Hvem skal inviteres med i legestuen, når der skal leges med klodser og bygges nyt?

Når de offentlige ledere skal vælge, er medarbejderne førstevalget, mens borgere, politikere og private aktører pænt må vente på at blive spurgt. 

”Offentlige ledere er lidt selvtilfredse. Hvis bare de fik pengene til det, kunne de klare det hele selv – uden omverdenen,” siger professor Eva Sørensen fra Roskilde Universitet, RUC. 

I et nyt studie er blandt andre embedsmænd, forskere, politikere, NGO'er og private erhvervsdrivende blevet bedt om at beskrive barriererne for innovation i det offentlige.  

Ifølge studiet er det netop mødet mellem meget forskellige aktører, der skaber god innovation. Det er her, nye ideer opstår. Og det er her, deltagerne i processen bliver tvunget til at tænke længere end til grænsen af deres egen, lille matrikel.  

Politikere non grata 

Især politikerne er uønskede  i innovationsprocesserne. 

”De offentlige ledere synes ikke, politikerne er væsentlige,” siger Eva Sørensen. 

I studiet siger en af deltagerne, at politikere ikke er indrettet til at deltage i kreative processer. ”De er bange for at miste indflydelse og magt, hvis kreativiteten og den idéskabende indsats slippes løs,” lyder udsagnet.

Men ifølge Eva Sørensen er det forkert at holde politikerne ude. 

”Det er vigtigt at have politikerne med. Holdninger udvikler sig gennem dialog og vidensdeling. Det danner grundlaget for de politiske beslutninger. Samtidig kan politikerne spille en central rolle i at tvinge de ansatte til at tænke ud over deres egne interesser – væk fra det snævre perspektiv,” siger Eva Sørensen.

Derfor skal de have plads til at slippe kreativiteten løs. 

”Politikere er valgt på at stille sig frem og virke skråsikre. Derfor skal man skabe rum, hvor de kan trække sig tilbage fra den rolle, de plejer at have. Rum, hvor det er tilladt for dem at sige: ’Jeg ved ikke endnu, hvad jeg mener. Jeg vil gerne høre lidt mere og tænke mig om’,” siger hun. 

Ifølge Eva Sørensen foregår innovation i kommunerne oftest ved, at administrationen forbereder processen. På et tidspunkt bliver politikerne kaldt ind, hvorefter de bliver sluppet igen. Det giver politikerne alt for ringe vilkår, mener hun.

Bureaukrati i væggene

En anden udbredt barriere er en 0-fejls-kultur, der medfører, at deltagerne i en innovationsproces ikke tør give los. Eller, som en af deltagerne i studiet fra RUC siger: ”Kreativitet og innovation kan meget let knægtes, når medarbejderne ikke oplever opbakning bag deres selvstændige indsats.”

Her kan de offentlige ledere spille en væsentlig rolle, hvis de tør slippe tøjlerne og signalere, at målet er åbent, og alt er tilladt på vejen dertil.

”Den gale ledelse kan være ødelæggende. Men man får heller ikke innovation uden ledelse. Derfor er det væsentligt, at lederne siger: ’Vi vil have innovation. I må gerne prøve jer frem. Vi lægger mærke til det og bakker op om det’,” siger Eva Sørensen. 

”Hvis man kommer fra 50 år med bureaukrati, så sidder det i mure og vægge og i hele tankegangen. Og det forsvinder ikke bare ved, at man får en ny leder, som siger innovation. For medarbejderne tror ikke på det,” siger hun. 

Hun påpeger, at mange offentligt ansatte sidder fast i en magtesløshedskultur, hvor de føler, de ikke får lov til at tage selvstændige initiativer.

Samtidig kommer innovation for mange som den tiende bølge af plusord.

”Det danner en holdning, hvor man siger: ’Hvis vi bare sidder helt stille, så går det nok over’,” siger Eva Sørensen. Hun mener dog, at innovation er mere end bare et nyt plusord:

”Vi står med en befolkning, der forventer mere og mere, og med politikere, der lover mere. Samtidig har vi økonomisk smalhals. Vi kan ikke få enderne til at mødes, hvis vi ikke finder nogle kneb, så vi tænker opgaven bedre. Vi kan ikke presse mere ud af medarbejderne. Vi er nødt til at ’work smarter’ – ikke ’work harder’.”