Så er vi klar til Folkemødet
Så er vi klar til Folkemødet
I midten af juni skal der ske noget helt særligt i Allinge på Bornholm. En sand horde af politikere og andet godtfolk er på vej til øen, hver med deres bidrag til fire dages politisk festival – også kaldes Folkemødet. Alle partilederne på Christiansborg har takket ja til invitationen, og det samme har en række toneangivende aktører. Inspirationskilden for bagmændene – indenrigsminister Bertel Haarder (V) og borgmester Winni Grosbøll (S) er den svenske ’Almedalsveckan’, hvor taler og diskussioner flyver gennem vinden fra Øresund efter et grundprincip om oplysning og diskussion, som er gratis og åbent for alle.
”Jeg synes, det ser ud til at blive et fantastisk arrangement. Det er overvældende med den interesse, der har været for det hele,” siger Winni Grosbøll og glæder sig til at byde gæsterne velkommen i smukke bornholmske omgivelser.
”Som Bornholms borgmester er min holdning selvfølgelig farvet. Men jeg mener, det ubetinget er en af de smukkeste pletter i Danmark, og det er vigtigt, når man skal have folk til at bryde ud af deres zone for at tænke mere kreativt,” understreger Winni Grosbøll.
KL bakker op
En af hovedtalerne bliver borgmester Jan Trøjborg (S), der repræsenterer KL. Formanden og hans organisation tager del i begejstringen over det nye tiltag.
”Jeg har selv hørt bornholmerne kalde det en politik-festival. Sådan en har vi manglet i Danmark – så der er fuld opbakning fra KL. Jeg ser folkemødet som en hyldest til demokratiet, men også som en oplagt mulighed for at sætte vores demokrati og folkestyre til debat,” siger Horsens-borgmesteren.
Trøjborg skal tale på Folkemødets første dag, lige efter åbningen ved Grosbøll og Haarder og lige før Bent Hansen (S) som formand for regionerne. I forlængelse af Jan Trøjborgs tale kommer der et debatarrangement, men det præcise indhold ligger dog ikke helt fast endnu, oplyser KL.
Fra vest til øst
Det er dog ikke kun en fest for landspolitikere, vi har med at gøre. En anden borgmester, der ser frem til mødet, er H.C. Østerby (S) fra Holstebro.
”Jeg tror, det bliver nogle spændende dage,” siger han og hæfter sig ved den brede forankring, der har vist sig. Slående nok er det primært udkantsproblematikken, der driver ham fra den ene kant af Danmark til den anden.
”Den del, jeg skal indgå i, er det, der hedder ’Vækst i hele Danmark’. For det har optaget mig meget, at Holstebro er et område ved randen af Udkantsdanmark, så at sige, men uden at være betragtet som en udkantskommune,” siger borgmesteren, hvis indlæg vil komme som del af et arrangement for Reg Lab, en non-profit-organisation til støtte af den regionale erhvervsudvikling i Danmark.
Brobygning
Netop de lokale forskelle rundtom kan meget vel blive et omdiskuteret emne, når det efterhånden går løs i juni. Foreløbig har tre ud af de fem danske regionsformænd i hvert fald meldt sig på banen. Dertil kommer et fokus på det grænseoverskridende samarbejde i Østersø-regionen.
”Det er godt for os at komme nærmere på de nationale beslutningstagere, sådan at diskussionen om hele Øresundsregionens fremtid kan foregå på et nationalt niveau. Det arrangement, som vi lancerer, har da også den regionale udviklingsstrategi som overskrift,” siger Daniel Persson, der er senior advisor i Øresundskomiteen, der arbejder for at udglatte grænserne mellem Danmark og Sverige.
Den grønne lund
Men hvad er det så for en ”smuk plet”, hvor Grosbøll har sat magten stævne? Allinge ligger i forbindelse med fiskerlejet Sandvig. Vi er tæt ved slotsruinen Hammershus og cirka 25 kilometer fra Rønne med havnen og lufthavnen. Det er den nordligste ende af Bornholm, der midlertidigt bliver centrum for det hele. Helt præcist består midtpunktet af talerstolen i Danchells Anlæg. Omkring stolen bliver der bygget en scene op, som Jan Trøjborg og de andre politiske hovedtalere kan bruge.
Dertil kommer et mindre cirkustelt, der kaldes for Danchells debattelt, og som skal anvendes som en politisk arena. Her kan meningerne brydes om alt fra fremtidens velfærdspolitik og til den rette håndtering af yderområder. Og hvem ved, måske skal der også drikkes en øl undervejs, sådan at sammenligningen med Roskilde Festival ikke falder til jorden. :
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.