Søvndal: Danmarks bedste eksportvare er moralsk
Hjælpsomhed, de grønneste ambitioner, og at vi passer på hinanden er et dansk brand ude i verden, som vi skal værne om, sagde Villy Søvndal på Folkemødet
Søvndal: Danmarks bedste eksportvare er moralsk
Hjælpsomhed, de grønneste ambitioner, og at vi passer på hinanden er et dansk brand ude i verden, som vi skal værne om, sagde Villy Søvndal på Folkemødet
Netop hjemkommen fra Afghanistan og få timer før et møde med den kinesiske delegation i Danmark, stod udenrigsminister og partileder Villy Søvndal (SF) foran en fyldt Cirkusplads i Allinge og konstaterede, at den bedste eksportvare, vi i Danmark kan mønstre, er moralsk:
- Da jeg senest var i Sydøstasien, gik det op for mig, hvilke tre ting Danmark er kendt for: At vi hjælper, hvor der er brug for det, at vi har de grønneste ambitioner, og at vi passer rigtig godt på hinanden. Det er et godt brand, som vi skal værne om. Vi har et af de mest gennemdemokratiserede samfund, meget lidt korruption, og det renomme skal vi bevare.
Partilederen indledte sin tale med at mindes den sovjetiske næsten et år lange besættelse af Bornholm og bombardementet af Nexø, og han advarede mod at tro, at vi bare kan lukke os ude fra verden. Villy Søvndal talte for, at Danmarks internationale opgave mere end nogensinde er at insistere på fælles løsninger og engagement i problemer andre steder på kloden. Den danske indflydelse må gælde demokrati, frihed, ligestilling og social retfærdighed.
- Vi har i vores del af verden haft fred og velstand - ikke mindst, fordi vi i årevis har snakket med hinanden og forhandlet - bl.a. i EU - om triste ting som fiskekvoter og elnet - engageret os i de fælles problemer.
Ministeren lagde vægt på, at når det er lykkedes Danmark at ligge i front med ambitiøse klimamål - ikke bare i Europa, men også i hele verden - så skyldes, det at vi har turde at stille krav.
Ikke nok med røgede sild
Søvndal benyttede lejligheden fra landets sydøstlige talerstol til at rose Bornholm for at være først i EU med at ville opfylde klimamål og i det hele taget satse på bæredygtig vækst:
- Det er fint med røgede sild og Krøllebølleis, men man kan ikke leve af at være et museum. Og det gælder også i den nordlige del af rigsfællesskabet - på Grønland.
- Det arkitiske område er fyldt med sjældne mineraler og jordarter, og sammen med Grønland er vi faktisk en sværvægter i spillet om undergrunden - sammen med USA, Norge og Rusland. Og der skal vi kende vores besøgelsestid.
Hvordan det polare område ændrer sig - the ice is melting, som Søvndal ikke undlod at score applaus for at sige - berører i høj grad også transportvejene:
- Vores fragt med containerskibe er ikke blot en væsentlig del af den danske økonomi, men også en af de afgørende CO2-syndere. Og at kineserne f.eks. kan kappe to uger af transporttiden ved at søge nye veje, når isen smelter, er blandt de spændende elementer, vi går i møde. Verden trænger sig på, og vi må vælge vores strategiske kamppladser - både at søge bæredygtig vækst og fredelige relationer med omverdenen.
Og så tog ministeren ellers til møde med kineserne og stillede i udsigt, at både mindretal, menneskerettigheder og Kinas rolle i den syriske konflikt ville komme på dagsordenen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.