Kommunen.dk
MENU

Skibet er ladet med dårlig samvittighed

Flygtningeskibet Anton er et opsigtsvækkende indslag i de danske havnebyer, også blandt flere borgmestre. Jens Galschiøt er kunstneren bag, og nu hedder næste stop Folkemødet på Bornholm.

Skibet er ladet med dårlig samvittighed

Flygtningeskibet Anton er et opsigtsvækkende indslag i de danske havnebyer, også blandt flere borgmestre. Jens Galschiøt er kunstneren bag, og nu hedder næste stop Folkemødet på Bornholm.

Hele 70 flygtninge sejler rundt fra by til by i håbet om at finde en sikker havn. Flygtningeskibet hedder M/S Anton og her i juni kommer det til Folkemødet i Allinge på Bornholm. 

Her skal vi så skynde os at sige, det ikke er flygtninge af kød og blod. Der er tale om skulpturer i et omsejlende kunstværk. Det lykkedes at fange idémanden på båden, i øvrigt lige midt i en skål for skipperen, der havde fødselsdag. 

Jens Galschiøt, hvad dælen er det, der foregår med den der båd?

”Idéen med det er at sætte gang i hele diskussionen om flygtninge. For eksempel vil klimaforandringerne sætte gang i flygtningestrømme. Og lige nu overlader vi jo bare diskussionen til Berlusconi.”

Okay, men kan man ikke bare skrive nogle læserbreve? 

”Det kunne man i princippet godt. Men nu kan jeg jo ikke skrive, jeg kan lave skulpturer. Sagen er, at kunst er en anden måde at kommunikere på, ligesom et fotografi er et tredje sprog og en samtale er et fjerde sprog. Du når ind til folk på en hel anden måde.”

Kunst skal provokere, siger Jens Galschiøt, og det gør han så sit bedste for at gøre med sine installationer. Der sker forskellige ting med båden, alt efter hvor den befinder sig, fortæller han videre. Når flygtningene kommer til Bornholm, er det yderst tænkeligt, at flygtningene har tænkt sig at gå i land.

Man står der og hører Løkke og Helle Thorning og Villy, og så ...

”Ja, så dukker der måske en flygtning op under talerne sammen med nogle af folkene fra båden. Det sker for at gøre opmærksom på, at der også er en verden uden om Bornholm og uden om Danmark.”

Hvordan bliver I modtaget derude?

”Betydelig bedre end de rigtige flygtninge. Vi er blevet modtaget af borgmestre, som har holdt smukke og progressive taler. De sidder så heller ikke i den klemme, det er at have ansvaret. Men de har været gode.” 

Vind i sejlene

Blandt de politikere, der har taget imod, har været borgmestre som Henning Jensen Nyhuus (S) fra Randers, Søren Kjærgaard (V) fra Holbæk og den københavnske integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R). 

M/S Anton har nylig været med til Odenses havnefest, og efter Bornholm vil det flygte tilbage til Fyn, nemlig til Svendborg og Kerteminde.

Der er i øvrigt flere, der kommer med sejlende indslag til Folkemødet. Blandt andet Greenpeace, der i årevis har været kendt for aktivisme til søs. Andre deltagere sejler under borgerligt flag: De Konservative stiller med skonnerten Freia. :

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

FRA FORSIDEN
Til toppen
GDPR