Vi bruger over 50 mia. kr., men vi ved groft sagt ikke altid, hvad der virker. Og vi har ingen socialøkonomer på området. 

Socialområdet har historisk set været ustyrligt, fordi vi har svært ved at prioritere indsatserne på et område, hvor der meget lidt viden om effekter af indsatser.

Sådan lyder det både fra sundhedsøkonom hos Vive, Jakob Kjellberg og velfærdsforsker på RUC Bent Greve. 

Bent Greve har flere gange pointeret det. Socialområdet har svære vilkår i den politiske arena. For Finansministeriets modeller, som vi styrer det meste af vores samfund ud fra, er ikke tunet til investeringer, indsatser og prioriteringer på et socialområde, hvor effekten ofte er meget langsigtet. 

De seneste år, hvor aktører løbende har påpeget manglerne, er vi dog nået længere. Men langtfra i mål. 

- På socialområdet er der slet ikke samme tradition for at se på de langsigtede konsekvenser af vores indsatser. Det er også svært at få data, for vi har at gøre med et meget komplekst område med forskellige problemstillinger, der gør det svært at lave store kvantitative undersøgelser som på fx beskæftigelsesområdet, siger han. 

- Vi har mange indikationer, men ingen sikker viden på social-området. 

Mange indikationer, ingen evidens

Tal bliver kastet fra højre og venstre ind i debatten. Noget er steget. Andet faldet. Kommuner sprænger igen budgetter og råber op om konsekvenserne. 

“Et ustyrligt område.” Sådan lyder beskrivelsen ofte, når debatten handler om det specialiserede socialområde. Men i virkeligheden burde det ikke være så overraskende, at området er ustyrligt. 

For vi ved for lidt, sætter ind for sent, og holder socialområdet i alt for lang snor, mener de to professorer. 

- Det er overraskende, hvor mange indsatser man har på området, og hvor lidt man egentlig følger op. Hvis man vil udvikle en velfærdsstat, hvor alt bliver mere komplekst, hvor der er pres og færre ressourcer og et stigende behov, så er der brug for at se på effekterne på området, siger Jakob Kjellberg og fortsætter:

- Mange bryder sig ikke om denne her samtale og får ubehag ved at sætte økonomi på socialområdet. Der bliver en håndskyhed ift. til samtalen om, hvad der giver mening af indsatser på området. Jeg kan ikke se, at vi kommer uden om. Pengene skal findes et sted. 

Bent Greve forklarer, at god data er svært at etablere på social-området, da borgerne ofte har meget forskellige sygdomsbilleder og sociale udfordringer koblet med, at indsatserne drejer sig om interpersonelle relationer. 

- Det gør det svært at se på årsag og virkning. Det er svært at generalisere. Men vi er over tid nået længere og har fået et klarere billede. Men vi er ikke i mål med at kunne se effekter, ligesom vi kan på andre områder, siger han.

- På sundhedsområdet er det lidt mere enkelt, om der er et problem eller ej. Er benet brækket eller ej? Har patienten cancer eller ej? Så nemt er det ikke på socialområdet. Vi ved ikke altid, om vi har stillet den rette diagnose, om borgeren har fået kontakt med systemet i tide eller ej. Når behovet for hjælp ikke er helt entydigt, er det også svært at finde den rette behandling.

- Det specialiserede område er vokset i realpriser år efter år, og der er flere borgere, der har brug for hjælp. Vi skal se mere på, hvordan vi kan forebygge. Vi ved i virkeligheden ikke nok om, hvad vi kan gøre for at forebygge, og mange indsatser handler derfor også om, hvad vi som samfund skal gøre, når problemer er konstateret. 

Mange indikationer, ingen evidens

Jakob Kjellberg har i flere medier fortalt om den store overraskelse at blive inviteret med som sundhedsøkonom til ekspertudvalget, der skulle sikre en bæredygtig udvikling på socialområdet. 

Et eksempel, der tydeligt viser, hvordan vidensgrundlaget halter bagud. 

Jakob Kjellberg har som en del af ekspertudvalget præsenteret flere anbefalinger, der skal sikre en bæredygtig udvikling på socialområdet. Anbefalinger, der ville kunne hjælpe med at styre det ustyrlige område. 

