Kommunen.dk
MENU

Sløjt forbrugervalg afslører behov for nye demokratiske tiltag

Ganske få vælgere og kandidater deltog, da der i 2013 blev afholdt landets første forbrugervalg til vandselskabernes bestyrelser. Danva efterspørger ankenævn og borgermøder til at højne demokratiet

Sløjt forbrugervalg afslører behov for nye demokratiske tiltag

Ganske få vælgere og kandidater deltog, da der i 2013 blev afholdt landets første forbrugervalg til vandselskabernes bestyrelser. Danva efterspørger ankenævn og borgermøder til at højne demokratiet

Inden udgangen af 2013 holdt landets vandselskaber deres første valg af forbrugerrepræsentanter til selskabernes bestyrelser. Men uden succes, viser de løbende opgørelser, som vandsektorens brancheorganisation Danva samler op på i disse uger.

I Aarhus Vand A/S for eksempel var stemmeprocenten på 1,5 promille og den vindende kandidat fik i alt 116 stemmer. Og mange vandselskaber har brugt en del ressourcer på overhovedet at få kandidater til at stille op.

- Vi er skuffede over, at det her ikke har haft større interesse. Vi kender ikke årsagerne præcist endnu, men det kan jo hænge sammen med, at vi ikke har gjort nok for at informere om valgene eller at det er uklart for forbrugerne, hvad det kræver af ansvar og forpligtelser at indtræde i en bestyrelse. Det er nok et sammensurium, siger Lars Therkildsen, der er formand for Danva, til dk-teknik.

Brancheorganisationen oplyser, at man flere steder har brugt en del penge på at reklamere for valgene med radiospots, valgvideoer, avisannoncer og borgermøder.

Godt givet ud
Lars Therkildsen kalder det dog 'lige lovligt frisk' allerede at tale om at sløjfe forbrugervalgene helt. Men organisationen har flere alternativer parat til at sikre forbrugernes stemme, blandt andet et vandankenævn. Et lignende findes på energiområdet og finansieres af forsyningerne inden for el, varme og gas.

- Et uafhængigt ankenævn vil stille forbrugerne bedre end i dag, hvor en tvist om en vandregning på 5000 kroner skal ind over domstolene, siger Lars Therkildsen og fortsætter:

- Derudover har vi som branche meget stor værdi af at kende et ankenævns afgørelser. En masse regler om gebyrer osv. fortolkes lidt forskelligt fra område til område, og her kan et ankenævns afgørelser skabe mere klarhed både for selskaber og kunder.

Ifølge Danva er pengene ‘godt givet ud’ i Holland, Frankrig og Storbritannien, hvor vandforsyningerne alle har forbrugerklagenævn.

Kedeligt bestyrelsesarbejde
Er det ikke en smule omvendt at give forbrugerne nem klageadgang i stedet for at have dem med i den fremadrettede planlægning i bestyrelserne?

- Jo, nemmere klageadgang er ikke det samme som indflydelse på selskabernes virke, drift og tilgang til dets kunder. Derfor er ankenævnet også kun ét blandt flere tiltag, som bør alternere forbrugervalget. Vi ser desuden for os, at der afholdes brugerpaneler og borgermøder, hvor emner som oversvømmelser i kommunen, forsyningssikkerhed, vandkvalitet, prisen på vand osv. er på dagsordenen, siger Lars Therkildsen.

Han er også formand for Greve-Solrød Forsyning, der netop har stor succes med borgermøder.

- Det handler om at præsentere appetitlige temaer og lade borgerne have en mere ansvarsfri tilgang, for ærligt talt tror jeg, at traditionelt bestyrelsesarbejde med regnskaber og budgetter keder en del.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR