- Early to bed, early to rise, work like hell… and advertise'.
('Tidligt i seng, tidligt op, arbejd som bare fanden...  og gør reklame!' red.)
Ordene faldt, da den amerikanske mangemilliardær Ted Turner engang blev spurgt om hemmeligheden bag sin succes. Det er et bonmot, som SF’s nye formand, Pia Olsen Dyhr, roligt kan skrive sig bag øret. Der er ingen tvivl om, at hun får brug for at være hurtigt ude af startblokken og for masser af politisk knofedt og en stor profileringsindsats, hvis det skal lykkes at genrejse SF, der efter to år i regering er slidt ned til sokkeholderne.

Som udgangspunkt er det stort set umuligt at forudsige, hvorvidt et formandsskift vil blive en politisk succes. Da Villy Søvndal overtog formandsposten i SF efter Holger K., var forventningen, at SF ville sive stille og roligt ud af Folketinget, og da Lene Espersen overtog efter Bendt Bendtsen, troede de fleste, at De Konservative ville løfte sig til himmelstræbende højder. Ligeledes havde DF også forberedt sig på et vælgermæssigt tilbageløb til Socialdemokraterne, da Pia Kjærsgaard overlod rorpinden til Kristian Thulesen Dahl. Ingen af forudsigelserne viste sig at holde stik.

Pia Olsen Dyhr er dog udfordret af, at der er tale om et pludseligt og uvarslet formandsskift. At den slags sjældent er nogen succes, kan blandt andre hendes egen tidligere partiformand bevidne. Dertil kommer, at hun overtager et parti, hvor op mod to tredjedele af folketingsgruppen kan se frem til en fyreseddel ved næste valg, hvis de nuværende målinger holder. Det indebærer en stor risiko for uro i gruppen og aparte solomeldinger, når valget nærmer sig. Forløbet omkring Dong-sagen viste endnu engang, at det ikke ligefrem er respekt for ledelsen og kadaverdisciplin, der præger SF’s folketingsgruppe.

Derudover står Pia Olsen Dyhr med den grundlæggende udfordring, at hun dels skal vise kant til regeringen for at hente frafaldne SF-vælgere tilbage fra Enhedslisten, dels har en erklæret målsætning om at vise SF som et regeringsdueligt parti, der tager ansvar – hvilket indebærer, at man også er med til de vanskelige beslutninger. Den linje risikerer imidlertid at blive udfordret af et bagland, som ved valget af Annette Vilhelmsen i sin tid tilkendegav, at de i hvert fald stod for den stik modsatte kurs – også selvom det aldrig blev særlig klart, hvilken retning det så indebar. Af samme grund er det også yderst interessant, hvorledes SF's magtfulde landsledelse sammensættes, når partiet holder ekstraordinært landsmøde den 1.-2. marts.

Vælgernes gunst er dyr
Der er i baglandet stor tiltro til Pia Olsen Dyhrs kompetencer som partileder. Hun er dreven i det politiske spil og taler djærvt og bramfrit, så både gymnasielærere og sosu-assistenter kan forstå det. Men kommunikation og spin gør det ikke alene. Danske vælgeres gunst er ikke letkøbt, og de flytter ikke krydset, fordi der kommer et nyt ansigt på skærmen. Det kræver, at der kommer reel politik på hylderne! Lene Espersen formåede for eksempel aldrig at give vælgerne et klart billede af sit politiske projekt, og det var først, da Lars Løkke fremlagde en reformdagsorden, at han formåede at løfte sig fri af Foghs skygge og et metaltræt VKO-samarbejde.

Hvorvidt Pia Olsen Dyhr får succes, afhænger af, om hun evner at præsentere vælgerne for en klar og entydig kernefortælling om hvad SF står for, og at den linje samtidig reflekteres i de løbende udmeldinger på konkrete sager. Der er næppe tvivl om, at Pia Olsen Dyhr vil vise sig væsentligt hurtigere og sikrere på fødderne i den disciplin end sin forgænger.

Vigtig beskæftigelsesreform
Samtidig skal hun vise, at hun kan lave store politiske aftaler, så de får et klart SF-aftryk. Her bliver den første store prøvesten formentlig reformen af beskæftigelsessystemet. Efter Carsten Koch-udvalgets rapport er blevet overleveret til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, går  de politiske forhandlinger i gang. Hvis Pia Olsen Dyhr skal leve op til egne ambitioner om at fremstå regeringsduelig, så skal hun være med til at lande en aftale, hvor der er fokus på uddannelse og opkvalificering af de ledige, men samtidig undgå, at det bliver en spareøvelse, hvor der flyttes penge væk fra beskæftigelsesindsatsen.
En nylig meningsmåling udført for Ugebrevet A4 viste, at cirka hver femte vælger på venstrefløjen ønsker et nyt rødt parti. Et mere nærliggende svar er nok, at venstreorienterede vælgere har haft svært ved at se forskel på Socialdemokraterne og SF, men kvier sig ved at rykke hele vejen ud til Enhedslisten. Vælgerne er således derude, hvis Pia Olsen Dyhr formår at genopfinde SF og et folkesocialistisk projekt, som distancerer sig fra Enhedslistens revolutionære paroler, men samtidig abonnerer på en markedskritisk tilgang og en grundlæggende skepsis overfor økonomisk vækst som det eneste saliggørende svar på alle samfundsproblemer. Men det kræver, at hun står tidligt op, arbejder hårdt… og profilerer sig!