At den økonomiske krise har ændret Danmark, står ikke til diskussion. Til gengæld er det relativt ukendt, i hvor høj grad krisen har påvirket danmarkskortet og speedet op for den centralisering, der i forvejen har skabt markante ændringer i vores lokalsamfund over de seneste årtier. Fortællingen om krisen handler derfor ikke kun om stigende økonomisk ulighed, hvor de rigeste har fået mere og de fattigste har måttet holde for. Nej, krisen handler også om en stigende ulighed i geografisk betingede muligheder.

I september viste en undersøgelse fra Ugebrevet A4, at opsvinget er en realitet i København og Aarhus. Der er endda flere i job i de to byer, end før den økonomiske krise indtraf. Mange steder i Danmark ser det dog noget mere trist ud, for eksempel med et fald på 12,1 procent i jobbene i Struer og hele 21,1 procent i Lolland Kommune. Det er den direkte konsekvens af, at Danmark under 2½ år med Lars Løkke mistede mere end 100.000 private arbejdspladser, hvoraf mange var indenfor industrien i de mindre tætbefolkede områder.

At nogle kommuner har mistet så mange arbejdspladser, betyder heldigvis ikke, at der er sket en tilsvarende stigning i den lokale arbejdsløshed. For en konsekvens af de manglende beskæftigelsesmuligheder i nærområdet er nemlig en stærkt stigende pendling. I Skive Kommune, et af de steder, hvor man har mistet flest private arbejdspladser under den økonomiske krise, er pendlingen ud af kommunen steget med en fjerdedel mellem 2007 og 2013. Det er positivt, at der er job at finde andre steder, men udviklingen kan blive en tikkende bombe.

For på kort sigt er det svært at rive rødderne op og sælge huset, og måske har ægtefællen stadig job i nærområdet. Men hvad så den dag, hvor konen også skal køre 70 km for at komme på arbejde? Her begynder udviklingen for alvor at skride. På sigt er det svært at forestille sig, at de forringede jobmuligheder og den stigende pendling, ikke vil bidrage til en øget fraflytning og faldende huspriser, der i sig selv vil være selvforstærkende. Mange steder ser vi det allerede i dag. Derfor er talen om at skabe nye lokale job ikke fortærskede floskler, men en altafgørende politisk ambition, hvis vi fortsat skal have et Danmark, der hænger sammen.

Men alt for ofte møder man opgivende politikere, der ikke mener, vi kan stille noget op mod centraliseringen. Og selvfølgelig kan vi ikke spole tiden tilbage, men centralisering er og bliver i høj grad også et politisk valg. Her har det for eksempel afgørende betydning, om man vælger at centrere statslige og regionale arbejdspladser omkring de store byer, eller om politikerne sikrer en geografisk spredning. Samtidig bør vi acceptere, at det er dyrere eksempelvis at drive en uddannelsesinstitution i Vestjylland end i Storkøbenhavn, for vi vil have ordentlige uddannelsesmuligheder, uanset hvor i landet man vokser op. Sidst, men ikke mindst bør vi styrke de økonomiske rammevilkår for virksomheder i landområderne og sikre en ordentlig infrastruktur.

Større geografisk ulighed er desværre en del af krisens anatomi. Men ligesom den stigende økonomiske ulighed er den geografiske ulighed også et fænomen, der kan bekæmpes med politisk handling. Et fokus på geografisk balance og et centraliseringsstop er derfor afgørende for genopretningen af Danmark.