”Det allervigtigste er at informere. Både om, hvad I ved, og hvad I ikke ved. Fortæl om forudsætningerne for, hvorfor I tager de beslutninger, I gør.” 

Sådan lyder det overordnede råd fra kommunikationsrådgiver Thomas Breck fra Center for Risikokommunikation, der har specialiseret sig i at rådgive i denne slags sager.

”Folk kan godt forstå, at en problemstilling som pcb er diffus og vil være helt med på en kommunikation, der går ud på, at vi hele tiden bliver klogere. Vi ved ikke præcist, hvor farligt det er, men vi følger udviklingen tæt og informerer hele tiden”, siger han og opfordrer kommunerne til at koordinere deres indsats, hvis de vil undgå, at der går panik i PCB-spørgsmålet. 

”De kommuner, der støder på PCB i en bygning, kunne for eksempel gå sammen og lave en fælles platform, så man altid har et sted, hvor man kan finde opdateret information,” foreslår han. 

På mange måder har PCB potentiale til at blive lige så stor en sag som asbest-sagen i sin tid, fordi der er en række lighedspunkter: Det er et materiale, der blev anvendt i en periode, og som senere viser sig at være problematisk og kræve indgreb. 

”Hvis ikke det bliver håndteret ordentligt, er der et stort frygt-potentiale i PCB, blandt andet fordi det er usynligt, det kan ikke lugtes, og du bliver udsat for det uden dit ønske,” siger han og peger på, at mange forældre er bekymrede, fordi de tror, at PCB er akut giftigt. 

”Det er en vigtig opgave for myndighederne at få forklaret, at PCB ikke er direkte farligt, men at du skal udsættes for det i lang tid, før det eventuelt bliver et helbredsmæssigt problem,” siger han. 

Men det er ikke kun et spørgsmål om at aflevere facts. Det er lige så vigtigt at skabe tillid, forklarer Thomas Breck:

”Det er meget vigtigt, at folk har tillid til, at de mennesker, der har med det her at gøre, ved hvad de gør, og at de vil folk det bedste. Og så er det utrolig vigtigt, at man tager folks bekymring seriøst og kommer dem i møde, hvor de er,” siger han.