– Meningen var, at kommunalbestyrelserne og forvaltningerne skulle støtte skolerne, ikke lægge yderligere pres på dem med ekstra mål udover de mange, vi allerede skal forholde os til, siger Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen.

Hos KORA bekræfter seniorforsker Bente Bjørnholt, at kommunerne er blevet mere aktive, når det gælder styringen af skolerne.

– Nogle kommuner beslutter for eksempel, at “i vores kommune vil vi være kendt for den og den pædagogiske retning”, mens det andre steder handler om en tæt opfølgning på økonomi og resultater, siger hun.

Claus Hjortdal siger, at interessen på mange punkter er positiv.

– Men når politikere eller forvaltningen begynder at blande sig i detaljer eller for eksempel vedtager 10-15 nye kommunale mål for folkeskolen, bliver interessen til et pres. Vi har i forvejen virkelig mange mål, vi skal opfylde og forholde os til, vi behøver ikke flere.

Bente Bjørnholt peger på, at de mange mål kræver ressourcer og en tillidsfuld kultur for at være brugbare.

– Vi har fået mange mål ind i folkeskolen, og de kræver megen tid. Det kræver samtidig en stor indsats at bruge resultaterne og målingerne rigtigt, så det dels er de relevante målinger, dels er tale om at de bruges til konstruktive drøftelser af, hvordan man gør det bedre, og ikke bliver til noget, man slår hinanden i hovedet med.

Arne Eggert, udviklingsdirektør i KL, mener også, at opgaven først og fremmest er at bruge resultaterne til en konstruktiv dialog om, hvordan folkeskolen skal udvikle sig i de enkelte kommuner.

– Det er noget af det, vi skal arbejde med, så vi får brugt de store datamængder, som de forskellige målinger resulterer i, rigtigt. Vi skal i gang med en dialog om, hvordan skolen kan ledes og de helt centrale mål nås, uden at det fører til en overstyring fra Christiansborg eller i forvaltningen.

Claus Hjortdal mener samtidig, at kommunerne bør overveje, om de er klædt på til at støtte de enkelte skoler.

– Det er ikke alle forvaltninger, som har den faglige kompetence, vurderer han.