Selv bleerne skal være grønne på Frederiksberg
Selv bleerne skal være grønne på Frederiksberg
Som nyt medlem af Partnerskabet for Offentlige Grønne Indkøb skal Frederiksberg Kommune være med til at øge efterspørgslen på grønne løsninger.
Det gælder alt lige fra indkøbe af bleer til daginstitutionerne eller nye computere på biblioteket, hvor kommunen skal stille miljø- og sundhedskrav, så børnene ikke udsættes for allergifremkaldende stoffer, og computeren bruger mindre energi.
Sammen med seks andre kommuner og Miljøministeriet skal Frederiksberg stille en række enslydende miljøkrav til virksomhederne og på den måde øge efterspørgslen på grønne løsninger. Miljøministeren peger på, at fordi kommunerne køber ind for cirka 85 mia. kr. om året, er der et kæmpe potentiale i at gå sammen om at bruge pengene grønt.
- Derfor er jeg rigtig glad for, at Frederiksberg Kommune bliver en del af partnerskabet, så det nu står endnu stærkere, siger Ida Auken (SF).
En grønnere retning
Partnerskabet er grundlagt af Miljøministeriet i samarbejde med København, Odense og Aarhus kommuner i 2006. Udover bleer og computere forpligter medlemmerne sig blandt andet til at anvende flere økologiske fødevarer, ligesom hver fjerde nybyggeri de næste fire år skal være i bedst mulige energiklasse.
- Frederiksberg Kommune har allerede en lang tradition for at arbejde med miljøhensyn, når vi køber ind. Derfor er vi glade for at blive en del af partnerskabet, så vi sammen med de andre kommuner kan rykke markedet i en grønnere retning, siger borgmester på Frederiksberg, Jørgen Glenthøj (K).
Siden partnerskabet blev grundlagt i 2006 er Herning, Sønderborg, Egedal og nu Frederiksberg Kommuner blevet medlem, og flere viser interesse for at deltage. Medlemmerne bruger også partnerskabet til at dele viden og løsninger på indkøbsområdet.
tsp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.