Valget gav næsten sig selv på forhånd. Skal der spares på børnenes skoler og daginstitutioner eller på de kommunale forvaltningers meget høje udgifter til eksterne konsulenter? Ikke så overraskende fik Københavns overborgmester Frank Jensen (S) og børne- og ungeborgmester Anne Vang (S) opbakning fra et flertal i borgerrepræsentationen til sidstnævnte løsning med budgetforliget for 2011.

På den måde slap Anne Vang for en grønthøsterbesparelse på over 40 millioner kroner, der i stedet blev fordelt ud over samtlige forvaltninger som en permanent besparelse på brugen af eksterne konsulenter. Men – skulle det vise sig – de to socialdemokratiske borgmestre talte både indkøb af it-licenser, flytteudgifter og leje af kontormaskiner med som konsulentydelser. Derfor endte de med et kraftigt overvurderet forbrug på egentlige eksterne konsulentydelser.

Så da besparelserne skulle udmøntes, måtte flere forvaltninger erkende, at det ikke alene kunne ske ved at reducere brugen af konsulenter. I stedet endte store dele af regningen blandt andet som en grønthøsterbesparelse på kommunens jobcentre og bosteder for handicappede og socialt udsatte.

”Vi er nærmest blevet pålagt at spare mere, end vi overhovedet bruger på den konto. Så i sidste ende har det betydet, at der er blevet skåret på andre ting i min forvaltning,” siger kulturborgmester Pia Allerslev (V), som stod for 2 millioner kroner af den totale konsulentbesparelse.

Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen måtte til gengæld finde ni millioner kroner hver. Imens slap Børne- og Ungdomsforvaltningen og borgmester Anne Vang med at skulle spare halvanden million på konsulentkontoen – 200.000 af dem endte som besparelser på konsulenter.

Den fordeling af besparelserne mener Pia Allerslev er helt skæv.

Budgetbomben

Det var ellers hende, der for alvor satte gang i debatten om Københavns Kommunes konsulentudgifter. I juni 2010 omtalte Berlingske en opgørelse, der viste, at Københavns forvaltninger fra 2006 til 2009 havde brugt 197 millioner kroner på eksterne konsulenter.

Et ”absurd” højt beløb lød det dengang fra Pia Allerslev, der samtidig efterlyste et opgør med konsulenternes rolle.

Den opfordring var Frank Jensen og Anne Vang ikke sene til at gribe. Få måneder efter skød de en pressemeddelelse med overskriften ’S-borgmestre: Børn frem for konsulenter’ ind i forhandlingerne om det kommende års budget.

Udgangspunktet var en ny opgørelse, der viste, at Københavns Kommune alene i 2009 havde brugt svimlende 427 millioner kroner på konsulentydelser. Forslaget var at friholde Anne Vangs område for en bebudet grønthøsterbesparelse på omkring 40 millioner kroner ved til gengæld at spare ti procent på konsulenterne.

Budskabet blev gentaget under overskriften ’Konsulenter skal betale for børneregning’ den efterfølgende dag i Berlingske, den tidligere arbejdsplads for både Frank Jensens og Anne Vangs daværende presseansvarlige.

På trods af den åbenlyse forskel på de 197 millioner kroner i konsulentydelser over fire år, som Berlingske havde omtalt tidligere på sommeren, og de 427 millioner kroner for 2009, som Frank Jensen og Anne Vang nu talte om, blev der ikke i den forbindelse sat spørgsmålstegn ved de to borgmestres opgørelse.

Det kunne der ellers have været god grund til. For da budgetforliget og besparelsen på konsulentydelser var vedtaget, stod det klart, at der i Frank Jensens og Anne Vangs opgørelse indgik så meget, der ikke var egentlige konsulentydelser, at store dele af besparelserne måtte hentes på andre områder.

Grønthøsteren frem

Det var i hvert fald efterfølgende udsagnet fra flere af de øvrige forvaltninger. Blandt andet Anne Mee Allerslevs (R) Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning.

”Besparelsen oversteg som følge af en ikke retvisende opgørelsesmetode forvaltningens faktiske udgifter til konsulenter i 2010, og besparelserne måtte derfor implementeres på en række andre områder,” lyder det i et notat til beskæftigelses- og integrationsudvalget fra august 2011.

I stedet for konsulenter blev størstedelen af forvaltningens andel af besparelsen udmøntet som en grønthøster hen over den centrale forvaltnings og jobcentrenes budgetter. Herudover blev den tværgående integrationspulje, som blandt andet har finansieret forsøg med ’bydelsmødre’ og andre integrationsprojekter, reduceret med tre millioner kroner.

Også Socialforvaltningen måtte køre grønthøsteren frem og skære ni millioner af udgifter på den centrale administration og kommunens institutioner til socialt udsatte og handicappede. I Sundhedsforvaltningen blev besparelsen på 4,2 millioner udmøntet som en generel administrativ besparelse i centralforvaltningen.

