’Write a check and win a war’, lyder et af den private militærindustri’s smagfulde reklame­slogans. Krig er en rigtig god forretning – altså for dem, der forstår at indrette sig og lever at sælge krigsydelser som en slags serviceydelse. Alle andre taber som bekendt, når politiske og nationale uenigheder ender med brug af massevold.

I mit seneste bidrag her fra hængekøjen havde jeg en enkelt sætning, der nok kunne tåle en uddybning. Sådan er det tit, når man skal udtrykke sig i et bestemt format. Jeg skrev, at ’selv krig er delvis privatiseret’. Nogle har måske rystet på hovedet over denne horrible påstand.

I min nylig afsluttede, sene sommerferie tog vi omkring Sønderjylland og besøgte blandt andet Dybbøl. Det er jo altid spændende at besøge stederne, når man har pløjet bøger om begivenhederne gennem. Krigen i 1864 var en rædselsfuldt blodig affære, men sammenlignet med den anden krig, hvis udbrud vi ’fejrer’ i år, var den ikke noget at tale om.

Tabstallene kunne udtrykkes i tusinder – millionerne blev der først brug for, da ofrene for Første Verdenskrig skulle opgøres. Mig bekendt var der ikke for alvor tale om privat involvering, da de skyndsomst indkaldte danske jenser – hovedsagelig bønderkarle – i 1864 skulle forsøge at stoppe de overlegne tyske angrebsstyrker. Man kæmpede af nationale årsager, og generaler og politikere styrede.

Ligesom krige med tiden har udviklet sig til masseødelæggelser og massedrab med en stadig stigende andel af civile ofre, har privat involvering også for alvor vokset sig stor. Og den har i dag et omfang, jeg tror de færreste gør sig klart. Krig er for alvor blevet big business. Og ikke overraskende er det amerikanerne, der er længst fremme med privatiseret krig.

30.000 private krigere

Da præsident Bush sammen med Blair og Fogh satte alle propagandaløgne ind for at overbevise os om det velsignede og nødvendige i at gå i krig i Irak, TROEDE de som bekendt ikke, Saddam havde masseødelæggelsesvåben – de VIDSTE det. Og de fik formentlig mere end begejstret opbakning fra store private selskaber. I al diskretion, naturligvis, man skulle jo nødigt ødelægge udsigterne til gode forretninger.

Under Irak krigen opererede der mindst 68 private militærfirmaer med 30.000 mand – den næststørste hær i landet. Det største af dem alle var et foretagende ved navn Halliburton, en af verdens største aktører på oliemarkedet med aktiviteter i mere end 80 lande. Men selskabet kan meget andet.

De private selskaber leverer både almindelige serviceydelser, materiel, bygninger, rengøring, forplejning. Men også såkaldte sikkerhedsopgaver er de private militærfirmaer leveringsdygtige i. Det betyder masser af sværtbevæbnede private soldater med skudsikre veste.

Og dem har vi jo hørt om. De har ’afhørt’ irakiske fanger i det berygtede Abu Ghraib fængsel. Og de har været involveret i drab og overgreb på civile i et ukendt omfang. Et firmanavn kender vi – Blackwater. Det berygtede krigsfirmas rocker-typer har været involveret i flere tilfælde af blodbad mod civile irakere – i nogle tilfælde såvel dokumenterede, at de undtagelsesvis fører til retsforfølgelse i USA.

Omfanget er ukendt, og kun WikiLeaks' offentliggørelse af amerikanske dokumenter om Irak-krigen har kastet lys over en lang række tilfælde af vold og overgreb mod civile udført af ansatte fra private militærfirmaer.

Problemet er, at de private soldater ikke kan retsforfølges efter krigens sædvanlige love. De er ikke – i modsætning til ordinære soldater, udsendt af nationer – omfattet af folkeretten og forskellige konventioner. Der er da også flere private firmaer, der aldrig er blevet retsforfulgt for krigsforbrydelser under Irak krigen, fordi de opererer i ’et juridisk tomrum’, som den senere udenrigsminister Holger K. Nielsen kaldte det, da Information i november 2008 spurgte danske partier om deres holdning til privatisering af krig.

Det syntes Venstre og Radikale var en god idé, mens Socialdemokraterne og SF sagde fra. Selvom det efterhånden vrimler med private vagtfirmaer i Danmark, så har vi dog opretholdt det grundsynspunkt, at kun statens politi og militær kan udøve lovlig vold – det såkaldte voldsmonopol. Dén grundlæggende værdi er altså i skred.

Men én ting er det juridiske og folkeretlige. En anden ting er de kolossale summer, det handler om. Private militærfirmaers involvering i Irak-krigen kostede amerikanske skatteydere 138 milliarder dollar. Halliburton alene havde kontrakter for knap 40 milliarder dollar i Irak.

Et interessant eksempel

En skikkelse som Dick Cheney – bedst kendt som Bush juniors vicepræsident, en ægte neokonservativ og svoren krigstilhænger, er et interessant eksempel. Han begyndte sin karriere i amerikansk politik som ansat i Det Hvide Hus under Nixon og senere stabschef under præsident Ford.

I 1989-93 var han forsvarsminister under Bush senior – under den første Irak krig, Operation Desert Storm. Cheney og Pentagon indgik kontrakter med Halliburton for 8,5 milliarder dollar.

Under præsident Clinton var Cheney ude i det private – som administrerende direktør for samme Halliburton. Med en solid aktiepost i lommerne forlod han i 2000 firmaet for at blive Bush juniors vicepræsidentkandidat. Efter terrorangrebet i 2001 kæmpede Cheney for at få ’War on Terror’ til Irak. Vi fik den anden Irak-krig, og Halliburton var sikret nye milliard-kontrakter.

2001–2004 indbragte Cheneys aktier i Haliburton ham 160-200.000 dollar årlig. Fra en beskeden start med en aktiepost på 240.000 dollar voksede den til mere end 8 millioner. Mestendels som et resultat af store, gunstige kontrakter med det offentlige.

Man kunne fylde avisen med beretninger om Cheneys gerninger og Halliburtons mange sager om anløben forretningsadfærd. Og omfanget af korruption. Her vil jeg nøjes med at lade pengene tale.

Irak er kun ét af utallige eksempler. Når så astronomiske summer omsættes i det private på krige, så kan man godt – som almindeligt menneske og mulig kanonføde på vores globaliserede, markedsdrevne klode – blive svært i tvivl: Hvorfor er der krig, og hvem fører den?

Go’ ve’, hvornår tyngdekraften skal privatiseres?