NGO'en: Man skal tage stilling til the big why

Bjørn Friis Neerfeldt, Generalsekretær i Dansk Skoleidræt:

Vi kan se i vores undersøgelser, at det er lagt meget over til de enkelte skoleledelser - og i sidste ende den enkelte lærer eller pædagog - at finde ud af, hvordan de vil løse bevægelseskravet. Medejerskab og egenledelse er godt, men skolelederne efterlyser en mere struktureret indsats fra politisk hold i kommunen, så man sætter et strategisk mål for, hvad man vil med bevægelse i kommunen og italesætter, hvad man egentlig forstår ved bevægelse. Der, hvor der ses udfordringer lige nu, er, at de lokale fortolkninger af bevægelse er så forskellige.

Vi oplever skoler, der laver de vildeste ting med efteruddannelse, Legepatruljer, Skolesport og andre imponerende indsatser for at løfte bevægelseskravet med et klart fokuseret mål. Samtidig på naboskolen kan det være, at de løser reformkravet ved at løbe rundt om skolens boldbane 20 minutter om morgenen og 20 minutter om eftermiddagen. Og så bliver det mere hovedløst bevægelse, hvor der skabes mistrivsel for mange elever, da formålet udelukkende bliver at løse et kvantitativt reformkrav frem for at forholde sig til den kvalitative værdi, bevægelse kan bidrage med i et kropsligt dannelsesperspektiv.

Bevægelse i 45 minutter på syv ud af ti skoler er dejligt, men for at få de sidste med, er det tid til, at alle niveauer begynder at tage stilling til, hvad vi egentlig vil med bevægelse i skolen, og at man fra kommunalt hold tager ansvar for, at der er et mål med bevægelse i skolen. Det kan være et læringsfremmende mål, et trivselsfremmende mål eller et sundhedsfremmende mål.

En undersøgelse fra KL viser, at det kun er 29 procent af alle kommuner, der har sat sig politiske mål for bevægelse. Det er vigtigt at sige, at der er vanvittigt mange, der er dygtige og gør det rigtigt godt. Men når det er den enkelte lærer eller pædagog, der står med ansvaret, bliver det ildsjælbåret. Det er skrøbeligt og uden langsigtede effekter.

I bund og grund handler det om, at man på alle niveauer - fra lærer/pædagog til skoleledelse til skolebestyrelse til kommunale konsulenter og til det politiske niveau i kommunen - skal italesætte bevægelse og tage det alvorligt. Det er the big why, man skal tage stilling til. Det er foruroligende, at der i 2017 kun er 29 procent af kommunerne, der har sat politiske mål for bevægelse i skolen. Det er faktisk et lovkrav, og det er kommunens ansvar at løfte det krav. Der skal strammes lidt op, og i den forbindelse er det vigtigt at tænke kompetenceløft til de kommunale konsulenter på tværs af forvaltninger også.

Forskeren: Der ligger kæmpe potentialer i frikvarteret

Søren Smedegaard, lektor ved UCL, ph.d.-studerende på Syddansk Universitet og forsker i implementeringen af bevægelse i skolen.

Det handler ikke nødvendigvis bare om “mere” bevægelse - men om kvaliteten af bevægelsen. I vores projekt “Trivsel og Bevægelse i Skolen” har vi netop sat fokus på kvaliteten af bevægelsen og i mindre grad kvantiteten. Ofte ser vi, at skolerne har en kvantitativ tilgang, og det er naturligt nok, fordi der i bekendtgørelsen er nævnt et tal; 45 minutter. Hvis tid er den eneste faktor, man relaterer til bevægelsen, kan man frygte, at kvaliteten bliver underordnet.

Samtidig er tilgangen til bevægelse i skolen ofte forbeholdt de elever, der i forvejen er aktive, og i mindre grad målrettet de elever, som ikke bevæger sig. Men vi har en ikke ubetydelig gruppe, for hvem bevægelse i skolen er noget, de ikke bryder sig om. Dem skal vi være i stand til at inkludere i bevægelsesfællesskaberne.

Det handler om at få skabt et mestringsklima over for et konkurrence- eller præstationsklima. Konkurrence er en kæmpe motivationsfaktor for mange børn, men udfordringen ved konkurrence er, at der er meget få vindere og relativt mange tabere, og det er ofte en meget stor faktor til eksklusion.

