter. Men de er dyre og teknisk krævende, og spørgsmålet er, hvem der skal betale dem. Skal det kun være de lodsejere, som har strandgrund? Eller skal man gå flere klitrækker tilbage i landet, fordi sommerhus- og boligejerne længere bag kysten også har glæde af en smuk kyst? Kan man kræve penge fra huse, som ligger en kilometer inde bag kysten? Eller to? Skal kommunen hjælpe til med at betale? Skal staten?

Det er nogle af de spørgsmål, som kommunerne håber Kystdirektoratet vil have nogle svar på i analysearbejdet, men Jette Steens-gaard ønsker ikke at offentliggøre detaljer om, hvad der er på vej.

- Det er politikerne, der skal tage stilling til det. Men analyserne kommer med nogle regnestykker for, hvordan økonomien ser ud for kystbeskyttelse i forskellige områder, og de vil også komme ind på finansieringsmodeller, siger hun.

Niels Philip Jensen siger, at kommunerne håber på fleksibilitet.

- De forskellige kommuner har forskellige forudsætninger og derfor også forskellige lokale modeller for finansiering af kystbeskyttelse, siger Niels Philip Jensen.

- KL mener, at nytteprincippet fortsat bør være bærende, altså at betalerne først og fremmest er dem, som har nytte af beskyttelsen. KL ønsker samtidig en national fond, som kan supplere eller støtte, hvor det giver mening.

[intense_collapsibles content_border="1px solid #d6d6d6"] [intense_collapse title="De danske kyster har to store udfordringer:" external_link_target="_self"]

Erosion: Nogle steder nedbrydes kysten konstant af havet. Her forsøger man typisk at beskytte med sandfodring, høfder, mure eller bølgebrydere.

Oversvømmelser: Særlig i fjordene kan skybrud og storme skabe oversvømmelser, som det skete i for eksempel Jyllinge Nordmark. Her vil sandfodring og høfder ikke hjælpe; i stedet kan diger, sluser og dræn være en del af løsningen.

[/intense_collapse] [/intense_collapsibles]

”Staten skal med”

Kommunerne på den nordsjællandske Kattegatkyst mener, at et statsligt bidrag er både nødvendigt og rimeligt. Halsnæs, Gribskov og Helsingør vil gerne sikre kysten og har erkendt, at det skal gøres samlet, hvis resultatet skal være overbevisende. Strøm, bølger og vind flytter rundt på sand og grus - hvad der nedbrydes ét sted på kysten, afleveres et andet sted. Resultatet bliver bedst, hvis hele kysten beskyttes.

Regningen efter stormene Bodil og Allan skræmmer. Private grundejere på den nordsjællandske kyststrækning brugte omkring 75 millioner kroner på at få repareret skaderne, mens de tre kommuner måtte betale mere end 10 millioner kroner; blandt andet skulle Rågeleje Strandvej repareres, da den næsten blev skyllet i havet.

- Vi har et sikringsprojekt klar, og det løber formentlig op i 200 millioner kroner. Det er mange penge for den enkelte lodsejer, og lige nu er vi ved at undersøge juraen i det, siger borgmester Kim Valentin (V) i Gribskov.

Grundejerne mener, at det offentlige bør betale en del eller af hele regningen, mens kommunens grundsynspunkt er, at det først og fremmest er den enkelte lodsejers opgave.

- Men vi mener bestemt også, at staten burde kunne træde til og medfinansiere kystsikring, ganske som den gør det i Jylland, siger Kim Valentin med henvisning til, at staten bidrager til beskyttelsen af den jyske vestkyst. Han har sammen med en række andre sjællandske borgmestre bedt den tidligere regering om netop det, men den debat er parkeret, indtil Kystdirektoratet er klar.

“Ikke en offentlig opgave”

Men det er hverken nødvendigt eller ønskværdigt at overdrage kystsikring til stat og kommune, mener Mogens Stougaard, som er sekretær og kasserer for Det Nordfynske Kystsikrings-, Dige- og Pumpelag.

Her finansierer private selv kystsikringen langs 11 kilometer kyst. Det sker med en blanding af sandfodring og hård kystsikring med sten på skrænterne. Alle ejere af bebyggede sommerhusgrunde betaler 1.500 kroner om året – uanset hvor tæt de bor på kysten – og ejere af lavtliggende landejendomme bidrager også.

- Det virker og giver penge nok til en ordentlig sikring, siger Mogens Stougaard.

- Hvis det bliver staten eller kommunen, så bliver den slags noget af det første, der bliver sparet på, når der mangler penge i kassen. Veje, diger og strande råber ikke op. Det gør børnefamilier og pårørende til ældre. Så det handler først og fremmest om at finde en ordentlig finansiering og så alliere sig med virksomheder, som har forstand på kystsikring. Der bliver lavet for mange teknisk dårlige løsninger.

Mogens Stougaard konstaterer, at medlemmerne af lavet til gengæld for pengene får bredere strande og færre ødelæggelser. Selv efter Bodil i 2013 kostede det kun omkring 300.000 kroner at udbedre skaderne.

- Før vi lavede den nuværende sikring, havde vi i 2006 en storm, som kostede 15 millioner kroner. Det er et godt argument for at betale et trods alt relativt beskedent beløb.

Nordfyns borgmester, Morten Andersen (V), er heller ikke umiddelbart stemt for at bede staten om penge, selv om det faktisk er kommunen, der har ansvaret for kystsikring i den del af kommunen, som før var Bogense Kommune.

- Det kan godt være, at vi har to lommer i det offentlige - den kommunale og den statslige - men vi har stadig kun ét par bukser på, og det er borgerens. Der er kun de samme penge til at betale, så det er fordelingen, det handler om, siger han.

Kommunen har været fristet til at gøre kystsikringsordningen enstrenget, så den blev privatiseret i hele kommunen.

- Men samlet set vurderer vi, at det giver mere besvær end gevinst, fordi vi så skal ud at lave nye tinglysninger på tusindvis af ejendomme og også kan se frem til retssager om det, hvis grundejerne selv skal overtage kystsikringen. Så selvom det på sin vis ville være mere rimeligt, går regnestykket ikke op. Det er foreløbig billigere, at vi selv klarer opgaven, end at sætte det apparat i gang.

Noget må opgives

Et særligt dilemma på den nordsjællandske Kattegatkyst er det, at Skov- og Naturstyrelsen ejer en stor del af kyststrækningen. Og her er hovedsynspunktet, at kysten ikke skal beskyttes, men at naturen skal have lov at råde .

Kommunernes kystbeskyttelsesprojekt kræver imidlertid, at også de strækninger bliver inddraget i projektet. Det kan give yderligere slagsmål om, hvorvidt staten - som lodsejer - kan blive tvunget til at bidrage, selv hvis en national fond eller andre former for statslige penge ikke bliver til noget.

Sikkert er det, at dele af den danske kyst vil blive opgivet. Nogle steder vil det være for dyrt i forhold til gevinsten at beskytte den. Andre steder vil det være hensynet til den frie natur, som får lov at afgøre sagen. Danmarkskortet vil blive ændret; nogle kyster vil forsvinde, nye vil komme til.

Det er en politisk beslutning. Men den bliver ikke populær.