Anbefalingerne har fået massiv kritik fra en række organisationer for blandt andet at skære i borgernes rettigheder og for at sætte økonomien i førersædet. Jakob Kjellberg mener, at det er helt uomgængeligt at se på styringen af området, og hvordan man får den bedste effekt ud af indsatserne. Ligesom man gør på sundhedsområdet. 

- Det udelukker jo ikke problemer på sundhedsområdet. Men bevidstheden om hele tiden at lade være med at lave de indsatser med en lille eller marginal effekt for at få hele området til at hænge sammen - det er en parathed, der er svær at finde på social-området. 

- Det handler jo om traditioner og kultur. Det er lidt en floskel - men samfundet er karakteriseret af, hvordan man behandler de svageste, og så bliver diskussionen om socialområdet et spørgsmål om menneskesyn. 

Bent Greve finder det naturligt, at vi kalder det “det ustyrlige område”. 

- Det er ikke så underligt. På den ene side har vi elementer om, at de skal leve et liv så tæt som muligt på det, andre mennesker lever. Men hvad, der skal til, er svært at definere, og derfor opstår der en modsætning mellem borgerne og deres forventning og myndighederne.

I yderste konsekvens kan man derfor ende med at styre helt efter rettigheder eller helt efter økonomi - men ikke via en mellemvej med de rette prioriteringer funderet på evidens, fordi vidensgrundlaget er så dårligt på området. 

At turde dialogen

Sidste år endte finansminister Nicolai Wammen (S) med at beklage, at han på et pressemøde om finanslovsudspillet kædede kommunale besparelser sammen med stigningerne i udgifter til det sociale område. Flere aktører og flere hundrede kommentarer på de sociale medier beskyldte ministeren for at udskamme mennesker med handicap. 

Lignende kommentarer har historisk affødt stærke reaktioner, der hænger ved. I debatten fremhæves ofte et årti gammelt citat fra daværende KL-formand og V-borgmester Erik Fabrin, der i forbindelse med økonomiforhandlingerne udtalte, at udgifterne til handicapområdet havde en “skadelig gøgeungeeffekt”. 

Jakob Kjellberg mener, at det er problematisk, hvis vi er bange for at tale om penge, og at der er brug for at bremse afgiftsstigningerne. 

- Det handler om at turde italesætte det. Men det er vi et stykke fra. Når finansministeren må sige undskyld for helt nøgternt at nævne, at omkostningerne stiger, og nævne konsekvenserne, er man et stykke fra den dialog.

- Hvis man bliver ved med at skære i de almene tilbud, risikerer man også at komme i en situation, hvor opbakningen til den samlede offentlige sektor kan blive ændret. Det sker ikke nødvendigvis i morgen. Men man kan ikke bare blive ved med at skære. Alle har en interesse i at stoppe udviklingen, siger han. 

Tradition og kultur kan opbygges

Det kan lyde som et stort spring at nå samme grad af evidens-baseret styring som sundhedsområdet. Men kulturen med store randomiserede lodtrækningsforsøg og at måle op mod kvalitetsjusterede leveår, når man vælger behandlinger fra og til, har ikke altid været styrende. 

Jakob Kjellberg har beskæftiget sig med sundhedsområdet siden 1990’erne, hvor det var lidt af et tabu i det kliniske miljø at vælge behandlinger fra på grund af økonomi. 

Men i sidste ende vandt evidensen som styringsredskab.

- Kultur tager tid at opbygge. I starten var der stor afstandtagen. Men så blev det skrevet ind i lovgivningen. Før var det ikke en tradition. Det er altid lidt misforstået at sætte pris på et liv. Vi ser på ressourcerne, og hvor meget vi kan gøre for dem. Principperne kan ikke overføres én til én til socialområdet. Men jeg tror, tiden er moden for at se på en ny kultur, siger han. 

Bent Greve mener også, at man i teorien kan indføre nogle af principperne fra sundhedsområdet. Men der skal sørges for, at data ikke ender med at blive et spørgsmål om, hvorvidt man overhovedet kan få hjælp eller ej. 

- Tankegangen med, at man i højere grad sammenligner indsatser, er den rette. Det skal man blive bedre til på socialområdet. 

- Områdets aktører bør jo mødes ved, at man ser forebyggelse som det første princip. Problemet har været, at man politisk har haft svært ved at investere i forebyggelse, når effekten først kommer ti år senere, siger han.