SOM JEG SÅ DET

Forlaget Brian Christensen

Kapitel 27: Hvad gør man, når de frie markedsmekanismer har afskrevet Bornholm og ikke mener, at der er forretning i at drive og sælge moderne bredbånd på øen...

Bornholm var faktisk i risiko for at være det sidste sted i Danmark, som fik ordentligt bredbånd. Gode råd var dyre.

Der har i mange år været talt om, hvordan vi kunne sikre Bornholm en effektiv og moderne kommunikation. Første gang jeg hørte om mulighederne i bredbånd var i den Boblegruppe i Venstre, jeg var med til at etablere i 1979, og som fungerede i 1979-82. Her talte Anker V. Schubert og Hans Aage Steenberg om udrulning af bredbånd på Bornholm.

De understregede den store betydning, som bredbåndsnettet kunne få for det bornholmske samfund: »På en række områder vil vi med nettet være uaf- hængige af traditionelle transportmuligheder. Blandt andet derfor er det afgørende, at vi ikke, som noget tyder på, bliver det sted i landet, som sidst får bredbåndsnet.«

Og da de ord faldt, var situationen den, at TDC først i løbet af 90’erne ville udrulle nettet på Bornholm. Amtsborgmester Jens K. Brandt leverede en stor indsats for at ændre dette forhold.

Der skulle gå 30 år, men her i 2017 tyder meget på, at bredbåndets mest moderne udgave - lyslederkabler - bliver hver mands eje på Bornholm. Igangsat ved Østkrafts initiativer i perioden 2011-15.

Bredbånd, TDC, tilskuddet der forsvandt og fjernvarmen

På et tidspunkt først i 90’erne modtager TDC tilskud fra EU gennem amtsrådet til udbygning af lyslederforbindelserne på Bornholm. Men tilsyneladende var tilskuddet mere interessant end udbredelsen af bredbånd, og TDC satte udbygningen i dvaletilstand, da ringen rundt om Bornholm var etableret. Mange år senere i forbindelse med etablering af fjernvarme i Hasle blev det aftalt mellem Østkraft og Ole Kofoed (OK Entreprise) og Hans Bech (Jens Møller) at nedlægge lyslederkabler ved samme lejlighed - et forsøg, der skulle skabe et gennembrud, så Østkraft kunne få dispensation til lovligt at etablere lyslederforbindel- ser til de bornholmske husstande.

Som kommunalt ejet virksomhed må et forsyningsselskab som Østkraft kun etablere bredbånd til eget formål eller i forbindelse med forsøg. Dog må efterfølgende overskydende kapacitet udlejes.

Indenfor denne ramme etableredes forsøget i Hasle, hvor en del af investeringen og arbejdet blev lagt i hænderne på Bornholms Fibernet (OK Entreprise og Jens Møller ved Hans Bech).

Efter flere års resultatløse kontakter til forskellige styrelser havde Østkraft stadig ikke fået dispensation til generel udlægning af lysledere. Statens syns- punkt var, at de frie markedsmekanismer ville betyde, at der blev etableret bredbånd overalt i Danmark. At det så bare ikke var sket i perioden, siden TDC en snes år tidligere havde fået tilskud til formålet, det ønskede man ikke at forholde sig til.

Vanskeligheden er selvfølgelig, at 40.000 indbyggere i spredt bebyggelse ikke er forretningsmæssigt attraktivt.

På den baggrund havde jeg møde med Erhvervs- og Vækstminister Ole Sohn (SF). På tilsvarende vis, som da jeg lobbyede i Folketinget for en hurtigfærge (Villum Clausen), så det ud til, at det igen skulle være en politiker fra SF, der ville blive problemknuseren.

Ministeren nedsatte en arbejdsgruppe med direkte reference til ham selv. Arbejdsgruppen skulle lave et løsningsforslag (ikke en undersøgelse), der ville give Østkraft den fornødne dispensation. På den baggrund fortsatte Østkraft arbejdet med at planlægge udlægning af fiberforbindelser udenfor forsøgsområdet i Hasle.

Man kan med nogen ret hævde, at fiberforbindelser lå lidt udenfor Østkrafts kerneforretning - nemlig at levere strøm og varme. Men Østkraft var efterhånden det eneste selskab eller organisation, som følte en forpligtelse, og som havde musklerne til at skabe denne udvikling i det bornholmske samfund.

Det var min holdning, at hvis Østkraft med konkurrencedygtige elpriser (lavere end Østdanmark) kunne skabe overskud, så burde overskuddet investeres i initiativer til gavn for udviklingen på Bornholm.
Det var ikke tanken, at Østkraft skulle tilbyde ydelser til slutkunderne på nettet. Det etablerede net skulle udlejes til selskaber, der ville tilbyde indholdet - tv, data, telefon etc. Hvis ’overskuddet’ skabt af producenter og forbrugere af el på Bornholm skulle gøre gavn for samfundet, var det vanskeligt at finde noget, der ville have større betydning end en moderne kommunikation.

Det var i øvrigt et emne også på europæisk plan, idet formanden for Kommissionen José Barroso i 2009 udtaler at »All Europeans must have access to high speed broadband.«

Efter en kort snak med direktøren for SydEnergi, Niels Duedahl, på Folkemødet, indledte Østkraft i sommeren 2011 et samarbejde med Syd Energi (SE), som sammen med Bornholms Fibernet skulle etablere fiberforbindelserne helt ud til kunden.

