I 1992 gik Robert Olsen for første gang indad døren til Mændenes Hjem for at starte sit nye liv som leder efter en lang ansættelsesprocedure. 32 år gammel og ny chef på Mændenes Hjem.

Klokken var 8 om morgenen, og pludseligt lød der en øredøvende lyd. Brandalarmen var gået. Den nye forstander sprang ind til personalet for at give en hånd med. Men der var slet ikke noget galt. Brandalarmen var bare den måde, man havde valgt at vække de hjemløse beboere på, når de skulle være ude af stedet mellem klokken 8 om morgenen og 14 om eftermiddagen.

- Så stod folk ude på gaden og frøs, indtil de måtte komme ind igen. Og det endda på det tidspunkt, hvor der var mest personale til stede på institutionen overhovedet. Der var en enormt dårlig stemning imellem personalet og beboerne. For brugerne ville jo ikke ud i kulden, så de prøvede på alle måder at omgå det.

To måneder senere var det slut med brandalarmer om morgenen. Det blev den første omvæltning af mange i løbet af de 18 år, Robert Olsen var leder på stedet. Der kom beboermøder, de gamle hjemløse, som havde været på stedet i 10-20-30 år, blev sendt videre i systemet, og der blev gjort op med gamle dogmer; for eksempel at stofmisbrugere ikke måtte komme på Mændenes Hjem dengang.

- Jamen ... hele hjemløseområdet havde stået stille i mange år, og da jeg kom indad døren til Mændenes Hjem, var det et sted, der havde stået stille i rigtig, rigtig mange år. De havde haft fem på hinanden følgende forstandere, der var blevet skiftet ud ganske hurtigt – i løbet af tre-fire år. Én havde ikke styr på økonomien, én havde en gammel børnesag, én var uduelig. Så der havde været meget hurtige udskiftninger.

Samtidig med at de ældre hjemløse kom videre i systemet, kom nye grupper ind på Mændenes Hjem. Stedet fik flere tilbud, antallet af beboere blev sat drastisk ned fra 90 til 33, og ligesom Robert Olsen stoppede, var stofindtagelsesrummet Skyen også på vej ind.

Ansat til forandring

Da Robert Olsen i 2011 ankom til Kofoeds Skole som ny forstander, var der ligesom på Mændenes Hjem en lang række opgaver, der skulle løses.

- Ellers var jeg jo ikke blevet ansat, griner han og forklarer, at den første opgave på skolen blev at rydde op i økonomien, opsige hver femte medarbejder og sælge nogle ejendomme. Men selvom ændringerne for mange medarbejdere har været radikale, er Kofoeds Skole langt fra færdig med at forandre sig i denne omgang.

Efter de første ændringer var faldet på plads, begyndte den nye ledelse sammen med elever, medarbejdere og naboer at se nærmere på, hvilken vision man egentlig havde for stedet. Og det er der kommet tre mål ud af. Kofoeds Skole skal i fremtiden være en storbylandsby, som ligger i storbyen, og derfor skal der bygges nye boliger.

Derudover skal skolen blive til en socialøkonomisk virksomhed, hvor de værksteder, der allerede ligger på skolen, skal producere ting, som kan sælges til lokalområdet. Og sidst, men ikke mindst, skal skolen være bæredygtig - både økonomisk og miljømæssigt bæredygtig.

- Så vi bliver en mere velintegreret del af Amager, som jo er en bydel, der udvikler sig sindssyg hurtigt. Hvis vi som skole skal finde ud af at finde en fremtid på Amager, skal vi finde ud af, hvad vi gerne vil sammen, så vi ikke ligger som en anakronisme, når alle de store byggerier kommer. Derfor vil vi gerne åbne op ud mod gaden - også så vi ikke bare går og producerer i lukkede værksteder, men rent faktisk giver mening og skaber noget værdi i lokalsamfundet.

Endnu er det meste på tegnebrættet. Der er lavet en aftale med et boligselskab om nybyggeri, og Kofoeds Skole er netop nu i gang med at forhandle med Københavns Kommune om, hvorvidt det kan blive muligt at lukke skolen mere op.

- Vi åbner med det her et nyt kapitel i Kofoeds Skole. Kan vi spare nogle penge på at gøre skolen bæredygtig, så kan vi bruge dem på socialt arbejde.

Arbejdsmand med idealer

Det var engang en socialborgmester i København, som udtalte, at hun gerne ville klone Robert Olsen. Det var i 90’erne, da forsorgsområdet havde stået stille i mange år. Spørger man manden selv hvorfor, forklarer han, at der pludselig kom en ung strithåret fyr ind, som begyndte at rykke på nogle ting. Og så var han ikke en gang kommunalt ansat, men ansat på en selvejende institution.

- Jeg begyndte at rykke ved nogle dogmer, man ikke havde rørt ved i mange år. Det var jo ikke kun mig. Vi var rigtig  mange unge, der blev ansat lige på det tidspunkt. Jeg kom ind, og så opsagde jeg en masse folk, og så hyrede jeg en masse nye kvalificerede. Vi fik folk ud i lejligheder, og det gik sindssyg hurtigt. Vi viste, at man godt kunne rumme stofmisbrugerne inde på institutionen. Vi lavede nogle resultater, som gjorde, at man inde i forvaltningen spærrede øjnene op og sagde ‘sådan noget der kan vi også bruge andre steder’.

Men selvom han både på Mændenes Hjem og Kofoeds Skole har vendt rundt og ændret på meget, ser han ikke sig selv som visionær. Heller ikke en ildsjæl, som han tidligere er blevet kaldt, er et udtryk, han hæfter på sig selv. I stedet identificerer han sig selv som en arbejdsmand med idealer.

- Nogle gange, hvis man er visionær eller ildsjæl, mister man fodfæstet i forhold til virkeligheden og hverdagen. Det prøver jeg at lade være med. Jeg prøver at være en del af hverdagen og en del af de her ændringer i praksis, så der kommer et resultat ud af det. Det synes jeg selv er en bedre titel til mig.

Derfor slutter socialt arbejde heller ikke klokken 15 for Robert Olsen.

- Jeg synes, det er tilfredsstillende at se resultater. Hvis det tager længere tid at skabe resultater, jamen så lægger jeg de timer, det tager. Jeg tror, at jeg i sidste uge slog ny rekord for Kofoeds Skole og arbejdede over 90 timer på en uge. Jeg har en personlig rekord, der er højere, men det er på Mændenes Hjem.

- Hvis man definerer sig som en, der er socialt engageret, og en, som gerne vil være med til at udvikle ting, så kan man ikke gøre det på de der 37 timer. Det kan man ikke.