DDR var danske kommunisters foretrukne udstillingsvindue, når de før Murens fald overfor sig selv og det overvældende flertal af tvivlere forsøgte at ”bevise” kommunismens overlegenhed i forhold til den per definition dødsdømte vestlige kapitalistiske model. Under hele Den Kolde Krig valfartede begavede unge kommunister – også fra Danmark – på studiebesøg til lykkelandet lige syd for Falster. Blandt dem også den unge Hans Mortensen – Weekendavisens i dag særdeles respekterede politiske iagttager – der senest for nylig sammen med kollegaen Arne Hardis ganske velfortjent har modtaget Den Berlingske Fonds Journalistpris. Mortensen, der oprindelig er udlært murer, har således en efterhånden fjern fortid som ungkommunist i DKU og medlem af moderpartiet DKP.

En skæbnesvanger tur for unge DKU’ere i slutningen af 1970’erne til Potsdam er netop omdrejningspunktet i den nye spændingsroman 'Fjendens bedste ven'. Her konfronteres en midaldrende desillusioneret journalist i hovedstaden, der i al fald aldersmæssigt minder om Hans Mortensen, med sin fortid som glødende ungkommunist i en provinsby i Jylland, da en for længst afskreven ungdomsven, som hovedpersonen dengang lokkede med på studieturen, nu 35 år efter under lidt mystiske omstændigheder findes druknet.

Smuk kvindelig agent

Det viser sig efter lidt research, at ungdomsvennen efter at have tabt sit hjerte til en smuk ung kvindelig tolk tilsyneladende har ladet sig hverve som agent for den østtyske statssikkerhedstjeneste STASI, som han har forsynet med oplysninger om NATO-bunkeres indretning. Værre er det imidlertid, at Danmarks bud på en ny FN-toppost som kommissær for menneskerettigheder, der også var med på turen til Potsdam, tilsyneladende også har haft forbindelse til den pludselig afdøde DKU-kammerat.

Hovedpersonen Kasper bliver naturligvis involveret i sagen og tager blandt andet til Berlin for at vende enhver sten på bedste graverjournalistiske vis. Det medfører heldigvis også, at han får en del sex undervejs, og tilsyneladende har Kasper været lidt af en don juan gennem hele livet, hvilket får en vis betydning for handlingen sent i bogen. Her geråder Kasper nemlig ud i en gevaldig 'medie-shitstorm', hvor en af de øvrige centrale personer tilsyneladende har hyret en Michael Kristiansen-lignende spindoktor til at føre spinkrig mod Kasper.

En spændingsroman giver sig normalt ikke ud for at være stor litteratur, hvilket det heller ikke er i dette tilfælde. Det er mere fair at måle en spændingsroman på, om den så rent faktisk ER spændende.  Her er denne anmelder i tvivl. På den ene side fascinerer emnet om gamle kommunisters gedulgte aktiviteter og deres selvopgør, hvilket fastholdt denne læser til sidste side. På den anden side er selve plottet ikke specielt indviklet, og der skal ikke megen fantasi til at gætte sig til slutningen, hvilket må undre, når nu produktet lanceres som en 'spændingsroman'.

For fans af Hans Mortensens velkendte skribentstil skuffer bogen på ingen måde. Der krydres med adskillige små stikpiller, drilske antydninger og morsomme underdrivelser, der vidner om forfatterens vestjyske baggrund og hang til at udstille skaberi af enhver slags. Det går eksempelvis ud over vore dages tjeneres hang til at afbryde gæsters indbyrdes samtale for at holde lange taler henover maden, så den ender med at blive kold.

Troværdigt og farverigt

Bogens absolutte styrke er, at Mortensen kender de steder, han beskriver. Det er troværdigt, når han forsøger at beskrive stemninger i provinsmiljøet dengang og nu. Han kender alt til mekanismerne, når nogen ender i mediemaskinen. Mest farverigt og interessant er Mortensens skildringer af det kommunistiske miljø både før og efter Murens fald, hvor man mest af alt får indtryk af, at alt for mange gamle kampfæller – både i DDR og herhjemme – siden havde det med at slå sig på flasken for at drukne alle de bristede illusioner eller dulme smerterne over den tabte politiske kamp.

Der er med andre ord tale om udmærket læsning for alle dem, der ikke kan få nok af koldkrigshistorien.