Solceller kan let blive en dårlig forretning
Solceller kan let blive en dårlig forretning
Dansk Energi har netop lanceret 12 bud, som man som forbruger med fordel kan skele til, når der skal lægges solceller på taget. Men private forbrugere er ikke de eneste, der skal være ekstra opmærksomme, når de investerer i sol på toppen.
- Et vigtigt råd til kommuner, som ser sig om efter leverandører af solcelleløsninger, er, at de skal være opmærksomme på, hvor de er forsikret henne, hvis producenten lukker ned, siger Richard Schalburg, chefkonsulent i Dansk Energi.
Nye tal viser, at der alene i juni måned blev installeret mere solcelle-kapacitet i Danmark, end det der samlet set var etableret i Danmark ved årsskiftet. Væksten er markant over hele landet, og derfor er der også kommet rigtig mange udbydere på markedet.
- Det er min vurdering at markedet for solceller er lidt hårdt presset, fordi der har været en ordentlig opblomstring, og nu er nogle af landene så begyndt at dreje på subsidierne: altså skue lidt ned på, hvor meget man får i tilskud, som man fx har gjort i Tyskland, siger Richard Schalburg.
Dårlig forretning
Når der er mange aktører på markedet i en tid, hvor tilskuddene ikke vokser, så falder efterspørgslen.
– Og så er der et par virksomheder, som har været nødt til at dreje nøglen om. Og hvem skal så bære den byrde i fald, at de ikke leverer det lovede? Så er en garanti jo pludselig ikke længere noget værd.
Derfor anbefaler Richard Schalburg, at kommunerne både ser på virksomhedernes erfaring og efter en dokumenteret kvalitetssikring, før de vælger en leverandør.
- Det er vigtigt at få dokumentation for kvaliteten. Især i forhold til hvilken effektivitet solcellen har over en årrække, for her kan der være stor forskel, siger Richard Schalburg.
Hvad er risikoen, hvis man vælger forkert eller ikke er opmærksom nok i forhold til de ting, du fremhæver?
- Så får man nogle tage, som har en lavere effektivitet end forventet. Det betyder, at man pludselig også står med en dårligere økonomi, end det man havde forventet. Når man regner med, at en solcelle skal kunne omsætte en vis procentdel af sollysets energi til el, så bliver tilbagebetalingstiden på et solcelleanlæg også længere, hvis cellerne ikke leverer det, du er blevet lovet. Og så ender det med at blive en dårligere forretning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.