Stor tumult i Tønder
Stor tumult i Tønder
Det er sidste torsdag i oktober, klokken er over 19, og medlemmerne af Tønder kommunalbestyrelse har fundet deres pladser i byrådssalen. Det første punkt på dagsordenen er netop overstået, og nu tager Kinna Martinez-Dreesen (DF) ordet. Hendes beslutningsforslag har været sendt ud som en del af dagsordenen, men de fleste bliver alligevel overraskede over at høre, hvad hun har at sige.
Hun vil have undersøgt, hvordan det forholder sig med vennetjenester, manglende udlicitering og overlap mellem kommunal og privat virksomhed i kommunen. Hendes mistanke tager udgangspunkt i henvendelser fra forskellige borgere, og hun vil blandt andet have sat en uvildig undersøgelse i gang, der skal afdække udbredelsen af vennetjenester i kommunen.
Da hendes forslag skal til afstemning, er meldingen fra byrådssalen er klar: Kinna Martinez-Dreesens beskyldninger skal ikke undersøges nærmere.
”Det var en meget lang tale om, hvor skidt det stod til med moralen i Tønder Kommune. Det lignede ikke noget at rejse sig op og komme med udokumenterede påstande. Sådan noget burde hun holde sig fra,” siger Peter Christensen, viceborgmester og medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokraterne.
Men Kinna Martinez-Dreesen holder på sit. Hun bliver bakket op af partifællen Bent Paulsen, mens de øvrige medlemmer af kommunalbestyrelsen mener, hun både spilder forvaltningens tid og penge og sætter kommunen i et dårligt lys uden at have belæg for sine påstande.
Dokumentation mangler
Men anklagerne om vennetjenester og regelbrud er så alvorlige, at borgmester Laurids Rudebeck (V) alligevel beslutter at indlede en intern undersøgelse.
Det indledende møde foregår på Døstrup Kro 3. november. Her samler Kinna Martinez-Dreesen de kilder, der vil stå frem med deres anklager. Men mødet giver ikke den dokumentation, borgmesteren efterlyser.
”Der er alene tale om sagsbehandling, hvor hun havde personer med, som hun kendte, som havde en kritik af den måde, de var blevet behandlet på af kommunen,” siger Laurids Rudebeck og fortætter:
”Det har intet at gøre med det spørgsmål, hun rejste i kommunalbestyrelsen omkring vennetjenester, dobbeltroller og ulovligheder.”
Det synspunkt bakkes op af kommunaldirektør Svend Erik Møller.
”Det er ikke nok, at man siger, at der muligvis er noget i vejen. Vi kan jo ikke undersøge, om vi mon har gjort noget galt. Der skal en eller anden substans til inden,” siger han.
Stoler ikke på kommunen
Kinna Martinez-Dreesen mener selv, at hun har fremført bevis for sine påstande.
”De har bagatelliseret det. De har konkluderet ud fra deres eget og kommet med løgne for, hvad jeg har sagt,” siger Kinna Martinez-Dreesen, som ikke stoler på kommunens undersøgelse af sagerne.
På et møde ugen efter er det hendes oplevelse, at borgmesteren og kommunaldirektøren vil lægge låg på sagerne:
”Borgmesteren og kommunaldirektøren gider ikke høre noget, der skal bare prop i,” siger hun.
Men for Kinna Martinez-Dreesen er sagen ikke slut.
”Folk siger til mig, at der er mafialignende tilstande i kommunen. Man kan høre, at de er bange. Det er der ikke meget bagatel over,” siger hun.
Laurids Rudebeck holder fast på, at hvis der skal ske mere, skal anklagerne være konkrete.
”Jeg har gjort det, jeg synes, var rigtigt. Hvis hun ikke er tilfreds med den undersøgelse, så må hun gå videre med det i statsforvaltningen,” siger han.
Lus i skindpelsen
Kinna Martinez-Dreesen har efterfølgende søgt aktindsigt i flere sager i kommunen. Den fremgangsmåde billiger kommunalbestyrelsesmedlem Søren Ebbesen Skov (SF) ikke.
”Jeg har opfattet sagen som fuldstændigt malplaceret. Det er en sag helt for sig selv at komme med udokumenterede beskyldninger til højre og venstre om kriminelle forhold. Det kan man ikke tillade sig,” siger Søren Ebbesen Skov:
”Det er som en lus i en skindpels. Det er ubehageligt at have en kommunalpolitiker, der ikke kender sin rolle.”
Kommunaldirektøren fortæller, at kommunen har undersøgt alle de sager, der er blevet rejst, uden at finde graverende fejl.
”På den administrative banehalvdel betyder det her jo bare, at vi har prøvet efter en række steder og er blevet bekræftet i, at vi gør det rigtigt,” siger Svend Erik Møller.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.