Det er besynderlige – til tider nærmest komiske – politiske håndgemæng, der med jævne mellemrum udspiller sig omkring de danske fagforeninger og A-kasser. Uden at være belastet af nogen særlig viden om emnet er de for nogen politikere en vederstyggelighed.

Fra De Radikale og højre ud er modviljen mod fagbevægelsen mere eller mindre udtalt. Ikke at der er nogen partier, der vil forbyde den slags. Bevar mig vel – næe, vi har da selvfølgelig foreningsfrihed her i landet! Så længe de ikke skejer ud og bruger den styrke, et stærkt og velorganiseret fællesskab giver, så må de såmænd godt være her, er holdningen.

Men bliver der spillet lidt med musklerne, så ryger overblikket, og de politiske partier blotter deres ægte følelser i tragikomiske tumulter. Som når en restauratør i Jylland optræder som overenskomstmæssig fribytter og fagbevægelsen bruger sin århundredgamle ret til at kalde de samlede kræfter til blokade.

Så er de borgerlige politikere ved at falde over deres egne ben for at fordømme og tale floromvundent om frihed og den lille mand, der kæmper mod det store uhyre. Og så flokkes de om at anbringe deres ellers flittigt strittende sundheds-pegefingre et mørkt sted for at vælte sig i bjerge af stegt flæsk – i den gode sags tjeneste forstås! 

En foruroligende populisme

Og når de borgerlige følelser for alvor koger, snubler handlekraftige politikere ind på scenen med en gang politisk sanktvejtsdans – et forslag om i frihedens navn at forbyde et af de helt grundlæggende elementer i dén danske model, de ellers elsker at prale af. Der er muligvis stemmer i en sådan foruroligende populisme, men det er meget dumt og giver da også røde ører og ynkeligt tilbagetog, når flæsket er sunket.

Arbejdsgiverne ønsker nøgternt set at slippe så billigt som muligt, og i princippet er drømmen at slippe for overhovedet at give arbejderne løn. Det ville virkelig være sundt for virksomhedernes konkurrenceevne. Men det ville nok – i et relativt demokratisk og frit samfund – give lidt problemer med disciplinen på arbejdspladserne – blandt andet.  

For der er jo også en samfundsøkonomisk side af sagen. Som visse økonomer udtrykte det engang: Hvem skal i så fald købe de produkter, virksomhederne fremstiller? Lad mig tilføje: at betale renter og gebyrer til diverse pengetanke?

At fattiggøre størstedelen af samfundets medlemmer gør snart alle fattige. Og det synes selv den stejleste Venstre-bonde eller den mest vidtløftige markeds-fetichist trods alt ikke er noget at stræbe efter.

Det arbejdende folk fortsatte med at organisere sig i fagforeninger, der primært skulle kæmpe for, at lønnen kunne nærme sig arbejdets værdiskabelse, som bønderne gjorde med andelsbevægelsen. Men dén form for fællesskab brød de besiddende sig bestemt ikke om. Og en lang periode i 1800-tallet var ingen af parterne sarte i valget af kampmidler. Arbejdsgiverne havde statsmagten i ryggen – og havde ingen skrupler over at bruge politi og militær mod fagforeningerne.   

Det var ikke noget kønt syn – endsige særlig fremmende for samfundsudviklingen. Så i 1899 blev parterne herhjemme enige om en slags grundlov for arbejdsmarkedet, hvor fagforeningerne anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, mens arbejdsgiverne anerkendte fagforeningernes ret til at kæmpe for og forhandle arbejdernes løn- og arbejdsvilkår. Aftalen knæsatte retten til at konflikte – strejke, lockoute, blokere og så videre  – efter nærmere aftalte regler.

Med aftalen – ofte kaldet Hovedaftalen – blev parterne samtidig forpligtet til at samarbejde. En pligt, fagforeningsfolk og deres tillidsfolk ude på arbejdspladserne siden har brugt mange kræfter på.

Sjældne roser til tillidsfolk

Det går ved en sjælden lejlighed op for politikerne. De tørrer persillesovsen af mundvigene og kommer pludselig med helt andre toner.

For nylig var der for eksempel ros til tillidsfolkene på et stort sjællandsk slagteri. De var barslet med en idé og havde fået den omsat i en konkret aftale med arbejdsgiveren.  En klækkelig lønnedgang skulle – i stedet for at havne i arbejdsgiverens lomme – anbringes i en fond med det ene formål at låne penge ud til landmænd, der til gengæld skulle love at investere i svin, der skal laves til stegeflæsk på det danske slagteri.

Også fagforeningsfjendtlige politikere hyldede tillidsfolkene for deres fremsynethed og mod. Man genkender komikken.

Men roserne var til en flok tillidsfolk, som fagforeningen har brugt ’tvangsudskrevne kontingenter’ på at uddanne. Det kræver kunnen og kundskaber at kaste sig ud i mod og nytænkning. Men det var selvsagt ikke det, der fik ros.

Næste gang der udbryder en konflikt, så vil alt være ved det gamle – så er fagforeningerne og deres uromagere (tillidsfolk) igen skurkene, samfundsfjender, som de sagde i gamle dage. Længere rækker forståelsen af fagbevægelsens samfundsrolle ikke.

I øvrigt holder jeg meget af stegt flæsk med persillesovs.