Der er tre kodeord, der kendetegner den positive og trivselsfremmende tilgang til bevægelse i skolen: Det ene er deltagelse og fællesskab. Ved den klassiske første-anden-vælger-model er der nogle, der aldrig rigtigt får muligheden for at deltage eller blive valgt til. Så skal man have mulighed for at mestre noget og få succesoplevelser. Det handler ikke om at blive bedst - det handler om at blive bedre. Sidste del handler om medskabelse. Man skal opleve, at ens ideer og bidrag bliver værdsat. Hvis man kan få de tre ting sat i spil, så viser både praksis og forskning, at det rykker noget på børns trivsel.

Vi har sat fokus på tre områder i skolen i vores forskning: Det ene er idrætsfaget. I idrætsundervisningen fylder konkurrencekulturen, tekniske færdigheder og kropslig kunnen rigtig meget. Men idrætsfaget rummer også elementer som social interaktion og taktik. Nogle gange er det de elever, der ikke er de bedste kropsligt, der er gode på andre områder.

Det andet er brainbrakes - de små pauser inde i de øvrige faglige timer. Der er mange, der gør det, og det er rigtigt fint. Men tit har vi brug for andre ting end at løbe skolegården rundt. Bevægelse er ikke kun lig med høj puls og sved på panden. Det kan også være bevægelse forstået som små koordinationsøvelser eller wellness. Hvis man er i stand til at vælge den type af bevægelse, der giver mening i nuet, tror vi på, at det kan rykke noget ikke mindst på trivslen.

Den sidste del er frikvarteret, som sjovt nok ikke tæller med i de 45 minutter. Det er rigtig ærgerligt, for der ligger kæmpe potentialer i frikvarteret. Vi har mange børn, der går i skole med frikvarteret som den største motivationsfaktor. Så har vi nogle børn, hvor frikvarteret er det værste tidspunkt på hele skoledagen, fordi de føler sig usikre og utrygge. Vi kunne godt tænke os at gå lidt væk fra gårdvagt-funktionen til at have nogle voksne, som indgår i de fysiske aktiviteter og lege, for det efterspørger eleverne rigtigt meget. Mange skoler synes, at de har fokus på frikvarteret, men det fokus, der ligger på frikvarteret, består i at sørge for gode redskaber eller fine udeområder - og ikke igangsættelse af aktiviteter. Det er et af de områder, hvor der virkelig kan blive skruet op for fokusset.

Praktikeren: Vi hopper i arbejdstøjet og leger med skolerne

Lone Bjerre Josefsen, bevægelses- og idrætskonsulent i Børn- og ungeforvaltningen i Viborg Kommune

Min kollega og jeg var i efteråret inviteret til at holde et inspirationsoplæg om Viborg Kommunes praksisnære tilgang til bevægelse i skolen på konferencen “Bevægelse på Tværs”. Vi er ikke eksperter, men vi gør det måske på en anden måde end mange andre steder.

Vi er to konsulenter, der simpelthen hopper i arbejdstøjet og går ud og leger med skolerne. Vi er meget tæt på personalet. Vi kender skolernes individuelle behov, og de kender os. Det, at vi flytter os fra rådhuset og ud i virkeligheden, er rigtig vigtigt. Skolerne føler, at vi er tæt på og tilgængelige. Vi kunne godt nøjes med at sidde og lave administrativt arbejde, men jeg er ikke sikker på, at vi ville nå i mål på den måde.

Vi sender også lokale nyhedsbreve ud til de 400 lærere, som har ønsket at modtage det. Vi skriver meget lokalt; Husk, at der er tilmelding til en julekalender eller et lokalt stævne. Vi sender også ugens øvelse, som de nemt kan printe ud og tage med i klassen. Mange lærere synes, at det er svært at finde inspirationen på de store portaler. Vi har ikke udviklet en stor ny portal, og vi opfinder heller ikke nye lege, men vi videreformidler de forskellige koncepter, der allerede findes.

Vi har 26 folkeskoler, som gør det meget forskelligt, men alle skoler gør det bedste, de kan. Vi kommer ikke og lægger en overordnet strategi for, hvordan man skal gøre i Viborg Kommune. Skolerne har deres egne målsætninger for, hvordan de arbejder med bevægelse, og så understøtter vi alt det, vi overhovedet kan. Der er et politisk fokus, men det er ikke sådan, at vi siger, hvordan man skal gøre. Det er vigtigt at have en overordnet linje - men med mulighed for individuelle tilpasninger. Jeg tror ikke, at vi får bedre resultater af, at vi som kommune ensretter alle 26 skoler.