Det brutale attentat mod det satiriske ugeblad Charlie Hebdo i Paris har skabt stor vrede og frygt, og fra denne signatur skal lyde en appel om radikal eftertanke, yderliggående besindighed og empati. Dertil en – grænsende til det fundamentalistiske – insisteren på dialog og nytænkning.

Den aktuelle bekymring fra Det Jødiske Samfund, der kræver bedre beskyttelse, må tages alvorligt, og det samme må menigheden omkring ’den fordømte’ Grimhøj-moské, der har modtaget trusler, efter deres imam i en tv-dokumentar provokerede ved blandt andet at sige, han holdt med fjenden, og endnu mere efter det modbydelige angreb mod de franske satirikere. Trusler og afværgede attentater mod Jyllands-Posten er evidente, og nylige brandstiftelser mod svenske moskeer står i frisk erindring – så der er rigeligt med bål og brand, og de grupper, der ønsker mere hævn, mere vold, flere trusler, flere fatwaer, flere forbud, står nærmest i kø.

Overalt i verden har politiske og religiøse ledere fordømt massakren i Paris, som gerningsmændene sagde de begik for at 'hævne Profeten'. Men hvad sker der, når statsminister Helle Thorning i partilederrunden lige efter ’Frankrigs nine-eleven’ med stift blik siger, at ’de’ hader ’os’ og ’vores livsform’? Og hvad sker der, når unge danske muslimer på sociale medier relativerer angrebene – og skriver, at de er det rene ingenting i forhold til, hvad muslimer er udsat for andre steder i verden?

For ja, de er der: jødehaderne, muslimhaderne, haderne af Vesten, hårdtslående antifascister og voldsbøller på den islamfjendtlige fløj, der er klar med skyts. Bare kom an! Men der er grund til at tale til forståelsen i alle lejre, hvor spændingerne kan blive så rødglødende, at en tegning, en ytring, en misforstået karikatur, en ironisk bemærkning i et Facebook-opslag kan bære mere ved til bålene.

I dag er det straffrit at ’like’ et brandattentat mod en moské og med muntre smiley’er ønske sig flere. Men på de sociale medier at bifalde terror i form af angrebet på Twin Towers kan føre til sigtelse efter de nye terrorlove. Holder det i længden? Begge dele er både dybt forkastelige og bør også være ansvarspådragende, fordi de ganske enkelt kan kalde ’ubefæstede sjæle’ til mere blodig udfoldelse.

Så herfra skal lyde bifald til alle de mange, der trækker i andre retninger: Debattøren, der personligt opsøger en Facebook-hater for at opnå dialog og forståelse. Læreren, der håndfast konfronterer ungdommelige shit-snakkere blandt de store elever, der jubler over krigshandlinger – det være sig et jihadistisk angreb på ’den store satan’ eller israelsk bomberegn over Gaza.

Socialarbejderen i det ’udsatte boligområde’, der organiserer bydelsmødre og overtaler unge, der måtte føle sig uden tilhørsforhold og skammer sig over ikke at gøre noget aktivt for at hjælpe ’brødre’ i krigszoner, til at indsamle humanitær hjælp i stedet for selv at tage ned og få militær træning.

Den engagerede skoleleder, der inviterer en tidligere jihadist til fællestime – til undervisning, der kan rykke ved unges samvittighed og holdninger. På samme måde, hvis man inviterer en eks-rocker eller en udstødt fra Jehovas Vidner. Unge vil forholde sig til de store spørgsmål – så giv den fuld gas i skolerne med terror, ytringsfrihed, satire, krig, fred, religion, medier, satire. Suspender for min skyld gerne den øvrige undervisning om nødvendigt. Det er alvor.

Også en cadeau til boligselskaber, der i partnerskab med Dansk Byggeri etablerer praktikpladser til unge i belastede boligområder, hvor alt for få har fritidsjob og almindelige job. Det er nemlig sejt at tage ansvar i sit eget hood, og det er pinligt, når de store firmaer ikke af sig selv tager ansvar ved at ansætte unge med mærkelige navne.

Endelig et skulderklap til Velux, der finansierer træning af brandkadetter og aktivt får konfrontationssøgende unge, der kaster med sten og forhindrer brandfolk i at gøre deres arbejde, til at bruge deres energi på selv at blive nogle af dem, der slukker brande i stedet for at anstifte nye.