Sociale medier kan ikke redde en slatten valgkamp
Sociale medier kan ikke redde en slatten valgkamp
Sociale medier er ikke en ensrettet motorvej, der med minimalt engagement kan sikre alverdens lokalpolitikere et sikkert sæde i byrådet. Der skal deles med oprigtighed, og privatlivet skal doseres med politisk kløgt.
Samtidig skal teknikken glide gnidningsfrit, og det hjælper ikke at oprette en Facebook-profil fem minutter i valgkamp.
Det er nogle af de sonderinger, der har fået Benjamin Rud Elberth til at pege på den konservative Andreas Weidinger som den bedste bruger af sociale medier blandt de danske lokalvalgskandidater.
- Han sætter strøm til alt, hvad der sker i hans hverdag. Han oser af, at han gider og har søgt den rigtige rådgivning, siger Benjamin Rud Elberth, der er tidligere digital chef for Socialdemokraterne, og tilføjer:
- Som kandidat skal man i gang i god tid. Og så skal man gå i dialog, ellers virker de sociale medier ikke. Det har Andreas Weidinger forstået.
Fuld åbenhed
Andreas Weidinger valgte for to år siden at lave en helt åben Facebook-profil, så alle kan se, hvad han lægger ud. Den dengang 19-årige student mente, at fuld åbenhed var den eneste farbare vej.
- Fra det punkt lod jeg være med at sortere i venner, og jeg accepterede alle venne-
anmodninger. Jeg vidste godt, at jeg på et tidspunkt ville stille op til et politisk valg, men jeg anede ikke hvornår. Jeg ville være mere inkluderende, hvis folk en dag skulle stemme på mig, siger Andreas Weidinger, der har stiftet og styrer firmaet Lektiekonsulenterne.
Den nu 21-årige virksomhedsejer, der blandt andet er til stede på Facebook, Twitter og Instagram, mener, at det er vigtigt, at politikken skinner igennem det liv, som man lægger ud på de sociale medier.
- Jeg forsøger at udleve politikken gennem mit eget liv. Når jeg fortæller noget om min lektievirksomhed, så skulle det gerne afspejle mine politiske ambitioner, hvor jeg sætter fokus på uddannelsespolitik og iværksætteri. Desuden stemmer folk også på en person, og jeg synes, det er helt fair gerne at ville vide noget om det liv, som den person lever, siger Andreas Weidinger.
En af flere
Den 21-årige politikerspire er opstillet som nummer syv på den konservative partiliste i København. Han skal med andre ord springe nogle pladser på listen, hvis han skal vælges til Borgerrepræsentationen.
- Facebook og Twitter er ikke vidundermidler. Sociale medier kan flytte stemmer, særlig indenfor et parti, men politikere i Danmark er stadig meget afhængige af valgplakater og vælgermøder. På nettet handler det om at opbygge noget over længere tid. Man skal huske, at de fleste mennesker på Facebook ikke interesserer sig særlig meget for politik, siger lektor Rasmus Kleis Nielsen, der forsker i politiske valgkampagner ved Roskilde Universitet.
Andreas Weidinger fortæller, at han har 50.000 kroner til sin valgkamp, som blandt andet er blevet indsamlet gennem en fundraisingfest, hvor erfarne politikere som Rasmus Jarlov og V-politikeren Jakob Engel-Schmidt deltog. Han står desuden overfor at skulle opsætte 1000 valgplakater og uddele et hav af flyers i København.
- Jeg skal springe nogle pladser på listen, så jeg er nødt til at være til stede overalt, siger Andreas Weidinger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.