Hat og briller

Københavns socialborgmester, Mikkel Warming (EnL), kalder hele forløbet omkring konsulentbesparelserne for ’hat og briller’.

”Det her beløb er talt lidt rigeligt højt op i den offentlige debat, fordi man bare har taget et eller andet tal fra en konto i stedet for at se på, hvad det tal rent faktisk dækkede over. Så læren må være, at man skal huske at undersøge tingene, før man laver overskrifter i medierne,” siger Mikkel Warming med henvisning til Anne Vangs og Frank Jensens udsagn om et konsulentforbrug på omkring en halv milliard kroner.

At det beløb er meget højt sat, bekræftes også af Københavns Kommunes interne revision. Af et internt notat, Kommunen har fået aktindsigt i, fremgår det, at en mere retvisende metode til at opgøre udgifterne til egentlige ’management konsulenter’, lander på 130 millioner kroner for 2010.

Det er et godt stykke under det halve af, hvad Frank Jensens og Anne Vangs metode ville nå frem til det pågældende år.

En lektion i realpolitik

Ifølge ekstern lektor i politisk kommunikation ved RUC, Rasmus Jønsson, viser hele forløbet, hvordan Københavns Rådhus har lært sig at lave politik på samme måde,

som det foregår på Slotsholmen og Christiansborg.

”Der laver man jo hele tiden beregninger og tal, som understøtter ens budskab uanset om det skal gå den ene eller den anden vej. Men her virker det, som om at man har været lidt for hurtig og lidt for smart, uden at tænke for meget over de langsigtede konsekvenser,” siger Rasmus Jønsson.

I ørerne på professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Søren Serritzlew lyder det mest af alt som en klassisk budgetkamp mellem en central økonomiforvaltning og decentrale sektorforvaltninger.

”Det er helt normalt, at man i en central økonomifunktion har en interesse i at sige, at man har meget høje udgifter til noget, man gerne vil spare på, for på den baggrund at udmelde et stort sparemål. Forvaltningerne vil så sidde på den anden side og have en tilskyndelse til præcis det modsatte, nemlig at underdrive, hvor meget de rent faktisk kan spare,” siger Søren Serritzlew.

I det lys kan forløbet ligne et klart eksempel på politisk kommunikation, hvor målet har været at få gennemført nogle generelle besparelser fordelt på hele kommunen for at friholde et konkret område.

”Så har man selvfølgelig en interesse i at få det formuleret på en måde, så vælgere og borgere kan se, at pengene tages et sted fra, som ikke vedrører dem personligt, for så at blive flyttet over til noget, der i høj grad berører eller interesserer dem,” siger Søren Serritzlew.

Hokus-pokus-forklaringer

Mens konsulentydelser er yderst abstrakt og langt fra mange borgeres opfattelse af kommunens centrale opgaver, så gælder det modsatte for skoler og daginstitutioner. Og børne- og ungeområdet var udset til at skulle spare flere hundrede millioner udover den bebudede grønthøsterbesparelse op til forhandlingerne om budget 2011.

Derfor kan den skæve besparelse på konsulenter ifølge Mikkel Warming ses som et udtryk for politikeres forsøg på at finde nogle bekvemme og mere populære smutveje.

”Vi var mange, der var enige om, at der var et enormt sparekrav på børne- og ungeområdet, og at det skulle minimeres. Og det kan have fristet til at gribe efter nogle nemme løsninger for at undgå de besparelser. Og så har det med konsulenterne set ganske fornuftigt ud,” siger Mikkel Warming, der ikke selv gik med i budgetforliget netop på grund af de store besparelser på børne- og ungeområdet.

Pia Allerslev ser først og fremmest Anne Vangs og Frank Jensens udmelding om de meget høje konsulentudgifter som et forsøg på at forplumre debatten om kommunens brug af konsulenter for at komme igennem med en besparelse, der kunne friholde Anne Vangs område.

”Jeg synes, at det var meget tydeligt, at det her var en del af et politisk spil i højere grad, end at det handlede om at finde reelle besparelser. Det har været ret tydeligt, at det var det, der var formålet,” siger Pia Allerslev.

Rasmus Jønsson kan godt forstå prioriteringen, fordi børnene netop er en af Socialdemokraternes varmeste mærkesager. Derfor var de store besparelser på området et meget ømt punkt for dem. Men det ændrer ikke ved, at manøvren med at pege på konsulentbesparelserne fremstår som uærlig kommunikation.

”Det ligner noget, som også foregår i andre kommuner, hvor man pakker besparelser ind som effektiviseringer og mulighedskataloger. Jeg mener også, at politikere i krisetider har et ansvar for at gå ud og sige, at der skal spares og ikke bare opfinde alle mulige hokus-pokus-forklaringer,” siger Rasmus Jønsson.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Frank Jensen eller Anne Vang til kritikken. Københavns Økonomiforvaltning har sendt et skriftligt svar, der redegør generelt for processen omkring konsulentbesparelserne uden at svare på de politiske spørgsmål, forløbet rejser.