S: Glem ikke kulturen
S: Glem ikke kulturen
Der er stor forskel på, hvor mange penge kommunerne bruger på kultur per indbygger. Blandt de kommuner, der bruger absolut mindst, er Favrskov. Selv om den nye borgmester, Nils Borring (S), gerne ville satse mere på kultur, er det i høj grad et spørgsmål om midler.
”Vi gør det i det omfang, det er muligt. Men når man står og skal vælge mellem rengøring hos ældre og nye instrumenter på musikskolen, vil mange mene, at kulturen må vige. Vi forsøger at få mest muligt for pengene, at inddrage borgerne og at supplere med for eksempel sponsorater – men vi har langtfra det økonomiske råderum, vi kunne ønske os,” siger Nils Borring.
God købmandslogik
Landets nye borgmestre bør dog anerkende, at kultur betaler sig og har stor betydning for borgerne, mener Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen:
”Der er god købmandslogik i at satse på at profilere sin by som et attraktivt sted at flytte til eller at etablere sin forretning - med øgede indtægter til kommunekassen. Vi kender alle eventyret om Horsens, der forvandlede sig fra at være en ’fængselsby’ til en farverig kulturby. efter at bl.a. Rolling Stones og Madonna gav koncerter i byen,” siger han.
Belært af dårlig erfaring
I sit udspil ’Kultur til alle’ opfordrer kulturministeren museerne til at blive bedre til at vise, hvad de rummer, men også til at overveje mulige sammenlægninger og museumslukninger. Samtidig har kommunerne lukket hvert tredje bibliotek i den forgangne valgperiode. Mogens Jensen frygter, at kulturen er det nemme sted at skære, når stat og kommuner fattes penge.
”Kultur og kunst er også velfærd. Og stat og kommuner har pligt til at sikre både børn og voksne mulighed for kreativ udfoldelse på et højt niveau. Det skal ikke være pengepungen, der afgør, hvor meget kultur et barn har adgang til i sin opvækst. Og det skal ikke være kommercielle interesser og sponsorer, der bestemmer, hvilke forestillinger teatrene sætter op, eller hvilken kunst der hænger på museerne,” siger han.
Et synspunkt, Favrskovs kommende borgmester principielt er enig i, men i praksis får svært ved at leve op til.
”Teatre og musikskoler er pressede på økonomien, men vi har ikke råd til at kompensere for regeringens nedskæringer, og så havner regningen desværre hos borgerne. Jeg ville ønske, at regeringen kunne se værdien i at skabe kultur. Vi må bare glæde os over, at vores borgere kan bruge kulturtilbuddene i vores nabokommuner, for vi har ikke flere midler at give af,” siger Nils Borring. :
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.