At sænke ydelserne for nogle af samfundets mest marginaliserede borgere synes umiddelbart at være en følsom politisk sag. Ikke desto mindre har Mette Frederiksens (S) udspil til en reform af førtidspensionen og fleksjob fået et solidt momentum allerede fra første færd.

Udspillet adskiller sig kun i detaljerne fra det, som den tidligere regering kom med i december 2010, men som aldrig rigtig kom ud over rampen. Anderledes ser det ud for den nye regering. Allerede før udspillet blev præsenteret den 28. februar, har der kunnet konstateres politisk opbakning fra centrale aktører, der gennem medierne aktivt gødede jorden for forandring.

Det gælder blandt andre KL og formand Jan Trøjborg (S), PensionDanmarks direktør, Torben Möger Pedersen, og fagbevægelsen med FOA og LO, som alle gik i offensiven i ugerne op til.

Lektor i politisk kommunikation ved RUC Rasmus Jønsson peger på, at udspillet kommunikationsmæssigt er forberedt på en helt anden måde, end man eksempelvis så det med betalingsringen.

Der er blevet 'primet' ordentligt. Det vil sige, at den politiske overflade er blevet grundet, og det er gjort klart, at der skal ske noget på området. Status quo er ikke en mulighed. 

”Aviserne har kørt temaer med 750.000 overførselsindkomster, og de forskellige interesseorganisationer har spillet med. Jeg ved ikke, hvor koordineret det har været, men der er ingen, som for alvor har taget et opgør med ministeren,” siger Rasmus Jønsson.

Snusfornuft, ikke politik

Han kalder det 'vildt,' at der ikke er mere ballade om de forslag, Mette Frederiksen har lagt på bordet. Særligt fordi de ligger så tæt op af den daværende borgerlige regerings udspil.

Alligevel overrasker det ham ikke. Kommunikationsmæssigt har hun nemlig lagt sig på en linje, han betegner som 'nærmest Radikal', hvor reformen ikke er politisk motiveret, men i højere grad er udtryk for snusfornuft.

Samtidig gør det en betydelig forskel, at det er en socialdemokratisk minister, og netop Mette Frederiksen, der står bag udspillet. Mens Venstre først og fremmest taler om økonomiske incitamenter i beskæftigelsespolitikken, fremstår hun mere troværdig som garant for de sociale hensyn.

”Hun kommer fra en kommunikationsposition som venstreorienteret socialdemokrat, der har talt de svagestes sag. Så når hun kommer ud med det her, så er der større tillid til, at det bliver gjort med nænsom og kærlig hånd. Hvis det havde været en Claus Hjort, så var det i højere grad set som kold kassetænkning ,” siger Rasmus Jønsson.

Nixon goes to China

Også Christoffer Green Pedersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, peger på regeringens partifarve, når han skal forklare, hvorfor reformen af førtidspensionen og fleksjob umiddelbart ser ud til at få et politisk smertefrit forløb.

”Der er nogle kontroversielle ting i det her med nedskæringer i fleksjob og lavere ydelser i stedet for førtidspension. Det kunne godt have givet ballade for den tidligere regering. Men i og med at det er S og SF, der står bag, så er der kun lidt Enhedslisten tilbage som opposition til de grundlæggende idéer,” siger han.

Når partikonkurrencen og oppositionens kritik er fraværende, så har medierne heller ikke meget at knytte en politisk diskussion an på. Christoffer Green Pedersen ser samtidig reformen som et godt eksempel på, hvordan nogle partier i vid udstrækning har monopol på visse dagsordener. 

Ligesom den amerikanske præsident Richard Nixon i 1970’erne var den rette mand til at indlede et amerikansk samarbejde med Kina, fordi ingen ville beskylde ham for at være kommunist.  På samme måde har socialdemokraterne lettere ved at tage fat på kontroversielle reformer af velfærdsstaten, fordi de ikke på samme måde som de borgerlige vil blive mistænkt for at være i færd med at demontere den.

”Mette Frederiksen har jo tidligere demonstreret sit sindelag i stor stil, så det er ikke så nemt at angribe sådan en som hende for at mangle den sociale side af det. Det gør det svært for de mere kritiske diskussioner at komme frem,” siger Christoffer Green Pedersen.