Ugen efter påskeferien ville have været det ideelle tidspunkt for Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen at erklære sin genkomst på posten. Overenskomsterne i hus, tjek. Storebededagsdiskussionen død, tjek. Stress overstået, tjek.

Det skete som bekendt ikke, og det store spørgsmål er nu, hvornår han så vender tilbage på sine poster. Og ikke mindst om det sker, nogensinde.

Det var i begyndelsen af februar, at summen af valgkamp, valgnederlag, regeringsforhandlinger og alt det andet, der ubarmhjertigt følger med en politisk topposition, sendte Jakob Ellemann-Jensen til tælling. I tiden lige efter florerede et urealistisk håb om, at han ville være på benene igen i løbet af nogle uger, måske nogle måneder, men den messende gentagelse af, at der ikke er nogen Plan B, og at Jakob Ellemann-Jensen selvfølgelig vender tilbage som formand, minder efterhånden om dengang man på lignende vis svor på, at Anders Fogh Rasmussen ikke var kandidat til nogen international toppost.

Hvis man ser på et par fortilfælde af politikerstress, falder Jacob Mark og Alex Vanopslagh i øjnene. Førstnævnte trak stikket i fuld offentlighed i november 2021 og meldte sig først klar igen i maj 2022 efter et halvt år ude af hamsterhjulet. Alex Vanopslagh kørte mere under radaren med en sygemelding i sensommeren 2020 og meldte det først offentligt ud, da det blev til en ny sygemelding et lille halvt år senere. Lidt mere i bidder, men ligesom i Jacob Marks tilfælde ikke en hurtig rekonvalescens.

Hvad ER Plan B?

Almindelig ekstrapolering peger derfor på, at man ikke skal vente at se Jakob Ellemann-Jensen tilbage i funktion på denne side sommerferien. Det aktualiserer naturnødvendigt spørgsmålet om den påstået ikke-eksisterende Plan B.

Hvor længe kan et regeringsparti i krise klare sig med en midlertidig ledelse? Og hvor længe vil formanden sætte sit parti i den klemme?

Den nuværende vikarierende partiledelse, Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose, er netop det, vikarierende. Der er ingen automatik i situationen og derfor heller ikke nogen indlysende naturlig afløser, hvis det kommer dertil. Men der er flere bud.

To af dem er netop Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose, trods deres nuværende vikarstatus. To andre er Sophie Løhde og Søren Gade.

Tre bud på en afløser

Troels Lund Poulsen har for længst vist sig driftssikker på adskillige ministerposter, men har i partiledelsen været den evige kulissearbejder. Ifølge sig selv har han engang haft formandsdrømme, men har det ikke længere, ligeledes ifølge sig selv. Sidstnævnte en tilkendegivelse der skal vurderes på baggrund af, at han på det seneste har befundet sig i forreste række og performet upåklageligt.

Ligeledes fra ministerholdet nævnes Sophie Løhde, også både driftssikker og ambitiøs og i forvejen en del af inderkredsen. Men som nordsjællænder har hun geografien imod sig. Næppe en reel mulighed, når det kommer til stykket.

Geografiske problemer har Søren Gade ikke, til gengæld var han ikke ligefrem driftssikker som forsvarsminister i sin tid. En pistol i bæltet under besøg i Kabul, betalte jagtrejser, jægerbogsoversættelsen, lækken i flyet om danske jægersoldater til Irak, den efterfølgende prisgivelse af hans (i dette) sagesløse spindoktor - altsammen bidrog det til en betydelig lettelse i Venstre, da han i utide forlod forsvarsministerposten og Folketinget i 2010. Ganske vist synes alle at have glemt det, siden han rutinemæssigt nævnes, hver gang Venstres formandspost er i spil. Også denne gang, ligesom de tidligere i forhåbning om at Søren Gades folkelige popularitet kan genvinde (noget af) Venstres styrke.

Det fjerde bud. Håbet

Til forskel fra de forannævnte besidder Stephanie Lose summen af fordelene og ingen af ulemperne. Undtagen én: Hun er ikke medlem af Folketinget, men er dog langt fra uden landspolitisk erfaring. Man behøver kun minde om dengang hun succesfuldt torpederede sit eget partis planer om at nedlægge regionerne, og på det seneste har hun tillige lagt ministererfaring til.

Generelt er hun kvinden fra baglandet, der er vokset med hver ny og større opgave, hun har fået. Hun debuterede i Regionsråd Syddanmark ved KV09 med 5.613 personlige stemmer, nok til en andenplads efter regionsrådsformanden. Det samme ved KV13, og da regionsrådsformand Carl Holst skiftede til landspolitik ved FV15, håndterede hun den efterfølgende tumult så overbevisende, at hun fik 89.583 personlige stemmer ved KV17 og intet mindre end 147.486 ved KV21. Efter KV17 lykkedes det hende endda ene venstrekvinde at udmanøvrere fire socialdemokratiske regionsrådsformænd og sætte sig på formandsposten i Danske Regioner.

Foruden de demonstrerede kvalifikationer skinner endnu en egenskab igennem: pligtfølelsen. Stephanie Lose ville ikke være næstformand, men blev det alligevel, da hendes parti havde brug for, at hun påtog sig opgaven. Hun ville ikke være minister, men blev det alligevel, da hendes parti havde brug for, at hun påtog sig opgaven.

Og hun vil heller ikke være partiformand, selv om hun kan være sit partis bedste håb. Venstre ville virkelig have gavn af, at hun påtager sig opgaven, hvis det kommer dertil.

Men Stephanie Lose er allerede formand og glæder sig til at komme tilbage til sit regionsråd, har hun sagt flere gange. Hvad skulle hun ellers sige, når nu hele setup’et er, at det er en midlertidig løsning? Men hun er viljefast, og hvis hun denne gang virkelig mener, at hun ikke vil, er det ikke sikkert, at hun kan overtales. Så bliver det ved håbet.