Østkrafts bestyrelse vedtog et investeringsbudget over fem år på 190 millioner kroner. Hele projektet blev offentliggjort på et pressemøde på Hotel Fre- densborg den 8. december 2011 med deltagelse af formanden for SydEnergi Jens Bahne Jørgensen, direktør for Bornholms Fibernet Ole Kofod, borgmester Winni Grosbøll og mig selv. Den første kunde blev opkoblet den 4. april 2012.

En ny minister skaber nye udfordringer

Den 16. oktober 2012 sker der en ændring på Erhvervs- og Vækstministerposten. Ole Sohn træder tilbage, og Annette Vilhelmsen tiltræder. Den nye minister har ikke samme positive tilgang til en dispensation til Østkrafts udlægning af lysledere som sin forgænger. Ændringsforslaget til lovgivningen var allerede udarbejdet og skulle blot vedtages inden Folketingets ferie omkring grundlovs- dag juni 2013.

Forinden havde borgmester Winni Grosbøll (A), kommunalbestyrelsesmedlemmerne Kirstine van Sabben (C) og Bente Johansen (B) sikret sig tilslutning fra deres respektive ordførere på området.

Men Venstres ordfører Torsten Schack Pedersen, valgt i Thisted, ville ikke være med, når det kun løste problemet på Bornholm (og ikke i Thisted).

Han udtrykte det principielle synspunkt, at det var en opgave for det private erhvervsliv, læs TDC. Mails, som jeg modtog ved en fejltagelse, afslørede en uhellig alliance mellem Venstres ordfører og TDC’s kommunikationschef.

At der var tilslutning til dispensation til Østkraft fra andre i Venstres gruppe blandt andet Kristian Jensen og Hans Christian Schmidt, var tilsyneladende ikke nok. Det er oplyst over for mig af andre partiers ordførere, at på et møde
mellem ordførerne fastholder Venstres ordfører Torsten Schack Petersen sin modstand.

Omkring 1. juni trækker minister Annette Vilhelmsen (SF) det forslag tilbage, der ville give kommunalt ejede selskaber på Bornholm dispensation.

Hvilket resulterer i, at Østkraft skal finde en anden løsning for at tilbyde bornholmerne tidssvarende bredbåndsforbindelser.

Et års tid senere - nærmest ud af den blå luft - stiller staten to gange 30 millioner kroner til rådighed for udbygning af fibernettet på Bornholm. Specielt rettet mod tyndt befolkede områder, hvor der ikke er en business case for et privat firma.

Der er reelt tre firmaer, der kunne have interesse i at byde på denne opgave. Det er TDC, som i forvejen havde et lille net og et kundehensyn. Det er Syd Energi, som ejede acces-husene (ledningernes samlepunkter) i det allerede etablerede net. Og endelig Global Connect, som havde enkelte kunder på Bornholm og i forvejen lejede lidt af det oprindelige Østkrafts net.

Løsningen var salg af fibernettet - hvis prisen var rigtig

Det firma, som vandt statens udbud, skulle forpligte sig til en vis udrulning inden for de følgende to år. Det vil sige, at firmaet skulle have både kapacitet og penge. Skulle en sådan investering have mening, så skulle man enten have en aftale om brug af Østkrafts net eller købe det.

Et salg af Østkrafts net var for mig den naturligste løsning under den forudsætning, at prisen var rigtig, og at der lå en forpligtelse for køber til at forsyne mindst 80 procent af de bornholmske husstande med fiberadgang.

I forhandlingerne blev det hurtigt klart, at Syd Energi ikke ville opfylde de to forudsætninger. Jeg havde derudover et par ’ikke eksisterende’ møder med en af TDC’s direktører, som viste oprigtig vilje til at ville noget, men som blev bremset af den øverste ledelse, sandsynligvis på grund af en meget stor TDC-investering i Norge.

At der skulle findes en løsning var indlysende. Østkraft havde i tillid til forståelsen med ministeren, dengang ministeren hed Ole Sohn, sat investeringer i gang på bredbåndsområdet. Investeringer som uden en dispensation var på kanten af lovgivningen.

Derfor skulle der findes en løsning i løbet af nogle få måneder. Jeg havde den opfattelse, at det var utroligt vigtigt, at der på Bornholm kom tidssvarende kommunikationsforbindelser, men på den anden side så skulle det være indenfor lovgivningens rammer. Vi havde endnu ikke overskredet grænsen, men det var tæt på.

Som bestyrelsens næstformand, Bjarne Westerdahl udtrykte det: »Hellere et klip i øret for at gøre det, der er rigtigt for Bornholm, end et klip i øret for ikke at gøre noget.«

I den periode blev der taget kontakt til Global Connect, hvilket viste sig at være det bedste, der kunne ske. Vel også bedre end hvis Østkraft selv havde fået tilladelse til at udrulle fibernettet på Bornholm.

Virksomhedens direktør og ejer Niels Zibrandtsen havde en meget større vision end blot at udrulle fiber på Bornholm. Han så muligheden for at etablere et knudepunkt mellem Skandinavien, Berlin og Polen. Derfor var det umiddelbart ikke vanskeligt at se, at der her var en eventuel køber til nettet, som reelt vil gøre meget mere for Bornholm, end vi selv kunne have gjort. Efter at et længere forhandlingsforløb mellem advokater og andre højt betalte folk var endt resultatløst, aftalte Niels Zibrandtsen og jeg en tidlig tirsdag morgen at prisen skulle være 147 millioner kroner.

Samme dag, den 3. februar 2015, skrev vi under - og skålede i champagne.

Og hermed var den største teknologiske satsning på Bornholm i nyere tid en realitet.