Stigning i bæredygtige indkøb
Stigning i bæredygtige indkøb
Den kommunale indkøbsmuskel skal bruge mere af sin råstyrke til at fremme bæredygtige indkøb. Ellers må vi se langt efter et grønnere Danmark. SF er første taler på podiet denne udbudsdag på Christiansborg, og EU- og forbrugerordfører Pia Olsen Dyhr er ikke karrig med sin opsang til de offentlige indkøbere. Hun fortæller, at 40 procent af de offentlige indkøb i dag er grønne.
”Det er simpelthen ikke godt nok. Det er for uambitiøst,” tordner Pia Olsen Dyhr til de omkring 70 fremmødte i Landstingssalen, hvoraf de fleste dog sidder med sælger-ambitioner.
Kun omkring otte kommuner lægger øre til SF’s ønske om, at 60 procent af de offentlige indkøb skal være grønne inden for kort tid og 100 procent på den lange bane.
Ingen vej udenom
Pia Olsen Dyhr udnytter med sin opsang, at der er højt til loftet i salen og sparker effektivt konferencen om nye dagsordener inden for udbud i gang, der er arrangeret af Dansk Erhverv, SKI og UdbudsMedia.dk.
Flere indkøb vil da også blive grønne, forudsiger konsulent Eva Holmark fra IMM merkantile og juridiske rådgivere fra talerstolen. Mens billigst muligt hidtil har været mottoet for kommunale indkøbere, så vil spørgsmålet om bæredygtige indkøb nu komme på dagsordenen, mener hun.
”Det (grønne indkøb, red.) er den næste tendens. Der vil komme en diskussion af, hvad vi vil med de offentlige indkøb,” siger Eva Holmark.
Frederiksberg har allerede engageret sig betydeligt i kampen for bæredygtighed, og det er kun et spørgsmål om tid, før alle kommuner vil blive nødt til at følge trop, mener Adam Hey, afdelingschef i udbud og indkøb.
”Der er ingen tvivl om, at det er trenden. Der er ingen vej udenom, men det er takten, som er forskellig,” siger han.
Økonomien en hæmsko
I Hjørring er man mere bekymret for, hvordan man i praksis skal nå at realisere de ambitiøse mål fra SF.
”Jeg synes, det er positivt, men det skal jo finansieres, og det er der, at jeg kan se problemet,” siger kontorchef Jens Møller Larsen fra betalingskontoret.
Med to en halv mand til at stå for indkøb og med forhåbninger om en stor besparelse på indkøbsområdet er opgaven vanskelig. De tre indkøbere er dog også draget til rigets magtcentrum for helt generelt at høre om de nyeste udviklingstendenser.
Og de fik en bred vifte af informationer med hjem i bagagen til Nordjylland, da programmet var tæt pakket med øvrige emner end bæredygtighed. Herunder konsekvenser af den nye håndhævelseslov, observationer og ønsker fra erhvervsorganisationer, tanker om det gode samarbejde samt politiske holdninger til udviklingen på udbudsområdet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.