Alle franske politikere har i de sidste 50 år levet i skyggen af ’lange Charles’.

Charles de Gaulle, som med sine store hænder næsten bogstaveligt flyttede Frankrig ind i den moderne tid gennem sit krav om, at han ville have et Frankrig ”pure et dure” – rent og hårdt – der teknologisk og økonomisk kunne måle sig med Tyskland, Storbritannien, USA og de andre vestlige stormagter.

Og selv om han fysisk højdemæssigt har langt op til de Gaulle – han måler angiveligt kun 165 centimeter, tre centimeter mindre end Napoleon - har Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy besluttet sig for, at tiden er kommet til at træde i De Gaulles fodspor og overtage rollen som ’landsfaderen’. Den ansvarlige politiker, der træffer de nødvendige beslutninger, uanset hvor upopulære de end er.

Netop hjemvendt til Paris fra EU’s krisetopmøde i Bruxelles den 27. oktober, hvor man bastede en pakke sammen til at redde euro-samarbejdet, lod Sarkozy sig i en time interviewe på de store franske tv-kanaler. Hans budskab var klart, at Frankrig og Europa stod over en skæbnetime, og at det nu krævede mænd – og i øvrigt også kvinder som forbundskansler Angela Merkel - af den rette støbning, hvis euro-samarbejdet og økonomien skal reddes.

”Euroen er Europas bankende hjerte. Uden den vil det hele falde sammen,” sagde Sarkozy, som lod forstå, at han i et snævert parløb med Merkel havde truffet de afgørende beslutninger og udarbejdet den plan, som skal redde hele det europæiske samarbejde og Frankrigs ære.

”Jeg kommenterer ikke. Jeg træffer beslutninger,” lød det fra præsidenten, der samtidig bebudede en ny sparerunde for at forbedre Frankrigs offentlige finanser og undgå ydmygelsen med, at Frankrigs kreditværdighed bliver nedgraderet fra den højeste nuværende AAA-status.

Sarkozy vil kræve mere blod, sved og tårer af franskmændene, lød det dagen efter fra politiske kommentatorer i Paris. Væk er imaget fra Sarkozys første år i Elysee-palæet, hvor han var den utraditionelle og uformelle præsident, der på sin første arbejdsdag lod sig fotografere, mens han var ude at jogge iført spejlglas-solbriller og en plastik-vandflaske i hånden. Unægtelig en anden præsidentiel stil end forgængeren Jacques Chirac.

Langt bagefter

Men at Sarkozy nu er vendt mere tilbage til de gaullistiske rødder og forsøger sig som landsfaderen har sine gode grunde.

Aldrig før i nyere fransk historie har en præsident været så langt tilbage i meningsmålingerne kun et halvt år før præsidentvalget. Den seneste måling gennemført af instituttet BVA viser, at hans socialistiske François Hollande i første valgrunde står til at få 39 procent af stemmerne, mens Sarkozy har besvær nok med at sikre sig andenpladsen med 23 procent. Han er udfordret på højre flanke af den fotogene Marine Le Pen fra den højreradikale Nationale Front, som har arvet sin far Jean-Marie Le Pens vælgertække og står til 19 procent.

Hvis det som forventet bliver Hollande og Sarkozy, som skal dyste med hinanden i anden valgrunde den 6. maj 2012, vil præsidenten lide et smerteligt nederlag og kun få 36 procent af stemmerne mod 64 procent til den socialistiske udfordrer, viser meningsmålingen.

Kun en gang før i den Femte Republiks historie siden 1959 er en siddende præsident blevet valgt fra, da Valéry Giscard d’Estaing i 1981 fik 48 pct. af stemmerne og tabte til Francois Mitterrand.

Så Sarkozy har alt at vinde og ikke så meget at tabe i de kommende måneder. Det lange sejtrukne forløb om euro-samarbejdet og hans rolle på G-20 topmødet i Cannes i sidste uge giver ham chancen for at fremstille sig som den internationale statsmand. Oven i den vestlige succes i Libyen-krigen, hvor Sarkozy tog initiativet med at presse på for at få vedtaget en FN-resolution, der åbnede for militær indgriben, og derpå i månedsvis holdt fast i at sende franske jagerfly i aktion i Libyen, er hans internationale kreditværdighed vokset betydeligt.

For Sarkozys gaullistiske parti er problemet imidlertid, at det indtil videre ikke har omsat sig i stemmer. For socialisternes netop kårede kandidat François Hollande, som i oktober blev udpeget af partiet gennem to primærvalg, som to millioner franskmænd af ”venstreorienteret observans” deltog i, er en vanskelig person at angribe.

François normale

Ingen i fransk politik har noget virkeligt ondt at sige om Hollande, der altid har holdt sig i baggrunden i partiet. Også den gang han var formand i nogle år i sidste årti. Selv om han er professionel politiker og bureaukrat, der trofast har tjent socialistpartiet, siden han forlod universitetet som en ung mand, er det lykkedes for Hollande at opbygge et image som ’François normale’; den flinke nabo inde ved siden af, man kan have en snak med over hækken. Med en stille humor er han blevet populær – også fordi han ikke er så kantet som Sarkozy, der ofte chokerer franskmændene med sit noget frie sprog.

Men François Hollande har heller aldrig haft en ministerpost eller har nogen erfaring med international politik, hvilket Sarkozys folk agter at bruge under valgkampen. ”Folk siger, at Hollande er dygtig og vellidt. Men kan han træffe de nødvendige, modige beslutninger,” spørger Jean-Francois Cope, generalsekretær i det gaullistiske UMP.

Over for det kan Hollande bygge på mange franskmænds utilfredshed med de økonomiske indgreb, som Sarkozy har gennemført; herunder især den upopulære forhøjelse af pensionsalderen, og indignationen over bank- og finanssektorens fortsatte spekulationer efter finanskrisen.

Det bliver med andre ord to vidt forskellige politikertyper, der skal slås om magten i Frankrig næste år.