Skattevæsenet kendte til vurderingsfejl
Skattevæsenet kendte til vurderingsfejl
De foreløbige ejendomsvurderinger har udløst et ramaskrig i det ganske danske land. Og balladen om vurderingerne ser ikke ud til at være slut endnu.
Ifølge DR Nyheder var skattemyndighederne klar over, at de kunne risikere at vurdere boligejernes grunde for højt og for forkert.
Årsagen hertil, skriver Skatteministeriet, er, at der i de foreløbige vurderinger ikke er "taget højde for begrænsninger i grundens anvendelse, for eksempel servitutter, fredning mv.".
En servitut er et juridisk dokument, som er med til at bestemme, hvad man må gøre med sin ejendom.
Servitutten gælder også for fremtidigere ejere.
Det er blandt andet de begrænsninger, som skattemyndighederne har lukket øjnene for og altså ikke taget med i de nye ejendomsvurderinger.
Ekspert: Svært at hitte rede i
Sten Bønsing er professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, og han fortæller, at sagsforløbet omkring de foreløbige ejendomsvurderinger kan være svært at hitte rede i.
Grunden hertil er, at der er lagt nogle begrænsninger ind i behandlingerne. For eksempel har man ikke nogen klageret.
- Men man kan sige, at ud fra almindelige forvaltningsretsregler så skal alle oplysninger, der er relevante for en sag, være med i vurderingen, siger Sten Bønsing til Ritzau.
I sagen om ejendomsvurderingerne vidste skattemyndighederne altså godt, at de undlod at inddrage oplysninger, der kunne have relevans for vurderingen af ejendommens værdi.
Skatteministeriet erkender, at det er en af årsagerne til, at der findes en række eksempler på "meget høje grundværdier".
Plus på over 61 mio. kr.
En af de personer, der fik sig noget af et chok, da hun åbnede computeren for at tjekke op på ejendomsvurderingerne, er Rikke Andersen.
Hun medvirker i artiklen fra DR, da hun er ejer af en landejendom på 5,5 hektar i Nordjylland.
Tidligere var grunden vurderet til 105.600 kroner, men nu har de foreløbige vurderinger prissat grunden til 61,5 mio. kr.
Efter kritik af vurderingerne satte Skatteministeriet 19. september flere initiativer i gang. Blandt andet en taskforce med vurderingsspecialister.
Fredag oplyste Folketingets Ombudsmand, at han går ind i sagen om de kritiserede ejendomsvurderinger.
Ombudsmandens opgave er at beskytte borgernes rettigheder.
Niels Fenger, som ombudsmanden hedder, har bedt Vurderingsstyrelsen om en redegørelse "for de processer og den kvalitetssikring, der er gået forud for anvendelsen af modelberegningerne som grundlag for de foreløbige ejendomsvurderinger".
Ikke tale om nye regler
Claus F. Houmann er underdirektør for Ejendomsbeskatning og data i Vurderingsstyrelsen, og han har tidligere udtalt til Ritzau, at der ikke er noget mystisk ved, at grundværdien er langt højere end ejendomsværdien.
- Det handler blandt andet om, hvad man kan bygge på grunden. Hvis der for eksempel kan bygges to huse på ejendommen, så skal grundværdien afspejle det, sagde Claus F. Houmann.
- Det er sådan regelsættet er, og det er meget klart. Det er politisk bestemt, og det står direkte i loven, siger han og tilføjer, at der ikke er tale om nye regler.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Vurderingsstyrelsen inden artiklens deadline.
Nye ejendomsvurderinger er kun foreløbige
- Foreløbige ejendomsvurderinger for 2022 blev 11. september tilgængelige på vurderingsportalen.dk.
- Vurderingerne danner grundlag for den boligskat, der skal betales i 2024. På grund af usikkerheden i vurderingerne trækkes 20 procent af den skønnede ejendoms- og grundværdi fra, når skatten skal beregnes.
- De præcise beløb kan ses på forskudsopgørelsen, der ligger klar i november.
- Skulle din boligskat stige næste år, vil du få en skatterabat svarende til forskellen på de boligskatter, du hidtil har betalt.
- Rabatten fortsætter i kroner og øre, så længe du ejer ejendommen.
- Skulle boligskatten stige senere hen, får du mulighed for at indefryse stigningen og tilbagebetale den, når du sælger din bolig.
- Falder boligskatten, vil rabatten fortsat være den samme.
- I alt står fire ud af fem til at få en skattelettelse. Den sidste femtedel vil få en skatterabat.
Kilde: Skat og Vurderingsstyrelsen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.